Demens

Bodil Jørgensen og Erik Clausen
i filmen, hvor de holder bryllup for datteren

Hvis der eksisterer et begreb, der er dansk så det batter indenfor dansk film og kultur, så er det Erik Clausen. Clausen har løbende gennem en del år snart ”beriget” biografgængerne med sine værker. Clausen spiller altid selv med i filmene, som regel i hovedrollen. Så bliver det sikkert som tænkt. Man kan kalde dem morsomme eller seriøse alt efter handling, men typisk Clausen er det altid. Han har en del på hjertet.

Hans seneste opus Mennesker bliver spist er et komedie drama. Igen er Clausen i hovedrollen, denne gang som en halvgammel mand, der bliver dement og langsomt går i spåner. Hans liv falder helt sammen. Han aner ikke, hvor han er, eller hvad han laver.

Filmen er ujævn, man tror ikke rigtig på historien, bl.a. familiens genforening. Det holder ikke rigtigt.

Men den del af filmen, der hovedsagelig handler om den tiltagende demens, er djævelgodt gestaltet af Clausen. Det tror man på. Her er tale om betydelig skuespilkunst. Hvad sker der lige? Clausen vokser her ud af sit normale format og agerer, som en stjerne på firmamentet. Hold helt op.

Verner 

Enfant Terrible

Storslået underholdning

Bendtner har i årevis været et yndlingsoffer for presse og medier. I England derimod kaldt for Lord Bendtner! Altid har de haft travlt med Nicklas Bendtner og hans privatliv. Det gjorde ikke sagen bedre, at han ligesom ikke fik indløst sit meget store potentiale, men rejste fra den ene klub til den anden. Det ville ligesom ikke lykkes. Senest for den tyske klub han spiller for nu Wolfsburg, er han igen begyndt at score mål.

I aftes var han udtaget til en trænings landkamp mod USA i Aarhus, en overkommelig opgave, og landstræner Morten Olsen, manden som ikke længere er velset hos DBU, havde udtaget Bendtner som forward. Godt set Olsen. Niklas Bendtner havde en stor aften. Tre perlemål på snor. Bendtner er en forward, som ikke alene er gift for et forsvar, men meget bevægelig og hyperfarlig. Spiller han som i aftes, fåes det ikke meget bedre. I dag hyldes han overalt internationalt for de tre ”kasser”. Det er mål, som vi bør se igen i replay.

Desværre stillede Olsen kun med et B-hold, så de svage amerikanere fik for let spil og for lette mål. Men Bendtner reddede landsholdet. Hvilken superforward er han ikke?

Verner

Fordi fodbold på jorden er for let!

Irmas Madmesse 2015

Jeg hørte her til morgen, ganske tilfældigt, i radioprogrammet Café Hack, Kim Bildsøe Lassen i et interview med værten Søren Dahl, forklare om den til stadighed pågående kamp for at udtrykke andet i TVA, end de store og forfærdelige konflikter, der uafladeligt øver indtryk på os; også at lave indslag, der viser og omtaler vort daglige, almindelige liv, så at sige!

Bildsøe Lassen har ret.

Så med dette in mente og med tanken på afholdelse af Irmas madmesse i Øksnehallen Kbh. C sikrede jeg mig en billet, også for at få noget ud af en vintersøndag. Vintersøndag? Det er 22. marts. Bidende koldt derude er det!

Det var ikke som sidste år, hvor jeg modtog en invitation til Madens Skueplads i Roskilde, en kæmpe madmesse. I dette tilfælde måtte jeg selv til lommerne.

Et af de mange indslag på messens scene var et miniseminar, eller rettere et causeri, ville jeg sige, om vi italesætter madens kvalitet og dyrevelfærden. Har maden nu også den kvalitet, vi påstår? Når man f.eks. fremhæver, at dyrene er fritgående, er det så en kvalitet? Og er de det? Fritgående? Til illustration af dette vistes en kæmpelade fyldt af kyllinger. Fritgående, står der senere på pakken. Og ja, de er fritgående, der er ikke én af disse kyllinger, der er bundet! Giver denne fremgangsmåde bedre kødkvalitet? Giver den bedre dyrevelfærd.

Nej – til begge påstande. Og så fremdeles. Dette var bare ét eksempel ud af mange.

 

Nu var det søndag lige ved frokosttid, og der var som forventeligt sort af mennesker. Det er lige sin sag, at stå i kø i timevis for at smage de mange produkter, der forhandles af og igennem Irma. Men man må lide for at sikre sig indtryk. Det tog tid. Der var mange besøgende. Rigtig mange. Folk stod og gik nærmest på nakken af hinanden.

Til gengæld var der smagsprøver. Mange rigtig gode og i mange varianter.

Brød

Mejeriprodukter

Kød

Fisk

Ost

Kage

Kaffe

Vand

Øl

Vin

Cider

Æblebrændevin

Cognac

Der skal nok være noget jeg har glemt!

Det lykkedes mig i kampens hede at få smagt en Napoléon XO Cognac, og et andet sted en Vintage Champagne (årgangs Champagne), blandt en hulens masse andre ting. Kalejdoskopisk smagsvirvar. Men på den rare måde, bortset altså fra trængslen.

Om de mange smagte vine, vil jeg sige, at det fuldstændig som forventet er vine, der ikke har den optimale temperatur; Det er ikke muligt på en messe af den slags, at holde vinen kølig nok, så der rent faktisk bliver tale om en retvisende smagsprøve. Desværre.

Efter to timer havde jeg fået nok.

Hjemvendt til hjemmets trygge arne drak jeg et herligt glas koldt vand med brus!

Verner

Sagen Furtwângler

Skarsgård som det sårede dyr; Furtwängler

Efterhånden har vi set en del tyske film og romaner gøre op med nazitiden og 2. verdenskrig i Europa. Det måtte og skulle komme. Og så er dette vægtige indlæg ovenikøbet fransk; Sagen Furtwängler!

Og dét er en film!

Den blev vist forleden på en dansk kanal. Meget interessant og vedkommende.

Filmen drejer sig om afnazificeringsprocessen mod Wilhelm Furtwängler, efter krigen forstås.

Il Maestro selv

For rigtig at opfatte nuancerne skal man vide, at Wilhelm Furtwängler var chefdirigent for de berømte Berliner Philharmonikere, et symfoniorkester, der i Furtwänglers hænder var second to none. Ydermere var han en yndet dirigent for de lige så berømte Wiens Philharmoniske Orkester, Wiener Staatsoper, yndet gæst som dirigent i Bayreuth (Wagnertemplet i Sydtyskland), samt ved festspillene i Salzburg. Han var ikke bare en superstar, han var Gud selv i datidens tysk/østrigske musikalske liv! Han var urørlig. Som dirigent var han mester, hans måde at dirigere på er blevet beskrevet, som en landlig adelsmands tilgang til musikken, med stor noblesse, fuldendt orkesterklang, og en filosof som dirigent. Han kunne i nattogene mellem Wien og Berlin sidde i timer og udtænke særlig spillemæssigt delikate detaljer, som han senere praktiserede med orkesteret. Filosof altså.

I modsætning til mange andre tyske kunstnere valgte Berlinerfilharmoniens chefdirigent, Wilhelm Furtwängler, at blive og virke i Det tredje Rige under hele krigen. Hitler betegnede ham som sin yndlingsdirigent, men var Furtwängler politisk naiv eller nazist? Det er det, den såkaldte afnazificeringsproces skal afklare. Den amerikanske major Steve Arnold er i fredstid efterforsker i et forsikringsselskab og har ikke meget til overs for det, Furtwängler kalder sin loyalitet mod sin musik, sit orkester og sit folk.

I filmen nedgøres han i forhørene, den tidligere gud er nu blot et menneske, der tog fejl. De kaster smuds på ham med spørgsmål om de mange kvinder og uægte børn, hvilket han bekræfter. Man forstår ikke dette fuldtud, for Furtwängler var ikke en smuk mand. Så langt fra. Meget høj, ranglet, fleinskaldet, men magtfuld. Måske var det dét, de faldt for. Lige så kommer man ind på Furtwänglers jalousi over ”Lille K”. ”lille K” var Herbert von Karajan, meget mindre end Furtwängler, halvanden hoved mindre og en meget elegant mand. Og så var han en fremstormende, blændende dirigent, men af en anden karakter som dirigent end Furtwängler.

Sagen endte med, at Furtwängler ikke måtte dirigere i 10 år, og slet ikke Berliner Philharmonikerne. Til hans store sorg. Da de 10 år endeligt var gået i 1955, døde han pludselig.

Landsforræder og nazist? Måske, hvem ved i dag?

Den strålende svenske skuespiller Skarsgård som Furtwängler

De to hovedpersoner I filmen bliver mesterligt spillet af

Steve Arnold: Harvey Keitel.

Furtwängler: Stellan Skarsgård.

Blændende skuespillerkunst, især den nedbrudte Furtwängler, et såret dyr, er fantastisk spillet af Skarsgård.

Der er meget, meget mere at sige om den ufattelige tid under nazismen, men . . .

Verner

I en evigt foranderlig verden . . .

Det er blevet noget af en daglig udfordring, at følge med i de mange forandringer, der skyller hen over os, der er fuld fart på. Intet er som tidligere. Vores tilværelse forandres så hurtigt, som ingensinde før.

I dag skriver Politikens chefredaktør Bo Lidegaard (jo, jeg læser også andre aviser) om et af hans avis' nyeste tiltag kaldet 2050, hvor alle de mange udfordringer vi udsættes for vil blive endevendt af et hold af avisens mest erfarne reportere.

Det behøver ikke at være en hemmelighed, at jeg ikke er meget for ovennævnte chefredaktør, for i hans tid som chef, har bladet undergået en forandring, som ikke forekommer at være til det bedste. Politiken er blevet aktivistisk. Der er ikke noget, der undslipper avisens stab. Alt bliver endevendt og kritisk bedømt.

Men sandheden er måske i virkeligheden, at det er vores liv og tilværelse, der ændres radikalt og i et højt tempo?

”Den verden vi kender, og hvor vi har hentet vores erfaringer,

ligner ikke mere sig selv.”

Bo Lidegaard

I hvert fald er Bo Lidegaards analyse i dagens avissektion PS mesterligt set og skrevet. Jeg tager hatten af for Hr. Lidegaard. Den rammer lige i plet. Det bliver endnu sværere fremover at tilpasse sig de ændrede vilkår og opbyde tilstrækkelig forandringsvillighed. Det er ikke småting, der er i gang. Analysen er fyldt med sandheder, om vi så kan lide dem eller ej. En enkelt af Bo Lidegaards andre betragtninger kommer her:

”Men historien handler også om lande i Afrika, hvor livet bliver mere og mere umuligt, og hvorfra stadig flere søger mod nord med stadig mere desperat vilje til for enhver pris at forsøge at få fodfæste på det europæiske kontinent.”

Bo Lidegaard

Du kan sagtens nå at læse hele analysen selv, i dagens avis, i det mindste i Politikens web-udgave. Det forekommer vigtigt, og du gør dig selv en tjeneste.

Verner