Herbert

Her er Herbert trods alt
blevet snøret!
- Se bare de ærgerlige miner
spillerne stiller til skue
(Errare humanum est!)

Han foretrak absolut det risikobetonede forsvarsspil. Smart, frækt og meget elegant. Kontante indgreb, bund i tacklingerne. Enhver, der har oplevet Herbert glemte det aldrig. En forsvarsspiller, der aldrig, eller næsten aldrig, bare sparkede bolden langt væk. Næh, nej, man spiller sig ud af sin egen forsvarszone, fordi man var sammen - for at spille bold! Det skete ved hjælp af de snurrigste finter og driblinger, som for det meste gik godt.

Han var en spiller, man kom for at opleve. Et jubelbrøl rungede over stadion, når Herbert endnu engang snørede sine direkte modstandere på banen, og fik startet et modangreb. Som midterforsvarer, dengang kaldet centerhalf, kom han i vejen for utallige angreb, han var svær at passere.

I de dage gik jeg som stor knægt, sammen med fætter John i Idrætsparken, vi så alle KB’s kampe. KB’s hold myldrede sidst i 50’erne og langt ind i 60’erne med store spillerprofiler, deriblandt Henning Helbrandt, Herbert kaldet, og den herlige italienske træner Carlos Pinter havde alle muligheder for at skabe et pragtfuldt spillende mandskab, hvoriblandt Herbert virkelig var en stjerne.
Alle fodboldspillere stopper på topplan på et tidspunkt, således også Herbert. I mange år hører man intet til dem, heller ikke Herbert, det er livets gang. Forleden kom så meddelelsen om, at han var død 75 år gammel af kræft. Vi føler med hans efterladte over deres tab.

- På et tidspunkt bliver man voksen, får andre interesser, det blev ikke til så mange besøg i Idrætsparken. - Fætter John så jeg aldrig siden!

Verner