Bagger

Underligt med Bagger, ikke? En mand med så rige evner åbenbart, og så alligevel bruger dem på den måde, som hele nationen efterhånden er gjort bekendt med, i lange, lange baner.

Underligt, synes man.

Men den opmærksomme iagttager kommer alligevel til at undre sig over andre ting. Da hele sagen rullede af stabelen i massemedierne, gik disse helt i selvsving. Man tillader sig at kolportere et hvilket som helst rygte, overfor et menneske, der ikke har en kinamands chance for at forsvare sig. Alt er tilladt. Der var faktisk ingen grænser for, hvor stort bedraget var, eller for mandens kriminelle gerninger, eller hans kriminelle sind. Ondskabens imperium. Den onde selv. Lucifer i egen høje person. Nå, da, da!

Det er i virkeligheden et spørgsmål for lægmand, dvs. avislæser og tv-seer, hvor meget hold der er, i de mange vilde historier og påstande om Bagger. Der gælder ingen æreskodeks for de danske massemedier sådan taget under et. Alt er som tidligere nævnt tilladt. Empati for "ofrene" er en by i Rusland, eller, ville jeg sige, ydre Mongoli. Hvad er det for en slags mennesker? De er, synes de vel selv, nødt til at gøre sådanne nogle ting, for vi skal jo allesammen leve - ikke sandt?

De store tabere, i hele denne redelighed, er foruden Bagger selv, hans kone og datter.

Massemedierne? Umulige at drage til ansvar bagefter, om nogensinde.

Skammeligt.



Verner

I morgen

Da jeg allerede er kommet ind på det evigtunge emne kærligheden, er der endnu et digt, der dukker op i tankerne. Det er John Henry Mackays lille, men vidunderlige digt Tomorrow; altså I morgen, og ikke som en kendt kvindelig programvært ved DR kom til at sige; Morgen. Slet ikke. Det drejer sig om I morgen. Samme eventyrlige digt har den berømte komponist Richard Strauss gjort fuldstændig udødeligt, med sin musik til digtet, der næsten er for meget. Det er så smukt.
Det er mageløst.
Prøv selv (et must) at høre en af tidens, eller en de seneste halvtreds års store sangerinder fortolke denne miniature. Der er frit valg mellem f.eks. Renée Flemming, Elisabeth Schwarzkopf eller, hvem man nu måtte ønske.

Morgen

Und morgen wird die Sonne wieder scheinen,
und auf dem Wege, den ich gehen werde,
wird uns, die Glücklichen, sie wieder einen,
inmitten dieser sonnenatmenden Erde . . .

Und zu dem Strand, dem weiten, wogenblauen,
werden wir still und langsam niedersteigen,
Stumm werden wir uns in die Augen schauen,
und auf uns sinkt des Glückes stummes
schweigen . . .

Verner

Kærligheden

Det er emnet, der til alle tider har interesseret mennesket mest. Stone sure. Det følgende digt, om det folkekære emne, er hverken nyt eller ukendt, men bevægende er det . . . .

Så skimrande var aldrig havet
och stranden aldrig så befriande,
fälten, ängarna och träden, aldrig så vackra
och blommorna aldrig så ljuvligt doftande
som när du gick vid min sida
mot solnedgången, aftonen den underbara,
då dina lockar dolde mig för världen,
medan du dränkte alla mina sorger,
älskling, i din första kyss.

Verner

Tekstkontrol

Endnu i skrivende stund er min daglige bestilling at varetage tekstkontrol-funktionen i et mellemstort trykkeri på Vestegnen, der er specialist i at fremstille etiketter til medicinalindustrien.
Her må man så gøre op med sig selv, om en sådan beskæftigelse er en plage eller er sliddet værd.
Egentlig var det blot noget, jeg besluttede mig for at gøre, på et tidspunkt hvor jeg var arbejdsløs, for fem år siden, et tidspunkt, hvor det var meget svært at skaffe et job, hvis man var fyldt 60 år. Næsten ingen ville have en medarbejder med den alder, det var meget problematisk. Det er noget andet i dag. Men efter ti måneders intensiv søgning, hvor håbet var mere end dalende, lykkedes det alligevel at skaffe et job.
Det så ikke for lovende ud. Jeg havnede i en lille, meget flot prepress-afdelingen, med nogle søde mennesker ansat. Men arbejdets karakter og omfang var alligevel på kanten af det utrolige. Der var ikke meget hjælp at hente fra Kvalitetsafdelingen, hvor jeg rettelig hørte til, og min forgænger på posten havde intet efterladt sig overhovedet, der kunne være en rettesnor.
Det var stress og jag med både at finde ud af alle de mange regler og normer og samtidig bjerge af arbejde.
Men det der kan gøre det interessant er, at i funktionen tekstkontrol i sådan en prepress-afdelingen, der befinder sig i opstarten af produktionen af de mange ordrer, er at man altså langt fra er det første menneske, der deltager. Og mennesker laver fejl.
Tro mig.
Det er vel det egentligt grundlæggende i en sådan bestilling.
Mennesker laver fejl
Vi lader den lige stå et øjeblik!

Der har allerede her i prepress-området, næsten før opstart, været indtil flere mennesker indover ordrerne:
Kundens sælger.
Kundens grafiske afdeling.
Vort firmas ordrebehandlere.
Grafikere, der pt. er ansat i vores prepress-afdelingen.

Det næste der skal tages højde for er:
Div. ISO-regler, mm.
Kundens specifikationer
Interne specifikationer
Tekniske detaljer, betinget af produktionspraksis

Dernæst:
Mange forskellige sprog:
Nordiske, herunder finsk og islandsk
Vesteuropæiske
Østeuropæiske, herunder kyrilliske
Fjernøstlige sprog, deriblandt thai og flere slags kinesisk (jo, der er flere slags)

Til sidst må der også tages hensyn til vore egne grafikeres standard, og foruden om de lige har en god dag, og til slut ens egen evne til at koncentrere sig 100 pct.
Der kan simpelthen være dage, hvor man må konstatere, at man ikke er fit og må koncentrere sig meget, meget mere. Det bliver i så fald bydende nødvendigt.
Så er det bare med at læse produktet fra en ende af, for at afgøre om det umiddelbart kan produceres, eller om der skal foretages rettelser.
Den opmærksomme læser kan ud af alt dette konstatere, at der stilles store krav, hvis alt skal være på rette plads, før man producerer klichéer hhv. trykplader før trykstart.
Alt skulle gerne ende op med et fejlfrit produkt, så brugerne af medicin, påsat etiketter fra firmaets produktion, kan være sikre på at kunne anvende medicinen uden risiko.

Verner

Det ligodt grove (jysk mundart)

Det er dejligt, at man kan have sin vin (noget af den) opbevaret hos junior i hans kælder i et lille, lukket, mørkt og relativt køligt rum, når man ikke selv har et sådant, og må nøjes med at opbevare et vist, mindre antal i bunden af klædeskabet, til snarlig brug. Så at låne et sådant rum er jo herligt, og jeg er Bo meget taknemlig for hans hjælp, blot kan han naturligvis heller ikke selv fylde denne kæmpestore kælder. Men alligevel.
Så for ganske nylig, efter et helt døgns kraftigt regnvejr, kom der vand i kælderen. Uha.
Meget hurtig fik det unge menneske (Bo) kontaktet forsikringsselskab og fik gang i tørringen af kælderen. Tæpper, gamle møbler og andet skrammel røg ud, og ind røg tørre-apparater, alt sammen så udmærket.
Ved et besøg kort efter at tørringen var tilendebragt, besøgte jeg så det lille vin-rum, og konstaterede at en af de personer, der havde rendt ud og ind for at udbedre skaderne, også havde nået at stjæle 4 flasker af den herlige Chateau Colombier-Monpelou. Det er mageløst frækt, og ingen, heller ikke chefen for mandskabet, har en kinamands chance for at opklare sådan en sag. Alle vil naturligvis nægte. En af folkene havde faktisk spurgt Bo, hvilken af vinene, der var bedst. Men det beviser ikke noget. Det er ikke pengene der plager mig, der er tanken om, at en ukyndig drikker vinen, må man håbe, han opdager hvor god den er!
Svigerdatter Louise mener også, at der er forsvundet nogle flasker Champagne fra samme rum. Holy shit.
Blot er det synd for Bo, at han kommer ud for sådan noget, når han prøver at hjælpe. Ikk'?
Verner

Før massemedierne - og tiden der fulgte!

Her i opstarten af forsøget mht. at blogge, i håb om at komme til at diskutere med andre, kommer man til at tænke på, hvad man så skal delagtiggøre disse andre i, så det kunne være interessant at følge netop denne blogs nye udgivelser. Det kan være hvad som helst mellem himmel og jord, og her kunne for så vidt nævnes masser af emner. I løbet af et stykke tid vil det foretrukne emne måske blive politik og opsigtsvækkende nyheder fra samfundet, som f.eks. Stein Baggers gøren og laden, hvad der virkelig interesserer masser af mennesker, og som løbende tilføjes nyt guf fra div. medier. Interessant er det i hvert fald. Eller den i samme medier hyppigt omtalte og udskældte Jørgen Leth. Du skulle tage og læse i hvert fald hans erindringer Det Uperfekte Menneske I og II. Her er et menneske, der ikke lægger fingrene imellem under skildringen af sit liv. Det er ikke kedelig læsning, selvom han påstår han keder sig. Alle gør. Siger Jørgen Leth.
Der var en tid før alle disse moderne massemedier, som ofte former vores allesammens meninger og holdninger, og set ud fra dette synspunkt, er det ikke altid lige heldigt at fordybe sig i deres udgydelser, men det gør jeg selv. Hver dag. Den gang var der kun radio-udsendelser og dagblade, i papirform altså. Der var heller ikke internet. Så derfor hørte man radio i disse dage. Det var enormt inspirerende og satte rigtig gang i fantasien. Og så det sprog de talte. Når man høre det i dag, tror man knapt det er sandt, men talesproget var ret meget anderledes, f.eks. da jeg var barn. Og det smittede af på radioudsendelserne. Så man hørte Pressens radioavis, Gunnar Nu Hansen (fortræffelig journalist, mest om sport), musikudsendelser af alskens slags etc., etc.
Man husker stadig mange af datidens profiler fra Danmarks Radios udsendelser, at nævne en række af dem ville blot være name-dropping, men en enkelt af dem står stærkt i erindringen, det var en østrigsk dame, indvandret til Danmark, Maria Krone, som i radioen udbredte sig over sit yndlingsemne, nemlig byen Wien og dens historie. Hun var helt utrolig at høre på med sin smittende begejstring, positive indstilling og historiske viden, alt sammen blandet med pragtfulde musikeksempler i den lettere genre, dvs. østrigske operetter, valse mm. Desværre er den slags så langt fra moderne mere, det er gammeldags, helt ude i hampen. Derfor hører man heller ikke mere musik af komponister som Stolz, Lehar m.fl. ja endog ikke engang Korngold, som naturligvis også tilhører en helt anden genre. Men charmerende var denne Maria Krone altså. Jeg kan endnu høre hendes karakteristiske stemme for mig.
Vi hører stadig radio i en uendelig strøm i dagens løb, som oftest ganske uvedkommende. Vi ser masser af tv, uendeligt mange kanaler ser de fleste, men her er forlængst indtrådt et mætningspunkt, og sjældent er der noget rigtigt interessant. Alt for sjældent.
Tiden er for alvor blevet en anden. Er det så dårligt? Næ, jeg ville ikke bytte. Vi lever i den bedste af alle tider, altså når vi lige ser bort fra de standende problemer, som klodens tiltagende opvarmning, forurening, mænds nedsatte fertilitet, dårlig fødevarekvalitet, finanskrise og så videre. Men det er altsammen bare småting!
Verner

Chateau Colombier-Monpelou 2004

Pauillac - Cru Bourgeois Supèrieur

For et stykke tid siden faldt jeg over et meget fint tilbud på denne klassevin i et herværende større supermarked; meget attraktiv vin, meget attraktivt tilbud. En uge senere var den yderligere nedsat, i en sådan situation er det bare om at slå til, så hurtigt som muligt. Problemet, om noget i det hele taget, er, at de herlige vine fra kommunen Pauillac er sent modnende, dvs. at man skal vente en hel del år, før man kan drikke dem med nydelse. Intet problem, så længe man er i besiddelse af en kælder til opbevaring. Der er jeg så heldig, at have adgang til en kælder hos junior. Men netop dette lille slot har for øvrigt ry for at være tidligt drikkemoden.
Organisationen bag det berømte slot CH. Mouton-Rotschild agter efter forlydende, at købe det lille slot (24 ha) i nær fremtid, splitte parcellerne op, hvad der er helt legalt, og lade de bedste parceller indgå i deres egen vin. Faktisk synd, for hvor tit har man midler til at skaffe sig en flaske Ch. Mouton-Rotschild? Verden er ond!
Taget i betragtning, at vinen er relativt hurtigt modnende, smagte jeg så denne, sammen med min hustru, for nylig, og hvordan var den så?
Et smukt glas. Relativ let (12.5 %), smidig, smuk farve og duft, fint og elegant smagende, vinøs. Her skal for så vidt ikke gemmes mere.
Al Bordeaux' charme og elegance som før hen, hvilket vil sige før den amerikanske vin-guru Mr. Parker fik al den indflydelse, han har i dag. Iflg. samme Mr. Parker kan en rødvin ikke blive hverken for kraftig, fyldig eller for sort i farven. Hans indflydelse er langt fra altid af det gode. Men heldig så, at der stadig findes vine som Colombier-Monpelou, uden at jeg af den grund absolut ville udråbe den som verdens ottende vidunder.
Verner

Violetta

En anmelder gjorde engang gældene, at Guiseppe Verdis opera La Traviata egentlig skulle hedde Violetta. Og det er jo så sandt, når man sådan betragter sagen.
Min svigerdatter har altid haft en svaghed for denne opera, og man forstår hende jo så godt. Jeg tror, det er den sørgelige historie, en rigtig tåreperser.
Jeg selv har også i mange år haft en svaghed for stykket, ja helt fra min ungdom, hvilket er længe siden.
En anden anmelder skrev om Verdi, at han var manden, der kunne sætte alt i musik, om det så skulle være New York Citys telefonbog. Den var godt nok ikke opfundet endnu på Verdis tid, men alligevel. Blot synes jeg, at Verdi gennem sit liv blev en bedre og bedre komponist, og i sin høje alderdom begik enestående og genial musik. Alt sammen historie.
Men tilbage til min ungdom. Dengang var en af de store fejrede operasangerinder Anna Moffo. Hun kom til Falkoner-Centret i København sammen med et middelmådigt operakompagni, der skulle opføre La Traviata, og her fik Violetta en enestående smuk død i Anna Moffos pragtfulde skikkelse, og skal jeg sige, hvilken stemme! Mageløst.
Selve historien omhandler skøgen Violetta, der møder den helt store kærlighed, men må afstå fra denne på grund af sit samfunds normer og bonerte indstilling. Det er teater fra gamle dage det her.
Mange år senere (1995) sættes så denne historie op i Salzburger Festspiele regi, og det kunne jo næsten kun blive et brag af en forestilling, når man betragter rollelisten over de medvirkende (Villazon/Netrebko). Det blev det godt nok også. Det var lige så rørende, bevægende og sørgeligt som man kan forlange. Og som de synger (det skrives i nutid for opsætningen er heldigvis fastholdt på tv hhv. dvd for eftertiden), det er enestående godt.
Skal man have en på opleveren, kan denne dvd anbefales på det varmeste.

Verner