torsdag den 27. juni 2013

Vi kipper med flaget




Tillykke

Pia Borgwardt

I morgen fylder Pia Borgwardt 70 år. Hun har det meste af sit liv glædet musikelskere hhv. musiklyttere med radioprogrammer om klassisk musik. En meget stor indsats for musikken, og med Pia Borgwardt var der altid tale om kvalitet og forståelighed i formidlingen af musikken. Sammen med sin mand, Peter Borgwardt, bestyrede hun telefonønske radioprogrammet Pia og Peter spiller klassisk fra 1969 til 1977. Programmet gik ugentligt og opnåede lyttertal på en million! Hendes cv er meget, meget længere, bringes ikke her, for dette er ingen nekrolog. Det er et stort tillykke.



 Tillykke

Claudio Abbado

I går fyldte Abbado 80 år. Abbado har blandt andet været musikchef ved La Scala-operaen i Milano (1968-86). 1986-91 var han musikchef for Wiener-Staatsoper og 1989 valgte Berliner Philharmonikerne ham til sin musikchef og faste dirigent, men 2002 trådte han tilbage på grund af et svigtende helbred (cancer), som han heldigvis blev helbredt for. Abbado er en stor dirigent, blandt de aller største i vore dage. Abbado har medvirket ved utallige pladeindspilninger, tv- optagelser, etc., etc. Det var i mange år Abbado her, der og allevegne. Man forstår det, når man hører hans fortolkninger. Her er der heldigvis heller ikke tale om en nekrolog, men et tillykke til en spillevende superkunstner. Denne blændende dirigent vakte desforuden opsigt blandt musikerne, ved ikke at ville kaldes maestro, men bare Claudio, hvad nogle af de forvænte philharmonikere i Berlin fandt både underligt og uklogt. Men, dirigere kunne han.



Læg mærke til vedlagte musikeksempel. Verdis musik består bl.a. af sammenkædede fraser. Det lyder bare så smukt.

Un Ballo in Maschera - Preludio - Claudio Abbado - Wienerphilharmoniker (1986)




Til lykke

Giuseppe Fortunino Francesco Verdi


I år, i oktober måned, fylder komponisten Verdi 200 år.

Verdi var en italiensk romantisk komponist, der primært komponerede opera. Han var en af de mest indflydelsesrige komponister fra det 19. århundrede. Hans værker opføres stadig i operahuse over hele verden, ligesom temaerne fra nogle af hans værker for længst har slået rod i den folkelige kultur som fx "La donna è mobile" fra Rigoletto, "Va, pensiero", det hebraiske slavekor fra Nabucco, "Libiamo ne' lieti calici", drikkesangen fra La traviata og triumfmarchen fra Aida. Selv om hans arbejde er kritiseret for at bruge et almindeligt diatonisk tonesprog i stedet for et kromatisk og for at have en tendens til melodrama, dominerer Verdis mesterværker det almindelige operarepertoire 150 år efter at de blev komponeret. Og så var Verdi agrar. Han var meget interesseret i landbrug og ville erhverve et bestemt gods, men var ikke formuende nok. For at indfri sit hede ønske komponerede han på bare to år tre superberømte operaer. Samtidig fik han kontrakt på ryalty for hver opførelse af værkerne og pengene væltede ind i rå mængder. Verdi fik sit gods.

De tre omtalte operaer er

Rigoletto, 11. marts 1851
Il trovatore, 19. januar 1853
La traviata, 6. marts 1853

Dette kunne have været en nekrolog, men i så fald en del år for sent, så her er blot tale om et stort tillykke.


Her synger så en af tidens hotte operanavne: Ludovic Tezier i rollen som Anckerström, manden, der bliver bedraget af sit store forbillede og ven; Kongen. Sværger at han vil slå ham ihjel og gør det (omhandlende mordet på Gustav den 3.). Det hævdes at andre har sunget partiet bedre, hvad der måske er rigtigt, men det dramatiske foredrag er strålende. Ikke sandt?
Ludovic Tezier synger Eri Tu fra Un Ballo in Maschera



Verner