fredag den 20. november 2015

Morten Olsen (Mandstræner!)



Det er Dagbladet Politikens dødsjove klumme ATS, der har døbt den nu fhv. landstræner for fodboldlandsholdet Mandstræner!

Med landsholdets 2 – 2 mod Sverige forleden aften stoppede Morten Olsens lange karriere, som landstræner for fodboldlandsholdet. Han er Europas længst siddende landstræner! Men nu er det slut. I forvejen var det klart, at vandt man ikke samlet over svenskerne, var det slut med landstrænerjobbet for Morten Olsen. Svenskerne vandt samlet, og kommer derfor til EM i fodbold i Frankrig. Det gør Danmark ikke. Den sidste kamp blev ellers seværdig, med svenskerne i front med to mål. Kampen endte 2-2 efter et voldsomt pres fra det danske holds side. Det svenske hold var spillet helt ned under græstæppet! Forskellen på de to hold betegnes bedst ved, at svenskerne rådede over en superstar; Zlatan. Det gjorde vores hold desværre ikke.
Det var underligt at se Morten Olsen efter kampen blot forlade Parken.
Og hvad så?
Olsens afgang bør slutte med en gigantisk reception / fest for Morten Olsen, landsholdsspilleren, landsholdstræneren, der har givet dansk fodbold så meget. Som foruden trænergerningen, også fik udvirket en ensartet træning og påvirkning ned gennem rækkerne, så landsholdsspillerne altid vidste, hvordan der blev spillet på landsholdet, om de som seniorer skulle blive udtaget. Det er en uforskammethed uden sidestykke, hvis denne personlighed blot skal tage hjem til Holland, hvor han bor, uden en kæmpe tak for den beundringsværdige indsats for dansk fodbold, han har ydet et helt liv igennem. Dét skylder vi ham i det mindste.
Han vil for altid være en af nationens store sønner.

Havde Morten Olsen ikke i forvejen været optaget i Parkens Hall of Fame burde han blive det nu.
Det er Olsen dog - retfærdigvis!

Zlatan Ibrahimovic
Verner