torsdag den 26. oktober 2017

Flamenco i Madrid






Ved et besøg i Madrid for nylig, sammen med venner, var der mange muligheder for oplevelser for en tilrejsende turist, ting, som vi med garanti ikke har herhjemme; en grund til at rejse! I videste forstand er Iberia (Den Iberiske Halvø) lige stedet at rejse hen. Landene på den store halvø er meget forskelligartede fra vores verden, det gælder både geografi, mennesker, sprog, mad, vin, litteratur, arkitektur etc., etc.
Et af de mest fængslende ting er Flamenco. Oprindelig opstået blandt Andalusiens romaer. Musikken har stærke islæt af elementer fra Orienten og Indien, siger altså de kloge. Meget fremmedartet er det ihvertfald. Der findes også stilarter indenfor Flamenco.
Men – en turist skal passe på ikke at købe adgang, til det jeg selv ville kalde et turistteaterstykke, hvor de udøvende har usandsynligt flotte dragter på, foruden at levere et show tilpasset turistens opfattelse af Flamenco.
Det er meget bedre at finde et lille ydmygt teater, hvor den Flamenco, der leveres er oprindelig i stil og udtryk. Det er lykkedes mig både i Sevilla i Andalusien og også her i Madrid. Og så sker der noget. Til den fulde forståelse af Flamenco, hvis det ønskes, bliver det nødvendigt at frekventere bøger om emnet, eller prøve at få en guide til at indføre én i sagerne.
Men mindre kan naturligvis gøre det.






På det lille ydmyge teater i Madrid var der én guitarist, to klappere, en mandlig danser og en kvindelig danser. Og så tog festlighederne fart. Mens musikeren spillede og de to klappere leverede baggrund for danserne, skabte disse en fantastisk dans, sikkert efter alle kunstens regler, hvoraf der er mange.

Dans med hæleklap og stampen i gulvet under infernalsk larm, og en hvirvlende, rytmisk dans, meget fantastisk og vedholdende. Inciterende. Seancen virker som ur-dans og ur-musik, fra en anden tid, et andet sted. Råt og upoleret. Her er ikke tale om skøndans, men om en vild form for dans; stammens oprindelige rituelle danse.
I guitarmusikken, der fulgte danserne, var der i hvert fald denne aften tydelige islæt af maurisk musik. Samtidig virker det, som danserne og de øvrige deltagere bliver høje på udøvelsen af deres kunst. Det er meget utroligt det hele.






Det er Flamenco – det er råt. Det er ikke engang fra Verden af i går, det er noget meget mere oprindeligt. Det er en rejse langt tilbage i tiden! En kæmpe oplevelse.



Verner











































mandag den 23. oktober 2017

Underholdningsorkestret / Adam Fischer



DR Underholdnings Orkestret blev som bekendt udskilt fra DR, en rent politisk beslutning, som med rette er blevet stærkt kritiseret. Det lykkedes orkestret at overleve, men ser det ud til; med reduceret bemanding. Men, never mind! Overlevede gjorde de, og det kan vi være glade for, rigtig glade.
DR har i forvejen deres højt profilerede DR Symfoniorkestret, som er et klasse-ensemble. Intet mindre.
Men ikke alene overlevede Underholdnings Orkestret, men de indspiller også plader, lige pt. en Beethoven-serie med mesterens 9 symfonier. Og så er det med orkestrets tidligere chefdirigent, Adam Fischer, som fortsætter sit virke hos orkestret, omendskønt jeg ikke har fulgt med i, hvor de meget store beløb kommer fra, der skal finansiere dette.
Her søndag (22.10.2017) holdt orkestret så koncert i det gamle Radiohus' koncertsal; i dag Musikkonservatoriets koncertsal.
På programmet var bl.a. Beethovens 3. symfoni; et ikonisk mesterværk. Det blev spillet som optakt til en pladeoptagelse, der har fundet sted i dag (23.10.2017), som et led i orkestrets Beethoven-serie.
Jeg er kommet i den gamle koncertsal det meste af mit liv. Det var derfor dejligt at gense den gamle sal; dog var publikum betydeligt ældre, end det pt. er i DR Koncerthusets sal. Lidt underligt.

Adam Fischer 


Til gengæld fik den udsolgte sal en mesterlig koncert, som ikke laves bedre af de store, berømte orkestre i udlandet. I sær ville jeg sige, koncertens sidste nummer; Eroica, Berethovens tredje symfoni. Det er og bliver et enestående musikstykke, som er second to none. I hænderne på Fischer og orkestret, blev det helt ustyrlig godt spillet. Man kan undres på, om Beethoven selv har hørt det så godt, og så djævelsk inspireret leveret. Præstationen levede helt op til de store forventninger, jeg selv nervøst havde kalkuleret med.
Det blev en overnåde lykkelig søndag eftermiddag. Alle komponistens intentioner blev indfriet vha. af et sublimt orkesterspil. Intet mindre.
Og Hr. Fischer? Eminent dirigent, intet mindre!


Verner


Post Scriptum
For interessens skyld, har jeg set efter anmeldelser af koncerten i dagspressen, men ikke fundet nogen. Dog fandt jeg i et litteratur tidskrift en anmeldelse., som jeg finder er meget på linie med min egen oplevelse. Dog vil jeg give skribenten ret i, at anden sats, en sørgemarch, hos Fischer og Underholdnings Orkestret ikke fik det samme udtryk af sorg; en fyrstes begravelse, stort set, som hos Karajan og Berlinerphilharmonikerne, en indspilning fra starten af firserne. Det er også at sætte overliggeren meget højt!     






















mandag den 9. oktober 2017

Lord Bendtner noch mals !

Heldigvis er Lord Bendtner (et tilnavn han tidligere gik under, medens karrieren fandt sted i England) atter blandt de udtagne i landsholdets startopstilling. Hareide (landstræneren) har set rigtigt. Bendtner nævnes i dag (efter landskampen mod Rumænien i går aftes) som værende lidt for tung. Det hindrede ikke Bendtner i, at være lige ved at score i én situation, og senere så let som en mis, at score på et fantastisk oplæg, et mål, som en umulig liniedommer fik underkendt for off side, hvad der ikke var, og som manden i pausen undskyldte over for Bendtner. Holy shit, da også!
I en næstfølgende situation, blev der korrekt dømt straffe, et straffe, der bliver begået,  fordi superangriberen Lord Bendtner ellers ville have scoret. Stone sure. Eriksen scorede sikkert på straffesparket og nationens drenge førte 1 – 0. Herligt.
Med Lord Bendtner tilbage i truppen har angrebsspillet både fået kant og stor farlighed. Lord Bendtner leverer næsten altid varen, og underholdningsværdien? Jeg, og alle andre vil skrive under på Lord Bendtners evner som underholder – og ikke mindst som:



Målkonge par excellence!



Verner


fredag den 6. oktober 2017

Og i morgen . . . ?



Und morgen wird die Sonne wieder scheinen,
und auf dem Wege, den ich gehen werde,
wird uns, die Glücklichen, sie wieder einen
inmitten dieser sonnenatmenden Erde…


Morgen efter morgen, her i den sidste tid, står solen op i et orgiastisk flammehav af farver. Et overjordisk smukt syn, man kan kun blive glad, ikke sandt? Alt ånder fred og ro. Vort hjørne af kloden er pt. lykkeligvis sparet for store konflikter for ikke at sige krige.

Vi europæere har gjort en del for det selv, kloge efter de vanvittige verdenskrige, ved medlemskab af NATO, først og fremmest. Da den kolde krig endelig ophørte og de rædselsfulde kommunistiske regimer brød sammen, var tiden kommet til at høste fredsdividenden, at skrue ned for forsvarsudgifterne, få en anderledes tilgang til livet, et liv i fred uden militære konflikter med sindsyge naboregimer. EU har også været med, til at sikre fred og velstand i vor del af verden.
Men intet varer som bekendt evigt.
Med EU's optagelse af tidligere østeuropæiske lande, tidligere sovjetiske lydstater, gik det ny Rusland næsten fra koncepterne, idet denne udvikling ville medføre øget besvær med at generobre f.eks. de baltiske lande, som det tidligere var lykkedes for Sovjet at indkorporere i deres rædselsregime.
For øjeblikket oplever man en kraftigt øget russisk tilstedeværelse i Østeuropa og Østersøen, en større oprustning, vendt mod de baltiske lande og i sidste ende mod EU. Alt sammen ledet og orkestreret af en tidligere leder fra KBG / FSB, Putin og hans herskende regime.
Trump har så evigt ret i, at nu må de europæiske Nato lande øge deres militære udgifter, for at imødegå den førnævnte russiske trussel.
Man må! Og især vil jeg personligt sige, at Danmark skulle.


Russiske krigskibe - fra den enorme russiske flåde


I medens vi så oplever den stigende russiske aggression i Østersøen, der burde være Mare Nostrum, men som ikke er det mere, står solen op igen hver dag. 

Uanset!


Verner




søndag den 1. oktober 2017

Oktober




Bugserbåden er fregnet af rust. Hvad laver den her så langt inde i landet?
Den er tung, slukket lampe i kulden.
Men træerne har vilde farver. Signaler til den anden bred!
Som om nogle ville hentes.

På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.


Tomas Tranströmer
Nobelpristager i litteratur 2011


Digtet stammer fra samlingen Stier(1973). Oversat af Peter Nielsen.



Verner

søndag den 3. september 2017

Omkring Mahler



Mahlers ottende symfoni blev spillet ved åbningen af sæsonens torsdagskoncerter, dirigeret af orkestrets chefdirigent Fabio Luiso. Opførelsen får super anmeldelser, jeg selv var ikke til stede. Jeg har tidligere overværet kæmpesymfonien i det gamle Radiohus i Rosenørns Allé.
Jeg har hørt Mahler i lange baner, som de fleste koncertgængere i dag. Mahler er meget spillet.
Mahler selv, en berømt operachef, komponist og dirigent i sin tid, ledede uropførelsen i München 12. september 1910 med 1030 medvirkende. Symfonien har også på et tidspunkt været opført med 2000 musikere og sangere.
Ved torsdagskoncerten forleden var der 300 medvirkende (orkester, flere kor og sangsolister. Kæmpeværk altså!
De sidste 50 – 75 år er Mahler meget spillet, hans musik passer til det moderne, splittede menneskes psyke, skulle jeg tro.
Men alt efter hvor man er i sin egen tilgang til klassisk musik, har man egne favoritter, og der er uendeligt meget at vælge imellem.

Mahler malet af Max Oppenheimer

Mahler var som sagt komponist, operachef på Wiener Staatsoper og dirigent og en fabel som sådan. Har man chefposten som operachef på Wiener Staatsoper har man også adgang til at dirigere de berømte Wiener Philharmoniker, hvad Mahler naturligvis også gjorde. Der findes billeder af ham dirigerende Wiener Philharmoniker, billeder, der i sagens natur var oliemalerier.


Obere Belvedere
Ved mine besøg i Wien har jeg hver gang besøgt det berømte slot Obere Belvedere beliggende næsten i det indre Wien. Det er altid et besøg værd. Den ene gang kommer jeg op af trappen, for at gense Gustav Klimts Der Kuess, men i rummet før hans berømte billede, ser man så et kæmpe billede af Gustav Mahler dirigerende, hvad der må have været Philharmonikerne. Det var et formidabelt billede af dirigenten tumlende orkestret. Jeg har aldrig glemt billedet, men kan ikke finde det på internettet. Jeg missede at se efter malerens navn, da jeg stod over for hans billede! Pokkers!
Ved næste besøg nogle år senere, var der naturligvis udstillet andre fabelagtige billeder. 
- So ist das Leben! 

Oliemaleriet, der her er vist var ikke det omtalte værk!

Verner

fredag den 14. juli 2017

Søren Ryge på Hebriderne

Hebriderne

I går, og i en genudsendelse i dag, på DR TV var et program af / og med Søren Ryge om et besøg på Hebriderne, en øgruppe vest for Skotland. Søren Ryge havde på forhånd reklameret for sin udsendelse, fordi man måtte høre musikken. Mente Søren Ryge.
Og det er sådan, at hvis Søren Ryge annoncerer et program, må man se det. Man må. I mange år har han fascineret os med sine programmer om sin have, eller samtaler med interessante mennesker, som han har mødt i sit liv. Søren Ryge er bare alle tiders.
Men her altså et program om Hebriderne, om et besøg dér, og musikken.


Felix Mendelsohn-Bartholdy

Musikken er ouverturen Hebriderne komponeret af musikgeniet Felix Mendelsohn-Bartholdi. En stor tysk komponist omkring 1830-1850. Stor kanon.

Nu gik det sådan med Søren Ryges tv-program, at musikken blev spillet i baggrunden, så man ikke rigtig fik glæde af den, også fordi det væsentlige faktisk var de mennesker, som Søren Ryge portrætterede. Det er fint nok.
Men sagde Søren Ryge; ”som 16 årig hørte jeg Hebriderne for første gang i radioen (DR), og musikken gik lige i hjertet på mig”. Det er, som at høre sig selv. Vi er jævnaldrende Søren Ryge og jeg (74 år), og jeg har haft samme oplevelse, som han. Måske er det den samme udsendelse? Det er ikke til at vide!
I datidens radio (DR) var der på det tidspunkt et program for børn kaldet Børnetimen. Her var en journalist som kaldtes Onkel oplæser. Hans navn har jeg glemt. Han fortalte i en udsendelse, at han havde spillet et stykke musik (en pladeoptagelse) for nogle store børn / ganske unge mennesker, som efter de havde hørt musikken spontant udbrød: ”hvad i alverden var det?” De var blevet grebet af den fantastiske musik. Efterfølgende fortalte han dem om, hvad det var, og spillede pladen for radiolytterne.

Der var tale om en pladeindspilning af Mendelsohns ouverture Hebriderne på DG med Herbert von Karajan og Berliner Philharmoniker.

Herbert von Karajan og
Berliner Philharmoniker


Søren Ryge har helt ret, musikken går lige i hjertet på én. Det er helt forrygende. En illustration af øernes fantastiske natur, vejrlig og Fingals Cave. Det er så melodiøs en musik, fabelagtig komponeret efter indtryk fra en rejse til Skotland, som Mendelsohn foretog.

Den berømte og medrivende pladeindspilning er second to none, og er den man bør foretrække. Den findes diskofilt og / eller på nettet. Det er orkesterkunst helt i særklasse, kollektiv virtuositet. Mageløst.




Verner


Addendum 1

Pt. er jeg overbevist om, at ovennævnte journalist skulle have heddet:

Elith Nørreholm


Addendum 2

14.09.2017
Herbert Blomstedt, nu 90 år gammel er tilbage i DR Koncerthuset. Koncerten starter med Felix Mendelsohn Bartholdis koncertouverture Hebriderne.
Med et trylleslag er vi i Nordatlanten, det allestedsnærværende hav slår mod stranden. Her er natur så det batter. Storslået, smukt, dragende. Fingals Cave fortryllende. Tilbage ved havet; stormen raser, brændingen bruser.
Stilhed.

Og – hvorfor har vi aldrig hørt det spillet sådan? Mageløs orkesterkunst! Blomstedt får det bedste frem i DR Symfoniorkestret.
Sublimt.