søndag den 29. januar 2012

En dag i Danmark


J.Edgar Hoover / DiCaprio



Italiensk hvidvin fra Marche; Verdicchio


Talen faldt på den forestående betalingsring, en betalingsring det er lykkedes politikerne at få befolkningen til at diskutere i stedet for de langt vigtigere forhold, som for længst skulle have været afklaret hhv. ændret. F.eks. at det lader til ikke at anfægte nogen særligt, at ca. 25 % af den arbejdsføre befolkning nu er på overførselsindkomst, og at man forestiller sig, at man kan have beskæftigelse i vort land uden en fremstillingsindustri. Mein Gott! Foruden alle de andre problemer, der plager vort samfund! Men OK, noget skal man jo samtale om, imedens man indtager sin aftensføde.
Dette fandt sted, efter at vores lille eksklusive Biografklub havde overværet den ny amerikanske film om J. Edgar Hoover. En meget seværdig film med den strålende DiCaprio i hovedrollen, som Hoover. Lang film, der viser Hoover, som usympatisk politichef, bøsse og en stakkels mand med moderbinding, så det batter. Filmen kan virkelig anbefales.
Efter filmen en kort travetur til restauranten. Det virkede meget koldt, vinteren er kommet.
Restaurant Fabio viste sig at være en rigtig god italiensk restaurant. Maden var perfekt, flot og spændende, ligeledes vinen (Verdicchio), men den havde jeg jo også selv valgt. Restauranten kan anbefales, på trods af at man ikke modtager creditcards ved betaling!
Personlig fik jeg lov til (under ledsagelse) at besøge Restaurant Fabios vinkælder, hvor man i øvrigt også kan få serveret menuen. En spændende, men noget uorganiseret vinkælder. I øvrigt var der koldt i kælderen, hvilket er meget fint, men der lugtede kraftigt jordslået. De har sandsynligvis haft en vandskade. Skal der opbevares kvalitetsvin over et længere tidsrum i denne kælder, og det skal der, vil det helt sikkert gå ud over vinene.
Ny iskold travetur tilbage til bilen. Kors, hvor var det koldt!  

Verner


tirsdag den 24. januar 2012

Hormuz Strædet



Hangarskibet USS Abraham Lincoln




Det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln sejlede søndag gennem Hormuz Strædet ledsaget af et fransk og et britisk krigsskib. Det skete for at signalere, at Vesten står sammen om at holde strædet åbent.

For øjeblikket optrapper mange af aktørerne konflikten omkring problematikken vedr. Irans mulige, fremtidige atombevæbning. Foreløbig har de dygtige iranere forstået at holde modparten hen med snak m.m., de har vundet det diplomatiske spil. I skrivende stund ser det ud til, at Iran snarest bliver medlem af atomklubben, med mange ganske uberegnelige problematikker til følge. Det eneste, der kan afholde dem fra dette trods al verdens sanktioner er krig. Løbet er kørt.
Iran får bomben.
Iran har desforuden truet med at lukke Hormuz Strædet, hvorigennem en stor del af Vestens olieforsyninger passerer. Derfor har USA sendt hangarskibet USS Abraham Lincoln (se billedet) gennem strædet. Det eneste rigtigt nye i konflikten udover EU’s trusler om olieboykot er vel hangarskibet med følgegruppe, Avacs og satellitter. - Tilsammen er det en modstander, man ikke skal lægge sig ud med.


Verner

Opsang til verdens ledere!





Indrømmet!

Mine egne holdninger passer fuldkommen med dette indlæg fra Jyllands-Posten også vist d.d. på borsen.dk. Jeg har altså ikke selv skrevet noget af det. Desværre. Jeg synes det er krystal klart. Du bør bruge et minut på dette indlæg!



Opsang til verdens ledere!

”Når verdens politiske og økonomiske ledere i dag pakker kufferterne for at rejse til årsmødet i World Economic Forum i den lille by Davos i Schweiz, vil de møde udfordringer af historiske dimensioner. 

"Vi står med et moralsk problem. Vi er dybt forgældede. Vi har glemt at investere i fremtiden. Vi har undermineret den sociale sammenhængskraft. Vi er i fare for fuldstændigt at miste tilliden hos de næste generationer."

Så hårdt trækker grundlæggeren af World Economic Forum, professor Klaus Schwab, linjerne op.

"Mange mennesker har mistet troen på de politiske ledere og erhvervslederne; ja, på lederskab i det hele taget. De ser livet som ét hårdt slid uden muligheder, uden håb. Det Arabiske Forår og Occupy-bevægelserne er synlige og forståelige tegn på disse frustrationer. Hvis vi forsøger at forme fremtiden med vores gamle, forkrampede modeller, ender verden i et endnu dybere hul," lyder hans opsang.



Verner


torsdag den 12. januar 2012

Teknikkens vidunderlige verden?


40" Samsung TV, LED, 1080p Full HD, 3D TV


Herbert von Karajan

 

Som nævnt i forrige blogindlæg, og nej problemet er ikke løst – endnu i hvert fald – så kan moderne teknik, virkelig give problemer. Ingen tvivl om det. Slet ikke. Den anden dag, i går, blev tv-systemet lagt om, hele landet deltog, Mpeg2 blev til Mpeg4 og TV2 blev betalingskanal. Efter omlægningen og deraf følgende kanalsøgning udestår så et enkelt problem, nemlig TV2 Øst, som ikke pt. kan modtages i dette hus, nå det er ikke så vigtigt, det kommer nok. Ellers gik alt godt, med en fin billedkvalitet til følge. Det skulle det jo også gerne, da vi taler om et spritnyt Samsung Smart tv, som kan en masse forskellige ting. Der er desværre også en enkelt ting, det ikke kan, og her vi så til lommerne igen for at købe en boxer box. Der er ikke noget at gøre ved det. Shit. Da jeg nu var i gang med at kigge lidt på teknikken, skulle jeg lige prøve at høre radio - på tv’et altså. Det er der i og for sig ikke nogen grund til, hvis ikke det lige var fordi, det tidligere DR program Prg. 2, som sender klassisk musik, nu er blevet en DAB-kanal. Sådan en kanal kan ikke tages på mit gamle og veltjente stereo-anlæg. Det er morsomt, ikk’? Ikke? Jeg bliver nødt til at købe en DAB-radio. Men i mellemtiden kan jeg så høre DAB-kanaler på tv’et.
Straks jeg finder DR Progr. 2, på tv'et, hører jeg 2. sats af Brahms 3. symfoni. Jeg kender musikken, som min egen bukselomme. Det er et overordentligt smukt stykke musik. Da det slutter anoncerer programværten, at her hørte vi 2. sats fra Brahms 3. symfoni spillet af Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne, og siger manden: Det er rørende. Manden har fuldstændig ret. Jeg ville sige bevægende. Musikken lyser og stråler, medens puristen, skønhedstilbederen og den enestående dirigent von Karajan får sit orkester til at yde det aldrig senere overgåede. Samtlige 80-90 musikere spiller Brahms, som med ét åndedræt, tilbageholdt, syngende. Musikerne spiller deres instrumenter, som det fra gammel tid egentlig har været meningen, de skulle spilles; ikke en fod sættes forkert. Ikke en eneste. Alt sidder lige i skabet. Til sidst munder den overjordisk smukke musik ud i en solfaldsstemning, som kun Johannes Brahms kunne skrive sådan én. Bare lige lydgengivelsen var ikke god nok på tv’et.
Jeg altså købe en DAB-radio nu!

Verner

torsdag den 5. januar 2012

En bloggers fortrædeligheder

Fra Disneys
Troldmandens lærling;
Hvem det gik så galt



Denne blogs forfatter (ja, fornemt skal det jo være) kundgør sine uforgribelige meninger på to stk. blogs nemlig


Verners Blog

og
Verners blog om vin


Fra start var det min mening at sprede personlige opfattelser og meninger om hvad som helst, fordi der så måske var nogle andre individer, som ville læse disse udgydelser og måske kommentere. Det var der, både læsere i Moskva, Italien, Danmark og senest USA. Meget interessant faktisk. Men for det meste fik jeg bare udtrykt min mening om lidt af hvert, og klogeligt nok, engang imellem slet ikke. Men af og til støder man altså på noget rigtig interessant, som man vil udbrede sig om.


Så sker der et eller andet med programmet Blogger, der fremkommer en meddelelse om, at blogger ikke længere fuldt ud understøtter pc'ens browser, og at der derfor kan optræde fejl! For øjeblikket er det sådan, at jeg kan komme ind på den ene blog, Verners Blog, og ikke den anden, og kun ad en bagvej så at sige. Jeg har naturligvis ledt og ledt, men uden at finde fejlen. Det forekommer helt umuligt i skrivende stund. Browseren er udskiftet til IE 9 (Internet Explorer 9.0), pc'ens cachelager er tømt, ligeså cookies. Jeg tror ikke, jeg finder fejlen. Der skal en ekspert til for at finde, hvad der sandsynligvis blot er en mindre fejl.


Nu om lidt skal vi se om dette her kan udgives, hvis det er muligt, så er en del af Blogger da i sving, men hvordan pokker kan jeg så komme til at skrive på Verners Blog om vin?




Hvordan dette indlæg ser ud, hvis det kan udgives, ser vi så nu!


Holy shit!




Verner