torsdag den 16. april 2009

Hendes Majestæt Dronning Margrethe

H. M. Dronningen i 2005
Smukt billede af dronningen!

H. M. Dronningen

Dronning Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid fylder 69 år i dag. Vi siger til lykke. Alle landets borgere glæder sig over deres populære dronning. Det har garanteret ikke altid været let at være dronning på de præmisser, der nu engang er. Så meget mere er der grund til at lykønske på årsdagen. Havde vi haft en af H. K. H. Prinsens flasker i huset, ville vi have åbnet sådan én, og drukket den, i dagens anledning. Men det har vi ikke, vi har alt muligt andet!
Verner

Michael Laudrup



Michael Laudrup fyret i Spartak

Ifølge russiske medier er Laudrup fortid som cheftræner, fordi de sportslige resultater har været utilfredsstillende.
Fyringen kommer, efter at Spartak Moskva på hjemmebane tabte 3-0 i den russiske pokalturnering til lokalrivalerne Dynamo Moskva. Holdet er dermed ude af pokalturneringen - og mistede chancen for at komme til at spille i de europæiske turneringer i næste sæson. Spartak har også fået en skidt start i den russiske Premier League.
Den måske ikke helt uventede fyring af Laudrup, får én til at spekulere over flere ting.
I professionel fodbold tæller resultaterne, skaffer træneren dem ikke, må han rejse. Hele holdet kan jo ikke rejse, i sagens natur.
De russiske spillere formår ikke at indfri Laudrups intentioner om moderne, seværdig fodbold.
Der er en kolossal, stærk konkurrence ikke blot blandt spillerne på holdet, men naturligvis også blandt topklubber, som Spartak burde høre til.
Blot synd for Laudrup, som har den helt rigtige opfattelse af fodboldspillet, som smukt holdspil, hurtigt, idérigt, elegant og med mange mål. Som på Barcelonas hold, da Laudrup spillede dér.
Og Laudrup ved, om nogen, at spillet drejer sig om penge, mange penge. Kommer resultaterne ikke, kommer pengene heller ikke. Og så er det farvel til cheftræneren!

Verner

Nina Stemme besøger København

Nina Stemme
Nina Stemme synger blandt flere steder også i Koncerthuset.
Ved koncerterne torsdag 16.04 og fredag 17.04 står Richard Strauss’ sene ”Vier letzte Lieder” på programmet. Denne himmelske musik er komponeret kort efter 2. verdenskrig og lyder som én stor længsel efter verden af i går. Og hvem skulle være bedre, end den fænomenale svensker med den pragtfulde stemme og udstråling, tidens pt. hotteste wagnersangerinde, til at synge disse vidunderlige sange?
Hør hende i Koncerthuset eller i radioens P2 i aften, fra kl. 19.00.


Vier letzte Lieder

Den sidste af de berømte sange, der er fire, er direkte en kærlighedssang, hvilket illustreres af nedenstående danske oversættelse, ganske vist omhandlende to gamle mennesker!

Joseph von Eichendorff (musik Richardt Strauss)

I aftenrøden

I sorg og lyst vi vandred,
gik sammen hånd i hånd.
Vi hviler efter møjen
her i det stille land.

Snart sover alle dale,
nu mørknes aftenluft.
To lærker endnu svirrer
beruset af dens duft.

Kom du, og lad dem sværme,
snart vil vi gå til ro,
at ej i ensomheden
vi farer vild, vi to.

O fred – så stor og stille,
så dyb og aftenrød.
Hvor trænger vi til hvile!
er dette mon vor død?



Verner