Her hører man straks dommedagsbasunerne (og trompeterne) i Verdis fænomenale, og storslåede Messa da Requiem (Dødsmesse).
- Men nej, der er vi slet ikke henne. Slet ikke. Det er ikke sådan!
Det sagen drejer sig om, er dit livs sidste arbejdsdag! Intet mindre!
Tiden op til er fyldt med spørgsmål og bemærkninger, som f.eks.:
Nej, hvor er det dejligt for dig!
Glæder du dig?
Hvad skal du lave, fremover?
Nu skal du nok til at sove længe, hvad?
Bliver det ikke pragtfuldt, at slippe for at arbejde?
Lillemor skal nok sørge for, at du ikke keder dig!
Og sådan bliver de ved. Man må stå det igennem. Der er ikke noget, man kan gøre for at stoppe denne form for nonsens. Intet, simpelthen!
- Nå, så kommer den ”Store dag”!
Ingen udenforstående forestiller sig, hvordan det menneske, der nu stopper for at gå på pension, sådan lige har det med en beslutning, mere eller mindre frivillig, som er et kvantespring. Et kvantespring lige ud i ukendt land. Hvor man går fra at have en slags betydning, for alle dem man til daglig arbejder sammen med, til ikke at have nogen betydning overhovedet.
Ingen forestiller sig, hvorledes alt denne sidste dag nærmest skriger til himlen, hvordan man knapt får fat i noget som helst, og på den anden side alligevel ser og hører alt.
Ingen lægger mærke til den kommende pensionists følelsesmæssige virvar, som han / hun står der (ved receptionen) og på en eller anden måde får sagt farvel til alle dem, de til daglig har været omgivet af, har snakket og grint med, etc., etc. Og er kommet til at holde af, pragtfulde mennesker, som de jo er.
Til sidst stilner det af. Man får sagt det sidste farvel og kører hjemad alene.
Deres glade bemærkninger og råb svirrer i hovedet.
Nu er det slut.
Personligt har jeg været igennem sådanne større afskedsseancer tre gange tidligere i min tilværelse. Jeg lærer aldrig at holde af det.
Bagefter er det så underligt tomt.
Verner
