torsdag den 31. maj 2012

Ernest Hemingway


Ernest



Dette blogindlæg bliver ikke en biografi. Der er skrevet flere om manden i forvejen. Så lad os ikke trætte hinanden med det. Hemingway er en forfatter, man absolut bør læse. Hans bedste bøger er stærk læsning. Det er også stærk genlæsning efter mange år. Hemingway var i den grad til stede i sit eget liv, som måske få andre. Det præger også hovedpersonerne i hans romaner. De både tænker og føler i den grad. Og så fører de en evig dialog med sig selv! Herlig læsning. Over floden ind i skovene er én af de bøger jeg genlæser pt. efter rigtig mange år. En åbenhjertig og følsom kærlighedshistorie mellem en ældre oberst og en billedskøn, purung, livsgrådig komtesse, for hvem elskoven bliver en tung, smertefyldt lykke. Hemingway skildrer obersten, som meget maskulin, for det var han selv. Og han lader obersten vedkende sig sine fejltagelser i krigen. Her er virkelig tale om selvkritik, så det vil noget. Og Obersten tænker også på George Armstrong Custer, førhen en amerikansk nationalhelt. Kritikken bliver også her meget hård. Historien har senere givet Hemingway og hans oberst ret:


Hemingways oberst om Custer:
”Nu skal du så barbere dig og se på det fjæs, mens du gør det. Du trænger desuden til at klippes. Men det er ikke svært her i Venedig. Gamle dreng, du er infanterioberst. Du kan ikke gå rundt og ligne Jeanne d’Arc eller general George Armstrong Custer. Hin skønne kavalerigeneral. Det er sikkert herligt at have det sådan og have en hengiven hustru og savsmuld i hovedet. Men det må ikke have været den helt rigtige karriere for ham, da de gjorde det af med folk på højdedraget oven over Little Big Horn, mens hestene kredsede om dem i den støvede jord, og salviebuskene blev knust under hovene på de andres heste, og han havde ikke andet tilbage til resten af sit liv end den kære gamle krudtlugt fra hans egne folk, der skød hinanden og sig selv af skræk for, hvad indianernes squaws ville gøre med dem.
Liget var ubeskriveligt lemlæstet, som der så smukt plejer at stå. Tænk at stå oppe på det bjerg og vide, man havde begået en brøler af rang, en brøler der sagde sparto til livet, men en brøler med løvefødder og meget fine gesvejsninger. Stakkels rytterigeneral, tænkte han. Der endte din drøm. Der endte alle hans drømme.”

Senere hedder det:

”Vi tager vognen og kører derud, hvor det store slag med indianerne stod, og så skal jeg fortælle dig om det. På vej til Billings kører vi hen og ser stedet, hvor idioten George Armstrong Custer blev dræbt, og der kan du se markeret, hvor alle de forskellige døde, og jeg kan forklare dig alt om slaget.”

Custer

Last stand. Slaget ved Little Big Horn

Læs bogen, ikke så meget på grund af omtalen af Custer, men generelt fordi det især er en fin kærlighedshistorie. Få dig en på opleveren!


Verner

torsdag den 24. maj 2012

Fleet Week kicks off in NYC


The Parade of Ships and navy flights marked the official beginning of Fleet Week on May 23. Fleet Week, which has been held in New York City since 1984, celebrates the U.S. Navy and Marines Corps with a week of ship visitations and military demonstrations.

See Below!















Verner

tirsdag den 22. maj 2012

Lisboa - Tyrefægtning


I Portugisisk tyrefægtning dræbes tyren ikke, men aflives efter sin "optræden". Det var diktatoren Salazar, der bestemte dette ved lov. Noget godt har han da gjort!

I arenaen på Campo Pequeno

Campo Pequeno

Sådan foregår tyrefægtning i Portugal

I en portugisisk tyrefægtning er der to afdelinger. Først udføres cavaleiro og derefter pega. Cavaleiro er også betegnelse for en rytter og tyrefægtningen indledes med en rytter på en Lusitaner hest, som er specielt trænet til formålet. Pega er betegnelsen for den efterfølgende tyrefægtning uden våben af de såkaldte Forcados.

Cavaleiros
Tyrefægtere til hest kaldes i Portugal Cavaleiros. Den beredne tyrefægter er 'hovedpersonen' og den højt betalte stjerne, som folket tiljubler når tyren næsten får fat i hest og rytter. Der er mange meget kendte Cavaleiros i Portugal og også nogen få Cavaleiras, d.v.s. kvindelige tyrefægtere, som imponerer med både udseende og mod. Alle er naturligvis eminent gode ryttere.

Forcados
Som noget helt specielt for portugisisk tyrefægtning afsluttes hver tyrefægtning efter 20 minutter til en halv time med at Forcados kommer ind i arenaen.
At være Forcado er ikke for tøsedrenge og jobbet er i øvrigt ulønnet. Den modigste (og dygtigste må man formode) af en gruppe på 8 mænd stiller sig op på linie og begynder på afstand at råbe til tyren for at få dens opmærksomhed. De øvrige mænd stiller sig op i en række med nogen meters mellemrum bag ham. Meningen er nu at tyren skal angribe den forreste Forcado, som vil 'lande' på tyrens pande og holde sig fast i tyren i fuld fart inden resten af Forcados gruppen får fat i den og (som regel) stopper den. Jo tættere den forreste Forcado kan komme på tyren før den angriber, jo bedre. Det ser rent ud sagt meget, meget farligt ud - og kræver langt mere mandsmod end at sidde som Cavaleiro på sin hest. Tyren har dog fået klippet spidserne af sine horn, men kan stadig anrette stor skade. Som om det ikke er nok forsøges der igen, hvis stuntet ikke lykkes første gang. Succeskriteriet er at Forcadoen bliver hængende mellem tyrens horn indtil den stoppes af de øvrige Forcados. Som afslutning spankulerer Cavaleiro og den Forcado, som netop har overlevet 'tyrens mordforsøg' rundt i manegen og modtager folkets hyldest. Det sker at Forcado'en lige skal lappes lidt sammen inden æresrunden, men lidt iturevet tøj og lidt blod i ansigtet, måske også lidt synsbesvær tages tilsyneladende ikke så tungt.

En Aften på Campo Pequeno (tyrefægterarenaen)
Tyrefægtningen begynder kl. 22.00. Efter danske forhold sent, men i Portugal helt normalt. Man  møder frem ved arenaen og prøver at skaffe sig et bord på en restaurant. Det gjorde vi også. Der var vildt gang i den både udenfor og indenfor murene. Masser af publikum, det går ikke stille for sig. Vild kamp om et bord i restauranten. Tjenerne styrtede frem og tilbage. Alle råber og skriger. Malerisk. Vi er godt nok i Syden. Men det så alligevel ud til, at alle nåede det før kampstart. Billigt er det heller ikke at skaffe sig adgang, men pyt. Godt anbragt på pladserne begynder forestillingen. Alle deltagere marcherede ind for at hyldes af folket.
Det relativt store brassband på øverste galleri spiller for fuld drøn. Heltene hyldes. Folket jubler. Forestillingen kan nu begynde. Op rejser der sig en trompetist placeret i logen midtfor. Fanfare gjalder. Første tyr kommer på banen, stresset, vild og faretruende. Nu optræder en Cavaleiro til hest og sikken en rytter. Fænomenalt. Efter at have placeret mange spyd i nakken på det arme dyr ridder Cavaleiro rundt og modtager folkets hyldest. Tyren står udmattet stille og glor.
Forcados overtager, holdt da helt op, dér skal mod til. Efter at have stoppet dyret lukkes en bande kvier ind, der får lokket tyren med ud. Ude bagved skydes det arme dyr. Cavaleiro og den forreste Forcado marcherer til fods hen til logen og hyldes. Folket jubler. Trompeten hyler, brassbandet spiller. Der er fest og stemning.
Seks tyre gennemgår skærsilden denne aften!
Efter de mange forestillinger havner tilskuerne ude på den kæmpestore plads foran arenaen. Klokken er næste to. De fleste tager hjem og sover. Det gør vi også.


Verner



søndag den 20. maj 2012

Lisboa - Elevador de Santa Justa

Her er den berømte elevator

Denne meget imposante elevator er tegnet af arkitekten Raul Mesnier de Ponsard, der var elev af Gustave Eiffel! Elevatoren var færdigbygget i 1902, og den excentriske jernkonstruktion var 1900-tallets måde at sørge for, at det fine borgerskab  kunne komme fra Baixa til Chiado uden at få svedskjolder på silkekjolerne. To elevatorer kører i pendulfart de 45 meter op til Largo do Carmo. Over en bro kommer man til den øvre bydel. I dag er det ren turistfart, men et rigtigt flot minde om fortiden. Udsigten fra elevatorens top, over de syv høje byen er bygget på, er helt utrolig flot. Man se den, når man er i Lisboa - simpelthen.

Verner 

Lisboa - Fado

Conte Linhares Palads


Man skulle ikke tro det. Men ifølge brochurer og hotellets booking var dette et Palads. Nærmere betegnet Casa De Linhares, eller Conte Linhares Palads. Altså en greves palads i den indre by i Lisabon, beliggende i bydelen Alfama tæt på havnefronten, men situeret i en lille gyde for at være mere præcis. Når man ser bygningen udefra, ligner den noget nedrivningstruet. Anderledes, når man kommer indenfor!
Vi blev gelejdet ned i kælderen, hvor der er en stor og meget smuk sal udstyret med malerier og tæpper på væggene, smukt møbleret og med meget smuk opdækning på bordene. En festsal ville jeg kalde det, hvilket det måske også har været en gang, hvem ved?
Vi drak et glas mousserende vin ved ankomsten og fortabte os i spisekortets fristelser. Lækker mad, fint vinkort, venlige og omhyggelige tjenere.
Så langt så godt.
Nu startede spisningen, jo det var meget dejligt!
Efter en lille halv times tid begyndte underholdningen, som var Fado!
Fado er Lissabons og de store følelsers musik sunget frem af stemmebånd belagt med vemod og melankoli. Fado betyder ”skæbne”, og kernen i Fado-musikken er det portugisiske begreb saudade, der beskriver længslen efter en mistet kærlighed eller den fortid, man aldrig får igen. Fado opstod i 1800-tallet i de små, lurvede tascas i Alfama, Mouraria og i Bairro Alto. Musikken menes at have arabiske og afro-brasilianske rødder suppleret af lyden fra den mandolinformede, 12-strengede portugisiske guitarra.
Sådan cirka hver halve time dukkede der to musikere og en sanger op og startede foredragene. De to musikere spillede guitar og guitarra, hvilket gav en smuk, meget sprød klang, særdeles rytmisk, letflydende og melodiøst. Sangeren synger sin Fado henover dette arrangement, med melodistemmen, som ikke har meget med musikkernes indsats at gøre, men det hele stemmer alligevel fint sammen, naturligvis.
For hver halve time en ny sanger / sangerinde. Først en ung dame, skøn at skue, smuk stemme. Dernæst en mere end midaldrende herre. Tredje gang var det en ung dame igen. Spinkel, nydelig. Og så var det, man pludselig forstod, hvad det drejede sig om. Ikke at man forstod et pluk af det portugisiske, men hendes foredrag af Fado’en! Hun stod lige foran musikerne, ganske let trippende i takt til musikken. Ved hvert vers’ begyndelse gjorde hun et halvt skridt fremad, hvorefter hun sang overordentligt kraftigt, lidenskabeligt indtrængende, så sangen fremstod så sentimental og følelsesfuld som muligt. Hun var en oplevelse. Undervejs i hendes foredrag af sangene vakte hun mindelser om Edit Piaf ! Denne unge dame var så sandt for dyden en stor oplevelse.
Herlig aften.

Her er hun så vidunderet!


Verner