fredag den 9. januar 2009

Guiseppe Mazzocolin

Giuseppe Mazzocolin, ejer af den berømte vingård Fattoria di Felsina Berardenga, laver efter sigende altid spas med tilrejsende vinjournalister. Jeg selv har desværre ikke mødt manden. Når disse journalister skamroser hans berømte vine, replicerer han gerne: Så skulle i bare smage min olivenolie!
En del italienske vin-ejendomme producerer nemlig andet end bare vin. Således også Guiseppe Mazzocolin. Jeg ved ikke med olien, som altså har højt ry, men ejendommen fremstiller en stribe vine af meget høj klasse.
Begge dele, vin og olie fra Mazzocolins Fattoria di Felsina Berardenga, forhandles hos Domaine Brandis i Glostrup.

Verner

Osso Buco Milanese

Her i huset har vi i mange år med stor fryd indtaget Osso Buco Milanese, fremstillet efter en originalopskrift fundet i et madblad for længe siden. Bladet, Mad og Gæster, er for længst ophørt med at udkomme, opskriften har vi endnu. Og retten bliver altid tip-top, en fryd at spise.
Så sider man dér en dag og opdager, at der kommer et madprogram i tv, et ud af utallige, hvor italienske kokke vil fremstille Osso Buco Milanese!
Og disse italienere fangede så an. Det var faktisk både interessant og på en måde underligt, næsten som et deja-vu. For stod de ikke der og fremstillede denne klassiker fuldkommen nøjagtigt, som jeg selv har gjort så tit. Jo, den var god nok. Nøjagtig samme ingredienser, nøjagtig samme fremgangsmåde.
Grunden til at den hedder Milanese, det betyder som i Milano, er at der serveres ris til, altså safran-ris. I mange år har der været dyrket ris på Po Sletten lige uden for Milano, og derfor anvender man ris til denne udgave af retten.
Retten blev færdig og så naturligvis flot ud, det plejer min også, og til slut anbefalede kokkene, at man drak en rød vin fra Piemonte til. Pimonte ligger nord for Milano. Selvfølgelig kan man gøre det, altså drikke en Barbera, Barbaresco eller en Barolo til.
Her i huset har vi i de fleste tilfælde drukket en hvidvin til, fra Marche, som vi synes matcher dette smagsorgie helt fint. Det er:
Verdicchio dei Castelli di Jesi fra producenten Fazi-Battaglia
Den ikke alene matcher den rustikke ret, men er fuldstændig ”rent gående”.
Interesserede kan altid erholde opskriften her, f.eks. ved at efterlade sin mailadresse.

Verner