lørdag den 14. juni 2014

Holland slår Spanien 5 - !

Louis van Gaal

Måske har vi allerede set den bedste fodboldkamp under dette mesterskab? Det kan man frygte her midt i al glæden. For denne herlige opvisning af hollænderne bringer minder fra sidst i 50’erne / først i 60’erne, da hollænderne var en fodbold stormagt. I aftes blev der spillet som dengang, det fineste og lækreste fodbold, blot meget, meget hurtigere. En uforglemmelig fodboldaften på verdensmesterskabernes anden dag. Chokerende var det, at verdensmestrene pt. og dobbelte europamestre fra Spanien i den grad gik ned og bogstaveligt talt blev spillet helt ud af stadion.
Den meget dygtige hollandske Landstræner Louis van Gaal havde lagt en perfekt taktik, der virkelig gav pote, så det ville noget. Spanierne var kommet foran på et meget tyndt straffe og scorede sikkert, og spillet gled for dem, indtil tæt på pausen, da superforwarden van Persie blev fundet af Daley Blind med en ufattelig flot og sikker aflevering, og så indtraf den største perle i årtier. Van Persie i fuldt løb stormer mod målet ser afleveringen, kaster sig frem og flyvende, vandret liggende i luften header han på 20 m afstand over den spanske målmand Iker Casillas ind i mål. Jeg vil drømme om denne perle i mange år fremover.


Van Persie



Arjen Robben


Daley Blind

Efter pausen stod der Holland på alt. Alt lykkedes for de lynhurtige og fysisk stærke hollændere, der ud- og nedspillede de forvænte spaniere, som fik en øretæve af de større. 5 – 1 tabte spanierne, det smækfyldte stadion nærmest kogte af begejstring, den voldsomme regn til trods. Hele det hollandske hold fungerede næsten perfekt anført af de store stjerner van Persie, Arjen Robben og Daley Blind.
Måske er de berømte og lettere alderstegne fodboldspillere fra Spanien ikke længere sultne, måske er de hollandske spillere mindre trætte efter en sæson kortere end spaniernes?
Ingen ved det. Nu venter vi på at se, hvad spanierne fremadrettet finder på. Hvis de er i stand til at finde på noget som helst efter dette.


Verner