mandag den 30. januar 2017

Nabucco

Opsætning af Nabucco i Verona
Nabucco er Guiseppe Verdis tredje opera, der blev uropført i Milano i 1842. Operaen blev en kæmpe succes. Det berømte fangekor blev en slags national slagsang, for det dengang dybt splittede og undertrykte Italien. En stor del af Norditalien var besat af det østrigske kejserrige. Italienerne forstod øjeblikkeligt operaen med sin handling om de landsforviste og tilfangetagne jøder i Babylon.
Verdi selv blev efterhånden en national samlingsskikkelse ligesom Alessandro Manzoni, forfatter, digter og humanist. Til minde om Manzoni skrev Verdi senere sit kolossalt berømte Requiem. Ingen læser i dag Manzoni!
Men her i operaen Nabucco (Nebukaneser) har vi en handling, der baserer sig på historiske begivenheder og fortællinger i Det Gamle Testamente, skulle jeg tro. Først meget senere i karrieren blev Verdi så også en stor komponist. Al ting tager sin tid, men, mellem de største blev han, og i dag, sådan lige pt., er Verdi den mest spillede operakomponist. Der er et mulehår ned til Wagner og Mozart.
Selve handlingen basere sig på kejseren af Babylons, Nabuccos, sejr over jøderne, nedrivning af deres tempel, og deres tvungne eksil i Babylon. Senere slipper de fri og kan vende hjem. Alt iflg. de tidligere nævnte forlæg.


Opsætning af Nabucco i Beijing

Metropolitan Opera New York

Nabucco

I den fortløbende serie af filmede operaer fra The Met vistes så i går i Opera Bio en opsætning fra The Met. Som altid er det musikalske niveau forrygende højt. Her er ikke noget at komme efter. En stjernerække af super sangere/skuespillere anført af selveste Placido Domingo. At han synger endnu på topplan er fast utroligt. James Levine dirigerede, han på absolut det sidste af en ufattelig karriere. Der var dømt succes. De to kvindelige hovedpersoner var meget overvægtige. Hvis kvinder så sådan ud for 2600 år siden, siger jeg bare; tak skæbne.
Det var en stor forestilling, Over there.

Refleksion
Her er spørgsmålet; Hvad er det egentlig kunst skal kunne, skal give os, hvis det skal have en værdi, skal kunne bruges til noget?
Det skal flytte på vores opfattelse af os selv, vores liv, hvad der sker for os i vores liv, hvordan vi udtrykker os, hvad der bevæger os, rører os, vedkommer os, og hvad vi burde være og sluttelig er som mennesker.
Musik f.eks. er en kunstart med uhyre mange facetter. Det fører virkelig langt at forklare dem alle sammen. Men i hvert fald skal det på en eller anden måde bevæge os. Mindst, altså.
Eksempel. Og det er kun et enkelt eksempel, jeg her nævner, oplevet i tv.


Arenaen i Verona

Inspector Morse
I den tidligere så ofte viste tv-serie Inspector Morse vistes for nylig et tidligere afsnit om Wagnerelskeren Morse. Han har ikke altid held med damerne. Men her i dette afsnit, er Morse blevet forelsket i en italiensk soprano, som til alt uheld lige før sit store comeback, som operasangerinde er blevet anklaget for mord! Morse og sopranen forelsker sig i hinanden, og Morse får travlt med at få sin elskede frikendt. Det lykkes lige før hendes comeback.
Dagen oprinder, hendes comeback foregår i Arenaen i Verona, kæmpe arena fra romertiden, enestående akustik. Jeg har selv været der. Masserne ankommer, der er plads til 25.000 tilskuere. Mørket falder på. Forestillingen begynder. Morse's elskede kommer på scenen og synger en arie af Bellini eller Donizetti, jeg ved for en gangs skyld ikke hvad, det er himmelråbende smukt. Damen synger ufattelig smukt, med enestående intonation, frasering, tekstudtale, det er så smukt, at det næsten ikke er til at bære. 
Oppe i mørket, langt ude i arenaen sidder Morse og han assistent. I nærbillede ser vi Morse. Ved synet af hans elskede og den superbe musik, løber en tåre langsomt ned ad kinden på Morse.

Det er skønhedstilbedelse - så det batter!

Det er hvad kunst / musik kan!


Verner