fredag den 26. marts 2010

Bach

Ikonet Bach
Bachs ansigt rekon-
strueret - uden
paryk!







Simon Rosenbaum


Andras Schiff
Johann Sebastian Bach

Ved onsdagens koncert i Trinitatis Kirke i Kbh. opførte Trinitatis Kantori & Kammerorkester værker af Johann Sebastian Bach, dirigeret af Per Enevold. Stor, forunderlig smuk musik af den gamle mester.

Værkerne, der blev spillet ved koncerten:

Der Geist hilft
Motet for dobbeltkor

Ich habe genug
Solokantate

Missa brevis i A-dur
Messe for soli, kor og orkester


Nej, det er ikke gammeldags og tørt, det er sprællevende musik, som er bevaret til vor tid, nok værd at bruge én time og 10 minutter på sammenlagt! Desværre varede det ikke længere. Det var alt. koncerten viste med al tydelighed storheden i Bachs musik. Alene korsatsen i dobbeltmotetten er storslået.
Trinitatis Kirke menes at se ud, som en typisk kirke på Bachs tid, sjovt ikke? Akustikken ikke helt ideel.
Bach var en stor komponist, mange mener den største til alle tider. Interessant synspunkt, og måske rigtigt. Jeg er helt på linie med dette. Andras Schiff, en af vor tids helt store pianister og musikpersonligheder, gør det op på denne måde:

Bach er Gudfader
Mozart det lille Jesusbarn
Og Schubert er Helligånden


Altså Trinitatis (Treenigheden).

Mange af Bachs værker lyder, som var de lige blevet til, ganske nutidige, hvilket er forunderligt, for de blev skabt i første halvdel af 1700-tallet! Ren magi.

Bach havde 20 børn. Det fik engang Simon Rosenbaum, meget underholdende dansk entertainer, til at sige i et show: ”Bach havde 20 børn - plus alle de små halfbachs!”
Morsom mand, denne Hr. Rosenbaum.


Verner

lørdag den 20. marts 2010

Elitens fald

En ganske alm. og fuldstændig tilfældig dag i Danmark

I en artikel i dagens ”Politiken” omtaler Mattias Tesfaye (murersvend og faglig sekretær i 3F) Elitens triumf (bog af forfatteren Lars Olsen).

Denne blogs forfatter ville sammenfatte det til:
De mange miserable forhold i dagens Danmark skubbes til side i den offentlige debat af netop eliten. Sammenhængskraften i samfundet, noget der altid har været tilstræbt, ofres simpelthen af dem, der skulle vide bedre; eliten.
Dem som har evnen har også forpligtelsen!


Her kommer så diverse uddrag af Tesfayes artikel.

Mattias Tesfaye:

Lars Olsen har for nylig udgivet en bog, der hedder ”Eliternes triumf”. Den handler om, at djøf’erne og kultureliten og rigmændene lukker sig om sig selv. At de får den offentlige debat og den vedtagne politik til at tage udgangspunkt i deres egen elitære virkelighed. Og at de mere brede folkelige dagsordener ignoreres af eltiten.

-

Skal mennesker kunne leve i Kalundborg? De nuværende fabrikslukninger i Danmarks udkantsområder suppleres af sygehuse, der lukker, uddannelsesinstitutioner, der centraliseres i de store byer og offentlig trafik, der svigter de gamle købstæder.

-

Skal vi leve i et land uden fremstillingsindustri? Er det meningen, at alle os uden boglig uddannelse udelukkende skal leve af at klippe akademikernes hæk, gøre deres lokummer rene, gå ture med deres hund og passe deres gamle forældre?

-

Hvorfor accepterer vi kriminalitet på arbejdsmarkedet?
Som fagforeningsmand bliver jeg ofte kontaktet af bygningsarbejdere, der undrer sig over, at lovgivningen så åbenlyst brydes, uden at nogen myndigheder griber ind. Også selvom det anmeldes. Folk kører på byggemarkedet i polsk indregistrede biler. Lønmodtagere får hver sit momsnummer og omgår skattelovgivningen. Virksomheder uden tilladelse til at arbejde i Danmark arbejder for det offentlige!
Hvordan kan det ske? Myndighedernes kontrol af arbejdslivet er praktisk taget ikke eksisterende. Det er skræmmende, så hurtigt tiltroen til myndighederne fordufter, og kriminaliteten bliver hverdag. Hvor er Skat, hvor er politiet, hvor er Arbejdstilsynet?

Mattias Tesfayes slutord om eliten:

Skide være med eliten . . .
. . . som aldrig har trillet en trillebør i frostvejr og ikke aner, hvad vi ’almindelige mennesker’ går op i og snakker om på arbejdspladsen. De er også ligeglade. Det er vores problemer. Vi må løse dem selv. Og sådan har det s’gu altid været.


Verner


tirsdag den 16. marts 2010

Nielsen

Sympatisk cheftræner -
Kent Nielsen

Jeg har ikke leveret!

Sejren har mange fædre, nederlag kun én!

Så sandt, så sandt. Den meget sympatiske, tidl. europamester (1992) og nuværende cheftræner for BIF (Brøndby), erkender sin situation i dagens udgave af Berlingske Tidende. Alle, og især BIF, ser gerne klubben vende tilbage til toppen af dansk fodbold, men set udefra har det lange udsigter. Uanset de mange problemer internt i BIF er det Kent Nielsen, der er cheftræner. Sejren har mange fædre, nederlag kun én. Som konsekvens af dette gætter mange på, at hans trænersæde nu er hot. Lige i den grad.
Han overtog et hold, der mod alle odds havde rejst sig fra ruinerne og lå nummer ét i SAS Ligaen. Brøndby endte på en tredjeplads, nu er holdet den bløde mellemvare i stillingen, har ikke vundet seks ligakampe i træk og nærmer sig sin egen rekord for sejrsløse stimer. Alt sammen efter Kent Nielsen overtog Brøndby i januar 2009.
Oveni den resultatmæssige nedtur og den fodboldmæssige sandhed i, at tabellen aldrig lyver, har der siden Tom Køhlert overlod et vinderhold til Kent Nielsen også været famlet en hel del med opstillinger, systemer og spillestil. Cheftræner Kent Nielsen erkender da også, at han endnu ikke har leveret på Vestegnen.
Desværre rækker hans kvaliteter endnu ikke til en stilling som cheftræner for en storklub. Et eksempel, der minder noget om dette, er den lige så sympatiske Michael Laudrup, der heller ikke ses at levere varen, hvor end han kommer frem. Begge de herrer har min fulde sympati.
Nemt er det ikke!


Verner

torsdag den 11. marts 2010

Smilegladdagen

Johnny Depp
Helena Bonham Carter
Instruktøren Tim Burtons filmatisering af Alice i Eventyrland (i 3D) følger ikke Lewis Carrols børneeventyr slavisk - så langt fra endda!
Burtons "Alice i Eventyrland" omhandler derimod den nu 19-årige Alice (Mia Wasikowska), tilbagevenden til den eventyrlige verden, hun første gang besøgte som lille pige, hvor hun bliver genforenet med sine barndomsvenner - deriblandt den hvide kanin, kålormen og den gale hattemager (Johnny Depp). Alice begiver sig ud på en fantastisk rejse for at finde ud af, hvad hun vil med sit voksenliv, og hvad hun i hvert fald ikke vil. Hun vil bestemme i sit eget liv, og samtidig kan hun så bringe en ende på den røde dronnings (Helena Bonham Carter) tyranni
Den ny filmatisering glimrer ved de mange 3D- og it-effekter, som virker både overraskende og morsomme. Filmen hitter også med de pragtfulde skuespillere, Bonham Carter og ikke mindst Johnny Depp. Sidstnævntes overdådige fremstilling af hattemageren, bragt til veje af en guddommelig mimik og karakteriseringsevne, som publikum elsker Depp for i forvejen, f.eks. i rollen som Edwar Saksehånd, en af instruktøren Burtons andre geniale påfund. Alle mulige menneskelige følelser dukker op på Depps ansigt på et millisekund og bliver ligeså hurtigt afløst af nye; glæde, frygt og sorg. Storslået.
Nej, det er ikke den gamle Alice, det er hendes barndomsvenner i Eventyrland for øvrigt heller ikke sikre på.
Men til slut bliver det endelig Smilegladdagen!

Verner



tirsdag den 9. marts 2010

Supergrid

Her ses et kort over
eksisterende elnet mellem
Danmark, Tyskland,
Sverige og Norge.
På nettet kan man se
den aktuelle im-/eksport
af el - sådan lige præcis nu!
Efter i lange tider at være blevet tudet ørerne fulde om klodens forværrede klima, op til klimakonferencen, en tilstand der ville medføre menneskeracens undergang om ikke snart noget effektivt blev gjort, blev der som bekendt meget stille efter den store klimakonferences sammenbrud, december 2009. Den ene dag er vi uddøende, den næste er der åbenbart ingen problemer? Men det viser sig trods alt, ved ihærdig læsning af aviser, tidsskrifter og internet, at der foregår mange også meget store tiltag indenfor energisektoren. Det er ikke os alle, der læser Ingeniøren, fagtidskrift, men vi kunne, hvis interesseret, komme til det på f.eks. biblioteket. Neden for et uddrag fra dette tidsskrift (10. jul 2009) vedrørende planen om en såkaldt supergrid. Det er så langt fra det eneste tiltag worldwide. Der er masser af projekter. Nedenstående anslås at koste i omegnen af 20 milliarder Euro at etablere.
Jo, selvfølgelig skal der også på et tidspunkt vedtages en klimaplan, der vil afhjælpe klodens opvarmning.
Snart.



Gigantisk Nordsø-net skal forsyne otte lande med havmøllestrøm

Danmark er med i planlægningen af verdens største netværk af søkabler, som skal sende strøm fra 100 havmølleparker til europæiske storbyer. EU stiller milliardtilskud til projektet i udsigt.

Tidsskriftet Ingeniøren - Af Sara Rosendal, fredag 10. jul 2009 kl. 08:06

Et gigantisk el-forsyningsnet baseret på havmølle-energi i Nordsøen, der skal kunne forsyne op mod 70 millioner europæiske hjem med grøn strøm. Det er målet med den storstilede plan North Sea Grid. Endnu ligger planen ikke fast, men EU har sat 1,2 milliarder kroner af, til at føre den ud i livet. Det kræver dog, at ansøgningen, der skal indsendes i de kommende dage, lever op til en række formelle krav. Energinet.dk vil søge om penge til et kabel mellem Jylland og Holland, der på sigt kunne indgå som modul i Nordsønettet, fortæller Hans Erik Kristoffersen, sektionschef, Energinet.dk. Både Danmark, Norge, Tyskland, England, Skotland, Belgien, Holland og Frankrig ville kunne modtage strøm fra nettet – og det ville kunne betyde en markant bedre udnyttelse af vind-ressourcerne, forklarer Hans Erik Kristoffersen, »Ved at se behovet i europæisk perspektiv, vil vi kunne bygge vindmølleparker til havs, der kan gøre bedre brug af de store vindressourcer, fordi vi kan dirigere strømmen derhen, hvor der er mest brug for den,« siger han. Sektionschefen forklarer, at der sideløbende med diskussionerne om Nordsønettet også tales om at etablere et ’supergrid’ på land for at kunne transportere strømmen til de store europæiske byer. Nordsønettet skal ifølge den britiske avis The Guardian forbinde over 10.000 havvindmøller og bestå af 6.195 km kabler. Det ville ifølge avisen kunne komme til at koste 20 milliarder euro at etablere.
Verner

onsdag den 3. marts 2010

Lorin Maazel

Far her, på podiet!
Den 6. marts fylder Lorin Maazel 80 år. Man bliver helt forbavset, jeg selv må undervejs også være kommet til års, ingen tvivl om det. Jeg husker ham endnu for en tv-transmitteret, guddommelig opsætning af Figaros Bryllup (Mozart) fra Grosses Festspielhaus i Salzburg i 1959, og for et besøg i København i midt 60’erne, hvor den berømte dirigent leverede en fantastisk koncert, som altid når han er på podiet. Maazel, der startede som vidunderbarn, har haft en enestående og meget lang karriere.
I en artikel i Politiken, i anledning af hans fødselsdag, beskrives han rettelig som troldmand på dirigentpodiet. Jeg selv ville sige orkesterdomptør, meget mindre kan der ikke være tale om. Med læremestre som Arturo Toscanini og Leopold Stokowski kunne han dårligt blive andet end supermand.
Artiklen i Politiken er meget interessant, ligesom manden selv. At orkesterklangen under hans direktion så skal beskrives som blæret forekommer underligt, fordi hans dirigentstil samtidig også beskrives som stærkt emotionel. Det er meningen for en dirigent af Maazels klasse, at maksimere det kunstneriske udtryk ved hjælp af absolut teknisk perfektion, leveret både af ham selv og de top-orkestre han arbejder med, skulle jeg mene. Lyt bare til Maazel på internettet, CD eller, hvis du er heldig på LP. Der er masser af muligheder for at høre supermanden.
Når man så hører Maazel dirigere f.eks. Sibelius, tænker man ikke ligefrem på, at orkesterklangen er blæret, man hører godt nok det himmelråbende høje niveau, men indfanges naturligvis først og fremmest af den fabelagtige musikoplevelse, dirigenten formår at formidle.
Blæret? Man undres!

Verner