lørdag den 27. oktober 2012

Gammeldags indbagte æbler

Fra værkstedet - færdigbagte æbler!

Her er en meget dejlig dessert, som du bør prøve en gang, nu hvor æblerne er super fine. Drønlækkert.

Du hakker 125 g smør ud i 175 g mel og tilsætter 50 g sukker (melis) og 1 æggeblomme. Dette æltes sammen til en fast dej, der lægges koldt i timer eller evt. et par dage. De æbler, du skal anvende, skal være ca. 8 lidt syrlige æbler, ikke for faste. Du skræller æblerne og huler kernehuset ud, i stedet kan du fylde lidt smør, sukker og lidt hakkede mandler i, eller en lille marcipanpølse. Dejen rulles ud, skæres til 8 firkanter og heri pakkes æblerne, dejen trykkes godt fast til æblerne, der stilles på en smurt plade. Kan nu vente koldt fra morgen til aften. Pensles med æggehvide, drysses med perlesukker og lidt hakkede mandler og/eller nøddekerner. Bager på nederste rille ved 225 grader C i ca. 15 min., mærk om æblerne er lidt møre.
Det er en lækker dessert med iskoldt, nypisket flødeskum eller en lidt tyk vanillesovs.

Hvis der er mulighed for det, vil en super, senhøstet hvidvin passe meget fint til dette. Her kan anbefales Sauternes, en af de berømte Loirevine på Chenin Blanc eller en tysk prädikatsvin på f.eks. Riesling.
- Næh, det er jo ikke et must!


Verner

mandag den 22. oktober 2012

Marie Krøyer

Ny dansk film baseret på Anastassia Arnolds ekstremt populære bog, "Balladen om Marie".

Birgitte Hjort Sørensen som Marie.
Smuk er hun.
Sætter-Lassen og Hjort Sørensen,
som det berømte par. Se hvor skuespillerne ligner
berømthederne! 


Marie og mand - i virkeligheden!

Faktisk er det synd for forfatteren, hvis bog jeg lige akkurat ikke selv har læst, og instruktøren Bille August, for på trods af alle gode intentioner lykkes projektet ikke rigtig, filmen fænger ikke, virker langstrakt og småkedelig. Ikke at der er noget nyt i historien om det berømte par fra Skagen, slet ikke, men stof til en fin roman eller film er der. Det er nemt for en udenforstående at kritisere instruktøren, men det er med garanti en hundesvær metier, han har. Alle sejl er sat til, fin personinstruktion, og de to hovedrolleindehavere Søren Sætter-Lassen og Birgitte Hjort Sørensen spiller fortrinligt. En anmelder kritiserer Birgitte Hjort Sørensens diktion, og faktisk er det rigtigt, at det virker, som om hun læser op, men til gengæld har hun så udseendet med sig.
Det blev ikke til den helt store filmoplevelse. - Se den alligevel.


Verner  

søndag den 7. oktober 2012

Nu falmer skoven . . .

Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler,
nu storken flyver over strand,
ham følge viltre svaler.



Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.

N.F.S. Grundtvig




Les sanglots longs
Des violons De l'automne Blessent mon coeur D'une langueur Monotone.




Den lange gråd
i efterårets violiner
sårer mit hjerte
med enstonig melankoli.

Paul Verlaine



Verner

mandag den 1. oktober 2012

Efterår


Det er uomgængeligt. Efteråret er over os. Det er årstidernes gang. Vi skal fryde os over denne mangfoldighed, som naturen skænker. Man måtte være blind, hvis ikke man kunne glædes over det. Som forleden da jeg cyklede en tur i Vestskoven sammen med en god ven, og hvor var der smukt. Man kunne tydeligt både se og fornemme, hvordan skoven langsomt var ved at indstille sig på efterårets komme. Endnu var der sommerlig grønt, men sidst i september var vi. Og nu i dag; Oktober.


Olivenbrun Mælkehat


Gyldenbrunt blad på blad
falder fra høje akacietræ'r
Sommer smiler forbavset, svag,
i sin havedrøm, døden nær.

Vandresti i Vestskoven

Spurvehøg



BramgåsI adskillige år er jeg blevet lovet en anskudt vildgås - lige til gryden.
Endnu har jægermanden ikke leveret en sådan. Pokkers også!





Verner

Lars Barfods store tale!

Krigeren - Lars Barfod!

K mister flere vælgere end de får

Det Konservative Folkeparti får nye vælgere, men de mister mere end dobbelt så mange, som de får. Siden valget for et år siden er opbakningen til De Konservative faldet fra 4,9 procent til 4,2 procent.
En helt ny måling, som Megafon har foretaget for TV 2 Nyhederne siger, at partiet har mistet fire ud af 10 af de vælgere, der stemte konservativt ved Folketingsvalget sidste år - 25 procent af de frafaldne foretrækker nu Venstre.

På det nys overståede landsmøde (De Konservatives landsmøde) holdt formanden sædvanen tro en tale for de forsamlede trosfæller. Det gør formænd ved sådanne lejligheder, så denne var ingen undtagelse. Formand Lars Barfod holdt sin tale. Men ser man på ovenstående måling (Megafon), så klarer De Konservative kun lige akkurat spærregrænsen. Men derfor skal Lars Barfod alligevel lade ord gå fra sig på landsmødet. Han er endnu formand.
Så meget desto værre var det dagen efter, at opleve De Konservatives partiorgan (næsten da) Berlingske Tidende bringe en omtale under overskriften: Lars Barfods store tale!
Hvis partiet ved næste valg ryger under de magiske 4 procent, vil man så stadig opleve en proportionsforvrængning af samme fantastiske størrelse?



Hr. Lars Barfod hilser på De Radikales boss Fru Margrethe Vestager.
Er de Radikale de egentlige og sande konservative lige pt.?
Verner