Steven Gerrard

Når jeg ser tidens store fodbold-idoler, enten live eller på tv, skuffer disse, tidens store boldspillere ofte. Det er, som om de er tilfredse med, hvad de har nået, og derfor ikke rigtig er på - altså på kampdagen. Eller også er det en slags opfattelse af, at alting var bedre før i tiden, også fodboldspillerne. Det kan også være, at de spiller for mange kampe nutildags. Så en del af disse idoler falder igennem, når man sådan sider og ser på deres præstationer.
Men ikke Steven Gerrard.
Han er en pragtfuld boldspiller. Det er som han siger til modspillerne: "Come on, let's play ball!"
Og det gør han så. God tekniker, vindertype, der aldrig giver op, et omvandrende kraftværk. Powerhouse kalder de det i England, landet hvor fodboldspillet blev opfundet (heldigvis). Her er en spiller, der er fuldt på højde med fortidens store stjerner, en spiller, der selv er en megastjerne og lever op til sin status på banen.
En anden ting er så, at nutidens fodboldstjerner går i byen for at fejre en sejr, hvad de ikke burde af hensyn til den fysiske form. Det gjorde Gerard så også for nylig, efter han igen havde været primus motor i en overdådig nedsabling af et modstanderhold.
Og under et værtshusbesøg blev han så også indblandet i slagsmål, eller også var det ham selv, der startede, det kan man jo ikke vide. Men i kachotten kom han, sammen med de andre, og blev sigtet for vold.
Han så ikke for godt ud på fotoet, der viser ham i taxa på vej hjem, efter at være blevet hentet af officials fra klubben.
Brødebetynget.
Men Steven Gerrard som fodboldspiller - eminent!

Verner

A. Fogh

Så blev det nytår endnu en gang. Julens og nytårets fester er overstået, forude venter hverdagen med alle sine glæder og trængsler. Det lader til, at mange er af den mening, at trængslerne bliver de fleste. Det skal man nu ikke være så sikker på, thi det er svært at spå om fremtiden. I øvrigt spår man aldrig om andet, vel?
Til Nytårets glæder hører også Statsministerens tale til den undrende hob. Dér sad han så på det smukke Marienborg og udbredte sig om nationens og verdens tilstand. Og om hvad der venter, og hvad vi skal gøre ved den. Altså situationen. Underligt ord i den forbindelse ikke? Situationen.
Det mest positive ved statsministerens tale var udtalelsen om, at netop i trængselstider skal krisen bruges til nytænkning. Meget vel! Det er også på tide.
Der var tanker om skattelettelser og statslige investeringer, både i banker og landets infrastruktur, og en idé om at gøre Danmark til en grøn vindernation, tror jeg han kaldte det. Vi skal være verdens bedste til ny, grøn, bæredygtig teknik, mv.
Lige det sidste er jo lovende, men der skal kul på nu, for der er mange andre i-lande, der har samme idé.
Men talen som helhed, der var nydelig, går nok ikke rent ind så mange steder, fordi det i lang tid har virket, som kabinettet Fogh lider af metaltræthed, også lige så det batter. Der er ingen gennemslagskraft, beslutningsdygtighed, fælles fodslag, mv., man er kørt fast, ser det ud til.
Og helt personligt tror jeg ikke på at A. Fogh kan tale det i gang. Man / jeg ser et valg nærme sig. Det bliver umuligt at revitalisere denne underlige regering, som ovenikøbet lever på DF's nåde og velvilje, og de tager sig dyrt betalt, naturligvis.
Hvad er der da ellers af andre muligheder, som regeringskonstellation? Uha! Det ser sandelig heller ikke for godt ud.
Sikke et nytår.

Verner