Il Trovatore (Trubaduren)

Guiseppe Verdi

Da komponisten Verdi var midt i, eller sidst i trediverne, havde han ét stort ønske: at købe sig en gård, eller rettere et gods. Men, den på dette tidspunkt allerede berømte og feterede komponist havde simpelthen ikke råd til at erhverve sig det attråede gods. Men han fattede en plan. At komponere et par operaer og betinge sig royalties; en afgift for hver gang operaerne blev spillet. Sandsynligvis noget helt nyt for datiden.

Det blev til operaerne Rigoletto (1851), Il Trovatore (1853), og La Traviata (1853). Det blev eksempelløse succeser, La Traviata med nogen forsinkelse. Disse operaer, og en del flere af Verdi, bliver opført med stor succes i dag, mange år senere. Pengene væltede ind i rå mængder. Verdi fik sit gods. Netop lige nu er Verdi den mest spillede operakomponist.

Il Trovatore (Trubaduren)

Handlingen i denne opera er stærkt indviklet, man må gennemlæse den en del gange, for at forstå hvad der foregår. Historien forgår i Spanien i middelalderen. Heri indgår krig, heksebrænding, brodermord, løgn og overtro, baby, der brændes på bålet ved en fejltagelse, den helt store kærlighed, jalousi og hævn. Alt sammen til Verdis overdådige operapartitur, med et væld af smægtende melodier, i en endeløs række forekommer det. Alene Verdis vidunder af en melodi og tematisk stof, hvor den tilfangetagne Azucena bliver forhørt af Grev Luna og hans folk. Det er voldsomt dramatisk og vidunderlig musik. Denne opera har trods sin vanskelige handling altid været uhyre populær. Og så kræver den sangere. Topsangere i hovedrollerne! Det er ikke for nybegyndere.

Fra The Mets strålende forestilling.
Teateret har fortjent al den reklame, de kan få.

Opera bio fra Metropolitan Opera: Il Trovatore

Metropolitan Operas udgave, overværet i søndags i Imperial Bio, var iscenesat af den britiske instruktør David McVicar. Og endelig oplevede man (jeg) en god opsætning af superklassikeren Il Trovatore. Ikke noget med at flytte handlingen til et kraftværk i en sø, eller til borgerkrigene i Jugoslavien eller andet mærkeligt, men som stykket oprindeligt var tænkt: sort, sort middelalder.

Og det var en strålende forestilling.

Hovedrollerne blev sunget af

Leonora: Anna Netrebko,

Azucena: Dolora Zajick,

Manrico: Yonghoon Lee

Grev Luna: Dmitrij Hvorostovskij

Dirigent: Marco Armiliato

Her er tale om filmatiseret opera, hvor alt ser fint ud på scenen, men på film er sopranen Netrebko måske lige for gammel til rollen som Leonora og lidt for buttet. Men overdådigt syngende, som de andre hovedrolleindehavere. Til det fabelagtige orkesterspil sang Hvorostovskij (baryton) uforglemmelig godt. Han er den bedste Grev Luna, jeg har set, og en af de allerbedste, jeg har hørt i denne skurkerolle. Jeg drømmer om hans præstation endnu.

Undervejs var der kæmpebifald til sangerne, stor stemning i teateret. Og ved slutfremkaldelserne var der enorm begejstring. Det, der her blev præsteret, var operateater på topplan.

Verner

Addendum:

Før forestillingen og i pausen blev der vist og spillet klip fra kommende forestillinger på Metropolitan. Det så fantastisk ud, og som det lød. F.eks. et lydklip fra Wagners Tannhäuser, med The Mets superbe orkester dirigeret af selveste James Levine var fabelagtig overdådigt, storslået! Hvilket orkesterspil. Nå, da da, det var Wagner, som man næsten kun kan drømme om!