Nabucco

Opsætning af Nabucco i Verona

Nabucco er Guiseppe Verdis tredje opera, der blev uropført i Milano i 1842. Operaen blev en kæmpe succes. Det berømte fangekor blev en slags national slagsang, for det dengang dybt splittede og undertrykte Italien. En stor del af Norditalien var besat af det østrigske kejserrige. Italienerne forstod øjeblikkeligt operaen med sin handling om de landsforviste og tilfangetagne jøder i Babylon.

Verdi selv blev efterhånden en national samlingsskikkelse ligesom Alessandro Manzoni, forfatter, digter og humanist. Til minde om Manzoni skrev Verdi senere sit kolossalt berømte Requiem. Ingen læser i dag Manzoni!

Men her i operaen Nabucco (Nebukaneser) har vi en handling, der baserer sig på historiske begivenheder og fortællinger i Det Gamle Testamente, skulle jeg tro. Først meget senere i karrieren blev Verdi så også en stor komponist. Al ting tager sin tid, men, mellem de største blev han, og i dag, sådan lige pt., er Verdi den mest spillede operakomponist. Der er et mulehår ned til Wagner og Mozart.

Selve handlingen basere sig på kejseren af Babylons, Nabuccos, sejr over jøderne, nedrivning af deres tempel, og deres tvungne eksil i Babylon. Senere slipper de fri og kan vende hjem. Alt iflg. de tidligere nævnte forlæg.

Opsætning af Nabucco i Beijing

Metropolitan Opera New York

Nabucco

I den fortløbende serie af filmede operaer fra The Met vistes så i går i Opera Bio en opsætning fra The Met. Som altid er det musikalske niveau forrygende højt. Her er ikke noget at komme efter. En stjernerække af super sangere/skuespillere anført af selveste Placido Domingo. At han synger endnu på topplan er fast utroligt. James Levine dirigerede, han på absolut det sidste af en ufattelig karriere. Der var dømt succes. De to kvindelige hovedpersoner var meget overvægtige. Hvis kvinder så sådan ud for 2600 år siden, siger jeg bare; tak skæbne.

Det var en stor forestilling, Over there.

Refleksion

Her er spørgsmålet; Hvad er det egentlig kunst skal kunne, skal give os, hvis det skal have en værdi, skal kunne bruges til noget?

Det skal flytte på vores opfattelse af os selv, vores liv, hvad der sker for os i vores liv, hvordan vi udtrykker os, hvad der bevæger os, rører os, vedkommer os, og hvad vi burde være og sluttelig er som mennesker.

Musik f.eks. er en kunstart med uhyre mange facetter. Det fører virkelig langt at forklare dem alle sammen. Men i hvert fald skal det på en eller anden måde bevæge os. Mindst, altså.

Eksempel. Og det er kun et enkelt eksempel, jeg her nævner, oplevet i tv.

Arenaen i Verona

Inspector Morse

I den tidligere så ofte viste tv-serie Inspector Morse vistes for nylig et tidligere afsnit om Wagnerelskeren Morse. Han har ikke altid held med damerne. Men her i dette afsnit, er Morse blevet forelsket i en italiensk soprano, som til alt uheld lige før sit store comeback, som operasangerinde er blevet anklaget for mord! Morse og sopranen forelsker sig i hinanden, og Morse får travlt med at få sin elskede frikendt. Det lykkes lige før hendes comeback.

Dagen oprinder, hendes comeback foregår i Arenaen i Verona, kæmpe arena fra romertiden, enestående akustik. Jeg har selv været der. Masserne ankommer, der er plads til 25.000 tilskuere. Mørket falder på. Forestillingen begynder. Morse's elskede kommer på scenen og synger en arie af Bellini eller Donizetti, jeg ved for en gangs skyld ikke hvad, det er himmelråbende smukt. Damen synger ufattelig smukt, med enestående intonation, frasering, tekstudtale, det er så smukt, at det næsten ikke er til at bære. 
Oppe i mørket, langt ude i arenaen sidder Morse og han assistent. I nærbillede ser vi Morse. Ved synet af hans elskede og den superbe musik, løber en tåre langsomt ned ad kinden på Morse.

Det er skønhedstilbedelse - så det batter!

Det er hvad kunst / musik kan!

Verner

America the Beautiful

O beautiful for patriot dream

That sees beyond the years

Thine alabaster cities gleam

Undimmed by human tears!

America! America!

God shed his grace on thee

And crown thy good with brotherhood

From sea to shining sea!

Lige siden Trump blev valgt som præsident i USA er aviserne, og tv, kogt over med stof om Trump. Der er stor frygt for, hvad denne mand kan og vil. Han betragtes, som det værste der kan ske for USA. Meget er blevet sagt og skrevet, nu må det vel efterhånden stoppe. Eller vil det?

Her har vi forretningsmanden, der åbenbart er dybt besluttet på at hjælpe den menige amerikaner. At give dem deres arbejde tilbage, det som blev stjålet fra dem. At skabe ny industrier, at genskabe det fysiske USA med infrastruktur en masse, så landet igen kommer op at stå. At genskabe USAs storhed og skønhed; igen at blive regnet for noget, et cetera, et cetera.

Trump gentog disse ting under sin indsættelsestale, det er næsten som et mantra.

Det jeg nu er i gang med er ikke et hyldestdigt til den ny præsident. Overhovedet ikke.

Men det er ubestridelig rigtigt, at industrien, kapitalen i USA har, som den også har gjort i andre i-lande, vokset sig stor, stærk og meget rig, for siden at flytte produktionen ud af det land, hvor baggrunden for den blev skabt, af dygtige arbejdere, sindsygt lempelige skatteregler mv., for at efterlade disse arbejdere, borgere, uden arbejdspladser, indkomst og boliger, med byer som i dag nærmest er nekropoler. Fuldstændig skruppelløs.

Donald Trump:

Mødre og børn er fanget i fattigdom i de store byer, rustne fabrikker er ”spredt som gravsten” og kriminalitet og bander hærger.

Dette amerikanske blodbad stopper her og nu!

Her, og netop her, er en af forklaringerne på, at så mange stemte på ham. Jeg tror han vil arbejde for positive ændringer for denne del af befolkningen.

Det fjerner ikke nervøsiteten for, hvad han ellers vil kunne finde på. Slet ikke.

Ellers er denne præsidentindsættelse i USA nærmest ikonisk. Det tager mange timer og man venter og venter. Undervejs er der musik. The Mormon Tabernacle Choir, et kæmpe kor på 300 korister, sang America the beautiful. Det var smukt. Tænk om de også kunne have fået lov til at synge den meget smukke Oh Shenandoa.

Nummer to i America’s Got Talent 2010, Jackie Evancho, sang Star Spangled Banner. Synd for den purunge pige, for det kræver en sanger. Man skulle have benyttet berømtheder som Renée Flemming eller Thomas Hampson. Måske ville eller kunne de ikke. Trump er ingen populær person!

Efter indsættelsen gik Trump og hans ubegribelig smukke, og ditto velklædte kone, til fods altså, ned af den store boulevard , som jeg ikke husker navnet på, for at lade sig hylde af folket. Det folk som Trump nu vil arbejde for.

Verner

Jeg græmmes!

Det som nu følger, er en lægmands betragtninger over et par sager fra det offentlige liv. Grunden til, at det kunne fortjene en sådan generel omtale er, at hvad kan jeg (man) efterhånden tillade sig at tro på. Jeg synes, man bliver en hel del usikker på det, som diverse medier bringer til torvs.

Brexit

Afstemningen om Englands forbliven eller udtrædelse af EU, var fra mediernes side omtalt i lang tid. Disse medier, aviser, radio, tv m.v. var af den absolutte opfattelse, at englænderne ville stemme for, at England skulle forblive i EU. Stone sure. Men, da det så kom til stykket, viste det sig pludselig, at alle disse medier og meningsdannere ikke rigtig havde fået fat i, hvad der egentlig foregik i England.

Det blev til et nej og England forlader på et tidspunkt EU. Det næste var at EUs økonomi ville få et ordentlig dyk på baggrunden af valgresultatet. Det ville gå meget galt. Endnu har vi til gode at opleve dette. Her passede det heller ikke.

Trump

Op til præsidentvalget i USA, var det helt sikkert, at denne selvudråbte arbejdernes og menigmands helt ikke havde mange chancer, over for den glatte og selvsikre Clinton. Han havde faktisk ingen. Dag for dag øgedes Clintons føring. Da valget fandt sted, viste det sig, at meningsmålingerne havde ramt helt ved siden af. Trump bliver præsident. Intet af det de kloge havde fortalt os kom til at passe.

BNP og BNI

Danmarks Statistik udsendte 15. november sidste år et nyhedsbrev med overskriften ”Dansk økonomi opjusteres”. Her blev de seneste målinger og justeringer af tallene for både BNP og BNI offentliggjort. De viste, at det går langt bedre i Danmark med Brutto National Produktet end antaget. Danmarks samlede produktion i 2015 blev opskrevet med 42 milliarder kr. En stor og uventet stigning var der også i BNI, tallet for hvor stor danskernes personlige formue er. Den danske produktivitet er overhovedet ikke i stampe, som hævdet, det er helt forkert, det går forrygende godt. Nye beregningsmetoder og nye regler, for hvordan man regner alle disse tal ud, har skabt de reviderede tal.

Danmark vakler ikke på gravens rand økonomisk eller produktionsmæssigt, som økonomiske vismænd, regeringen og andre har tudet os ører fulde af. Det passer ikke. Vi er på vej ind i et meget stort økonomisk opsving.

påstandene passede ikke.

Vi står nu tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt vi overhovedet kan stole på nyheder og nyhedsmedier. Eller: Hvem kan vi stole på?

Sidste ! ! !

Den politiske debat om DR's udgifter er atter vakt til live – denne gang med udgangspunkt i den konkrete sag om USA-korrespondent Johannes Langkildes hustrus hest, som blev fragtet til Washington D.C. på licensbetalernes regning, da parret flyttede til USA efter Johannes Langkildes skift fra TV2 til stillingen som DR-korrespondent. Hestetransporten kostede lige knap 70.000 kr., viser et bilag, som Radio24syv har fremskaffet.

Hvordan så her?

Her er ingen usandhed. Det er taget lige ud af virkeligheden!

Verner

Die Wienerphilharmoniker und Gustavo Dudamel

Johan Strauss den yngre.
- Statue i Wien!

Første nytårsdag 2017 transmitteredes den årlige nytårs koncert fra Wien, fra Goldener Saal, en begivenhed, som år efter år tv-transmitteres til det meste af kloden. Man har således et milliard stort publikum til denne celebre koncert. Hvert eneste år knyttes store forventninger til, hvilken dirigent, der dette år har fået opgaven. Det får kun de bedste af slagsen.

Dudamel, ikke længere a rising star,
 men Superdirigent på toppen af karrieren
- kun 35 år gammel!

I år (2017) havde man indbudt Gustavo Dudamel, der således i en alder af 35 år allerede med denne koncert har nået den ultimative top. Karrieren har været ganske usædvanlig og meget omfattende. Dudamel er født i Venezuela, hvor de grundlæggende studier også har fundet sted. Men det han huskes bedst for, før de store topposters tid, er hans arbejde med Orquesta Sinfonica Simón Bolivar, det nationale ungdom orkester i Venezuela.
I dag er han chefdirigent for Los Angeles Philharmonic. De er godt nok heldige i Los Angeles, for Dudamel er en strålende dirigent og inspirator.

Gustavo Dudamel med seneste frue; Billedskøn!
Det var den forrige også!

Danmark har han ikke besøgt endnu, men oplevet på tv og billeder ser man en yngre, glad smilende mand. Meget charmerende. Sådan fremstod han også i går under koncerten fra Wien, glad, oplagt og fik det pragtfulde orkester til at spille præcist og superperfekt. Den helt perfekte lyd, som kun Wiens Philharmoniske Orkester kan præstere. 

Det er Wien, det er nytår, det er pragtfuldt!

Hundertwasserhaus -
Wien

Verner