herlige unger
I tv (tirsdag aften i denne uge) vistes et program om Læger uden Grænser, en forening som sender læger og sygeplejersker ud til U-lande, der har behov for lægehjælp, om nogen har. Omfanget af nød og sygdom er visse steder forfærdelig. En af lægerne i udsendelsen kom ind på, at det er umuligt at påtage sig alverdens elendighed. Alligevel gør disse mennesker en forskel.
I et tv-klip fra Afrika så man et barn, en lille pige ca. 12 år gammel, blive hentet af en ambulance for at blive kørt til klinikken. Hendes landsby var uden varsel blevet overfaldet af en milits, der skød og dræbte alle i landsbyen. Alle. Pigen overlever som ved et mirakel, den eneste overlevende af sin familie. Af sted går det i ambulancen. Pigen er ramt af et skud i armen. Mens hun ligger ned i køretøjet, siger ungen grådkvalt, ynkeligt: Hvordan skal jeg klare mig?
På den meget flotte klinik bliver hun straks behandlet, det ser heldigvis ikke slemt ud. Bagefter forsøger sygeplejerskerne at berolige barnet, fra hvem der atter kommer grådkvalte lyde. Den ene sygeplejerske siger sagte henvendt til de andre: hun kalder på sin mor!
Tænk en gang på pigens situation! Det var lige på det tidspunkt, jeg ikke skulle se mere af den udsendelse. Jeg har ikke nerverne til det. Rystende!
Den store Afrikaindsamling herhjemme er så småt ved at blive løbet i gang. Det er en fin og nobel ting. Helt fint at lave sådan noget, alle burde vel deltage? Blot nytter det ikke meget, det forslår som en skrædder i helvede! Helt ufatteligt bliver det, når man tænker på, hvad EU kunne udrette. Endnu har man ikke hørt om oprettelse af en kæmpefond i stil med Marshall-planen, der kunne hjælpe det plagede kontinent til fred og fremgang, der kunne afhjælpe sult og sygdomme, kunne sikre Afrikas kommende generationer et godt, ordentlig og værdigt liv, således at deres lande blev til at leve og bo i for indbyggerne. Det er vel et formål der (endelig) er EU værdigt?
I et tv-klip fra Afrika så man et barn, en lille pige ca. 12 år gammel, blive hentet af en ambulance for at blive kørt til klinikken. Hendes landsby var uden varsel blevet overfaldet af en milits, der skød og dræbte alle i landsbyen. Alle. Pigen overlever som ved et mirakel, den eneste overlevende af sin familie. Af sted går det i ambulancen. Pigen er ramt af et skud i armen. Mens hun ligger ned i køretøjet, siger ungen grådkvalt, ynkeligt: Hvordan skal jeg klare mig?
På den meget flotte klinik bliver hun straks behandlet, det ser heldigvis ikke slemt ud. Bagefter forsøger sygeplejerskerne at berolige barnet, fra hvem der atter kommer grådkvalte lyde. Den ene sygeplejerske siger sagte henvendt til de andre: hun kalder på sin mor!
Tænk en gang på pigens situation! Det var lige på det tidspunkt, jeg ikke skulle se mere af den udsendelse. Jeg har ikke nerverne til det. Rystende!
Den store Afrikaindsamling herhjemme er så småt ved at blive løbet i gang. Det er en fin og nobel ting. Helt fint at lave sådan noget, alle burde vel deltage? Blot nytter det ikke meget, det forslår som en skrædder i helvede! Helt ufatteligt bliver det, når man tænker på, hvad EU kunne udrette. Endnu har man ikke hørt om oprettelse af en kæmpefond i stil med Marshall-planen, der kunne hjælpe det plagede kontinent til fred og fremgang, der kunne afhjælpe sult og sygdomme, kunne sikre Afrikas kommende generationer et godt, ordentlig og værdigt liv, således at deres lande blev til at leve og bo i for indbyggerne. Det er vel et formål der (endelig) er EU værdigt?
Verner
