torsdag den 2. maj 2013

En aften i Operaen



Operaen på Holmen

Foto fra nærværende opsætning


Kasper Holtens iscenesættelse af Tannhaüser på Operaen på Holmen er højt berømmet både herhjemme og i udlandet, og Mia Stensgaards overdådige kostumer og storslået surrealistiske scenografi er et visuelt mesterstykke. Kasper Holten lader operaen udspille sig i Wagners egen tid og sætter fokus på en kunstner, der prøver at finde balancen mellem det virkelige liv og sin kunst. 

”Wagner selv kendte, som Tannhäuser, til at være hjemløs i alle verdener, til at stræbe efter samfundets accept, efter det lykkelige og harmoniske liv, efter kærlighed, penge og berømmelse. Men også til igen og igen at ødelægge sine egne muligheder med sin umulige opførsel, sit storhedsvanvid og sit geni. Det er således i høj grad med et blik på Wagner selv, at vores Tannhäuser har taget form.” fortæller Kasper Holten.


Kasper Holten. 
Fhv. operachef på Operaen på Holmen
Nu operachef på Covent Garden, London


Opsætningen har lige akkurat haft repremiere på Operaen, og deres udsendte overværede føromtalte opsætning i aftes. Man forstår berømmelsen, den forekom vedkommende. Skænderiet mellem sangerne under sangerkrigen på Wartburg belyser både Wagners eget kaotiske liv og et næsten oldgammelt tema: skismaet mellem den sanselige kærlighed og kirkens hhv. samfundets moral. Forløjne altså.
Det er fint ramt i Holtens opsætning. Hvor er det lige, at man har mødt dette før? F.eks. i John Fowles’ roman Den franske løjtnants kvinde! Der er sikkert mange andre eksempler.

Desværre for teatret og dets publikum var man ramt af sygemeldinger fra begge tenorer, der synger hovedrollen på skift, og en erstatning var hentet i sidste øjeblik i Wien. Men ak, manden var ingen wagnertenor og havde knapt heller stemmen til rollen. Men beundringsværdigt at turde springe ind i forestillingen med så kort varsel. Som aftenen skred frem blev sopranen, der sang Elisabeth, mere og mere indisponeret. Ikke just fine odds. Trods alt en fin forestilling og undervejs mange fine musikalske momenter, som f.eks. pilgrimskorene, rørende og bevægende musik. Det er lige før man bliver troende. 






Operaens fantastisk flotte interiør


Men glæde sig over det smukke teater kan man. Det er fantastisk flot. Det viser hvad penge også kan  købe. Udsigten mod havnen og byen fra de forskellige etager er som resten af huset nærmest blændende.

Alligevel savner jeg opera i det smukke gamle hus på Kgs. Nytorv!


Verner 



Jamen, så hør da selv!