lørdag den 17. februar 2018

Rachmaninovs 2. klaverkoncert

Under den møjsommelige proces med at skimme adskillige aviser, tidsskrifter og internet-sider for at finde noget, der i det mindste kunne være enten nyt eller relevant at beskæftige sig med at læse, i denne tid martret af mere eller mindre helstøbte journalistartikler, finder man så en anmeldelse af tre nye indspilninger af Rachmaninovs 2. koncert for klaver og orkester.
Der var måske noget dér!
Yes!

Nu er det jo ikke lige sådan at omtale disse nye frembringelser, da jeg ikke har hørt dem selv. Men, musikken kendes gennem mange år og fra mange ældre indspilninger. Dette russiske musikstykke er blevet brugt i utallige film og tv-stykker, det dukker op igen og igen. En ørehænger af rang.
Dagbladet Politikens musikanmelder (Thomas Michelsen) har anmeldt disse indspilninger, og det, der ud over anmeldelserne falder i øjnene, er beskrivelsen af dette fantastiske stykke musiks indledning. Man kunne ønske sig at have en formuleringsevne, som Michelsen. Her kommer hans kommentar til musikkens start:

Indledningen er ildevarslende. Tunge klaverakkorder stiger foruroligende, indtil vandstanden når point of no return. Orkestrets strygere skyller ind over alle diger og oversvømmer lytterrens følelseslandskab med melankoli og skønhed i en overvældende melodisk strøm af skæbnesvanger c-mol.”

Rachmaninov var formodentlig for længst bosat i USA, da denne koncert blev til. Musikken efterlader indtrykket af en sorg over det tabte land (Rusland), en længsel efter gamle dage, ude på landet i den europæiske del af Rusland, en længsel efter den smukke natur, livet damals, en anden tid - et andet liv. Det er de bølgende sletter, de små landsbyer, og under horisonten, langt borte, kirkeklokker, der kalder til bøn. Desperat længsel.
Musikken er kolossalt koloristisk med et væld af melodier.
Rachmaninov lamenterer, sørge-græder. Thi, evigt ejes kun det tabte!

Man genkalder sig bl.a. også et tv-klip fra for længe, længe siden, Hvor dirigenten Leonard Bernstein og pianisten Van Cliburn øver musikken sammen på to store flygler, før den endelige koncert med orkester på. Bernstein afbryder pludselig van Cliburn med et: nej, nej, det er alt for hurtigt, det er kirkeklokker; det var indlysende klart.

Det skulle gerne fremgå af det foregående, at jeg selv har kendt denne musik i ganske mange år, og jeg elsker den simpelthen.

Om jeg vil anbefale en bestemt indspilning. Nej, der er uendeligt mange.


Verner 

Van Cliburn
Addendum
Og så alligevel! hele mit liv (næsten), har jeg af og til lyttet til en indspilning af den fabelagtige koncert med flg. kunstnere:

Pianist Sviatoslav Richter
Warsjawas Philharmoniske orkester og
Dirigent Stanislau Wislocki

Et brag af en indspilning, står jeg inde for! Den findes på LP, CD og internet.

Og nu, hvor vi er ved det, skal jeg også henlede opmærksomheden på et blogindlæg, på denne blog, fra 06.09.2015, som findes i spalten med indlæg i højre side af bloggen. Det var et indlæg skrevet efter en koncertoplevelse i DR Koncerthuset, hvor berømte Lang Lang spillede ledsaget af DR Symfoniorkestret dirigeret af Manfred Honeck. Lang Lang var god, dog langt under fabelagtige Sviatoslav Richter. Langt. Men orkestret ledet af Manfred Honeck var forrygende.