Bo Skovhus

Skovhus, himself

Foreviget på cd'en er Bo Skovhus, internationalt berømmet baryton og dansker, som lied-sanger. Lige for 5 minutter siden blev et af trackene fra denne cd spillet i radioen, gode gamle Die Forelle af Schubert. Storslået liedkunst og Skovhus' stemme klinger, som et ædelt instrument. Orkestret angives på coveret som Danish National Symphonie Orchestra. Det skulle vel ikke være DR's Symfoniorkester? Flot spilles der i hvert fald. Skovhus har de senere år etableret en meget stor international sangerkarriere.

Det var et pragtfuldt genhør med Skovhus.

Verner

Anonyma

Den tyske skuespiller Nina Hoss spiller den anonyme forfatter til en dagbog om de russiske soldaters voldtægter. Jevgenij Sidikhin spiller en russisk major, hun søger beskyttelse hos mod at være hans kvinde.

En angiveligt selvbiografisk beretning fra sammenbruddet i Berlin, ved Anden Verdenskrigs slutning, skrevet af en forfatterinde, der af gode grunde valgte at kalde sig Anonyma. Da bogen udkom i 1959 i Tyskland, blev den mødt af et ramaskrig. Forfatterinden blev så forskrækket over reaktionens voldsomhed, at hun nedlagde forbud mod en genudgivelse, så længe hun var i live. Nu er bogen blevet filmatiseret, i Tyskland naturligvis, og igen vækker den voldsom opsigt, for sit ultimative opgør med det tyske folks lidet glorværdige rolle under sammenbruddet. Tyskernes opgør med deres egen nære fortid er i disse tider mere end accelererende. Bogen/filmen handler om en ung, nazistisk og begavet kvindes beslutning om, at ville overleve for enhver pris. Da hun ikke fortsat vil udsættes for voldtægt, af fulde, menige soldater, russiske vel at mærke, kommer hun på den idé, at opsøge højtstående officerer for at tilbyde sin krop i bytte for beskyttelse. Som en anmelder skriver: "Arisk herrerace reduceret til feltmadrasser". Og det er præcis, hvad det handler om. Anonyma lykkes med sin strategi, da hun møder major Andrej Rybkin. Overraskende viser han sig at være både et ordentlig menneske og en tiltalende mand. Følger filmen ikke sit berømte forlæg tæt nok, er den i hvert fald en oplevelse, bare af hensyn til de store præstationer indehaverne af hovedrollerne yder. Her er nærvær for alle pengene.

Verner

ØSTEN ER RØD !

Den Forbudte By

I seneste nummer af HELSE (nr. 5 juni 2009) er en række artikler om kræftsyge danskere, der søger behandling og nyt håb i Kina. Det gør disse danskere, når behandlingssystemet i Danmark har opgivet dem. De prøver det sidste i denne verden, der enten kan helbrede dem eller forlænge deres liv. Hverken danske læger eller Kræftens Bekæmpelse giver dem nogen som helst opbakning. Men hvad gør man ellers, når det ses som sidste udvej? Man forstår dem godt, især hvis man selv har kræft eller har haft det. Der findes ikke nogen dokumentation for de kinesiske behandlingers effekt, men en dokumentation for prisen, som er høj. Et sted i artiklerne siger en dansker, der lever af at hjælpe kræftsyge danskere med at bestille og organisere rejse og ophold på kinesiske hospitaler, selv bosat i Kina, at de ugelange behandlinger koster mellem 200.000 og 300.000 kr., og uden garanti for succes! Har man f.eks. kun det halve beløb, kommer man hjem syg og uden resultat. Og som sagt resultaterne er usikre. Men, men, nogle bliver trods alt hjulpet af de kinesiske behandlinger!

De er som er følger:

Kryoterapi
Stereotaktisk behandling eller Cyber Knife
Genterapi
Dendritcellevaccination
Kinesisk urtemedicin

Som jeg sidder og læser om dette, kommer jeg i tanke om min gode ven Egon. Jeg kalder ham ven, for jeg kom i hans frisørsalon i mindst 30 år, én gang om måneden. Egon var altid hyggelig at besøge, vi talte om vores familier, mad, vin og hvad som helst. Da Egon var i starten af 60'erne fik han prostata-kræft, som kan være en nederdrægtig sygdom, og som regel altid er det. På det tidspunkt var Egon stadig en flot mand af sin alder og glad for livet. Han fortalte ubekymret om situationen, og især var han glad for at skulle deltage i en eksperimentel behandlingsform for sygdommen, på Herlev Sygehus. Han skulle ikke opereres, men der skulle lægges nogle strålebehandlede emner ind omkring prostata-kirtlen, der skulle få kræftcellerne til at dø. En skånsom behandling, normalt. Jeg ved ikke hvad behandlingen hedder. Han lukkede sin salon, og alle venner og kunder kom til reception, der var fest og ballade. I døren ved ankomst stod en skaldet mand. Jeg havde nær aldrig genkendt ham. Man får jo et chok.
Nu skulle han så blot lige gennem behandlingen, så blev han rask igen.
Ved morgenbordet en lørdag, et par år senere, med kaffe, blødkogt æg, etc., etc., og avislæsning, så jeg dødsannoncen for frisørmester Egon Knudsen.

Egon var en af de danskere, der ikke nåede at komme til Kina . . . .

Verner

Fredag til Fredag

Clement Kjersgaard, dansk journalist, skribent og talkshow vært.

Hvis det lige er sådan, at du vil se noget helt forrygende sjovt i tv, nærmere sagt på DR2, er Fredag til Fredag lige sagen. Her optræder Clement Kjersgaard, om jeg så må sige, på slap line, men ikke lige, at den er så slap igen. Jeg selv holder mest af at betragte ham som Danmarks bedste udøver af Standup Comedy. Han er helt usædvanlig morsom, og er en speed-snakker af klasse. Der er fart på, når Clement er i studiet. Det nærmest fyger med morsomheder, som alle har et eller andet link til mere alvorlige ting ude i samfundet. De gæster, han interviewer, får i farten ofte sagt noget, de egentlig ikke havde tænkt sig, og det er jo altid morsomt.
Så var der den fredag aften, hvor blandt andre den underskønne Anna David var inviteret i studiet, kvinden, som mange danske mænd har hede drømme om, og Socialdemokraternes Mogens Lykketoft. Lykketoft var meget indtaget i den skønne Anna, og man forstår ham, og var ét stort smil, da Anna ankom til udsendelsen, dét var morsomt. Nu lykkedes det Clement i ekspresfart at aftvinge den smukke et udsagn om, at hun var glad for mænd, især danske. Nationen åndede lettet op. Clements grin blev endnu meget større.
Just forgangne fredag var der så også en SMS-afstemning, hvor der aldrig blev offentliggjort et resultat, hvilket også var totalt ligegyldigt, for det er bare for sjov alt sammen.

Eller er det i virkeligheden?

Verner

Mallorcas strande

Hotel Amoros
Calla Ratjada
De badende på billedet er forfatteren ubekendt!

Ved en genvisit juni måned 2009 på Kærlighedens Ø, Mallorca, må man efter 25 års fravær naturligvis konstatere, at meget er forandret, en del til det bedre, men langt fra alt. Naturligvis, sådan må det jo være. Selve øen er fortsat en smuk perle blandt de Baleariske Øer, og holder man sig til mindre byer med kun en lille strand, eller på kysterne hvor der ikke er beboelser, eller øens midte, der stadig er rimeligt uforstyrret, er der mange glæder og smukke steder hhv. udsigter. Vi selv boede denne gang sammen med venner på Hotel Amoros i Calla Ratjada, sådan cirka i øens nordøstlige hjørne. Rart og hyggeligt hotel med fin atmosfære og en dejlig mindre by. Langs med havnen var en del restauranter, der var stærkt frekventeret om aftenen af de mange turister, men ellers var den lille by rimeligt uspoleret.
Værre er det, når man besøger Calla Millor eller Alcudia, der blandt en del andre badebyer er rene turistfæller, intet spansk særpræg er ladt tilbage, kun masse-turisme. strandene disse steder er rene fluepapirer. Det er slemt.
Maden? Der findes ikke et oprindeligt spansk køkken tilbage på øen, lader det til. Kun retter, der er beregnet på turisterne, oftest dårligt tilberedt, her er intet at skrive hjem om.
En tur over bjergene til Soller og Porto de Soller er derimod smuk. Cap de Formentor på nordspidsen er et must, og dér er helt utroligt! En sejltur ned langs kysten fra Calle Ratjade og retur, kan også anbefales. En oplevelse. På denne sejltur på en katamaran-færge, blæste det så meget, at folk brækkede sig i lange baner, uha da da, men herlig tur langs kysten.

Verner

Folkeafstemningerne 7. juni 2009 - II

Morten Messerschmidt

Brøndbyøster Station!

Det er torsdag den 4. juni, jeg er på vej til byen og skal med S-toget. Hurtig af sted til Brøndbyøster Station, som er den nærmeste. Hvad er der så lige med den station, sidder du nu og tænker. Der er såmænd da ikke noget. Men da jeg endelig har fået krabbet mig op på perronen, mødes jeg af et fornøjeligt syn. Men samtidig bliver jeg usikker mht. budskabet, for hvad i al verden kan meningen egentlig være, om nogen? På perronen er flere store tre-fløjede reklamestandere. På den første er de to tredjedele af valgannoncen fjernet, en annonce for Dansk Folkedanserparti (ATS), et herværende politisk sammenrend af et parti, den med Morten Messeschmidt, der partout vil have Danmark tilbage. Kun reklamedelen på den tredje fløj, den til venstre, er endnu tilbage. Man ser her Messershmidts arm. Tværs over denne resterende del er skrevet med en kraftig sort spritter:

Gi' os Danmark tilbage
og befri så Kurdistan!

Ikke sandt, man tror det er løgn, og altså er det her sjov eller alvor, tænk en gang på det helt fremragende kommunikationsniveau, som møder beskueren, skal man le eller græde? Man må vælge.
Da jeg entrede S-toget grinte jeg endnu.
Det er Danmark i juni måned 2009. Der er tre dage til Folkeafstemningen.

Verner