mandag den 27. maj 2013

YES, LET'S HAVE A BALL


Den Store Gatsby

Hold da helt fast. Sikken et party. Gatsbys kæmpepalads fyldt med hundredvis af uindbudte snyltere og gratister, glade mennesker, der altid dukker op, når der er dømt party, og som fester løs omkring en kæmpe pool. Midt i poolen en nørd spillende på klodens største orgel. Den festklædte mængde slår sig løs. Intet mangler. Jazz-musikken hyler. Fulderikker hopper/falder i vandet. Borgmester og politimester deltager i al det sjove. Det emmer af sex, sjov, drinks, dans og musik, som stiger voldsomt i intensitet. Ukendt orkester hamrer løs på Rhapsodi in Blue. Feststemningen stiger til et forrygende klimaks; da rhapsodien topper, starter det i mands minde største og flotteste fyrværkeri.

»Amerika var på vej ud i historiens største og mest prangende amokløb,« skrev Fitzgerald om sin roman ’Den Store Gatsby’, da festen var slut og Den Store Depression en realitet.

Fra filmen. Gatsby med sit livs kærlighed; Daisy

Hver weekend holder stenrige Jay Gatsby en sådan kæmpefest, i håb om at Daisy, hans ungdoms helt store kærlighed, skal se lyset og fyrværkeriet på den anden side af bugten, hvor hun bor. Og besøge ham. Han er håbløst forelsket, vil genvinde hende for alt i verden; "Thi evigt ejes kun det tabte". Til det formål får han gjort sin naive nabo (fortælleren), en rigtig flink mand, til bedste ven, sendebud, medvider, voyeur.


DiCaprio


Og så skal der ikke fortælles mere om dramaet i den helt ny filmatisering af Fitzgeralds berømte novelle. Du bør gå ind og se filmen + læse den fænomenale novelle. Endelig, endelig, endelig. Fremragende skuespillere medvirker i filmen, DiCaprio er simpelthen blændende, som Den Store Gatsby, en skuespillerpræstation af stor klasse. Baggrunden for fortællingen, den optrækkene krise, det glade vanvid, har vi desværre set gentage sig inden for det seneste tiår. Lige så kulminationen. På den måde er filmen super aktuel. Mennesket? Bliver øjensynlig aldrig klogere! 

Verner