lørdag den 25. juni 2011

Ungdommen

I dagens ”Den levende” (Politiken) giver psykolog Niels Peter Agger ungdommen en opsang. Han mener at nutidens ungdom, stort set, ikke evner at skabe en meget nødvendig fornyelse af samfundet, hvad enhver generation bør, og opfordrer denne, ungdommen, til at erobre fremtiden, en fremtid som bør, ja må tilhøre dem, hvis de ellers kom ud af starthullerne, om jeg ellers forstår ham ret.
Det kan han måske godt have ret i, fordi som han gør gældende, og her er det virkelig interessant:
”Den nuværende regering og Dansk folkeparti har sørget for, at der er lort nok til alle: Fort Danmark, grænsekontrol, etnisk selektiv racisme, voldsmilitarisme, et politi, der brutalt optræder som ordensmagtens kamptropper, privatiseringsgaver til de grådige, en uøkologisk/naturdræbende landbrugssektor på bistand, oliemilliarder til Mærsk, skatteundvigende multinationale selskaber, ustraffede profitnedlæggelser af lokale arbejdspladser, indførelse af menneskekrænkende egoliberalisme, nedprioritering af undervisningsområdet og ikkeprofitgivende forskning, kolonialistisk grønlænderforagt, magtkorrupte/opportunistiske politikere, uhørt spanking af de nedslidte og arbejdsløse velfærdsudstødte samt en tung, rødvinsdrikkende ældregeneration, der sidder fedt på flæsket i ly af ejendomsskatteloftet og gnasker løs af ham der ArveMadsen, mens planetens ressourcer er ved at være brugt op.”
Ikke et ord er forkert her! Ikke et eneste!
Og det er den generation man kalder 68’rne, som jeg selv tilhører. Vi har virkelig drevet det vidt, ikk’? Virkelig beskæmmende! Jeg håber ligesom Niels Peter Agger, at den ny generation får taget sig sammen og skaber et langt bedre samfund! Dårligere end 68’rne kan de bestemt ikke performe!

Verner