mandag den 27. april 2015

Flygtningesituationen

Flygtningesituationen i Middelhavet vokser fra dag til dag. I lange tider har vi med meget korte mellemrum hørt beretninger om de forfærdelige skæbner, der bliver flygtningene til del, når de på vej til Europa drukner i Middelhavet, kort før deres drøm skulle fuldbyrdes. På verdensbasis er der pt. 51 millioner flygtninge, klart nok er de ikke alle reelle flygtninge, men mange er migranter. Alle mulige debatindlæg i medierne er set, også lige her de seneste dage, hvilket forklares ud fra det afklarende møde i EU, der netop er afholdt. Det kom der ikke meget ud af, naturligvis.
Se så bare nu; medierne har kastet sig over stof vedr. jordskælv i Nepal og vulkanudbrud i Chile, der skønsmæssig har kostet mange flere døde, sic!
I EU er der ikke konsensus om ret meget og slet ikke om flygtningesituationen. Af mange grunde. Det værste er næsten de tilbagevendende meninger om, at det er EU’s skyld. Rent vrøvl. Men hjælpes skal der, på en eller anden måde. F.eks. er Dansk Folkeparti herhjemme enige med de australske myndigheder om, at opfange de yderst farlige transporter til søs og sejle flygtningene tilbage til det land, hvor de kom fra.
I det mindste.

Herbert Pundik

I Politiken søndag bringes et debatindlæg skrevet af Herbert Pundik tidl. chefredaktør på bladet, desværre tidligere. Bare han var det endnu. I dag er Pundik pensionist og bosat i Tel Aviv, skulle jeg tro. Dette debatindlæg munder ud i en opfordring til at få nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, til belysning af hvor mange flygtninge Danmark evt. kan tage, ud over dem vi har modtaget tidligere, så vi kan være sikre på, at vi kan håndtere dem forsvarligt, og Danmark stadig er vort land og ser ud, som vi i hundrede år har arbejdet for at det skulle.
Undervejs i debatindlægget myldrer det med kloge betragtninger, ikke meget går Pundiks næse forbi. Jeg ville gerne bringe indlægget i sin fulde ordlyd, men dels er det ulovligt, sikkert, dels for langt. Du skulle finde det i Politikens netavis.
Men et par stykker fra hans indlæg skal dog med her.

Pundik:
”Der er ikke tale om en midlertidig situation,
men første fase af en permanent folkevandring”

”Titusinder er sluppet ind i Europa, og hundredtusinder er på vej.  Det er ikke paniksnak, heller ikke sagt for at skræmme, men resultatet af et simpelt regnestykke.
Forholdene i Afrika, vil ikke blive bedre, og Mellemøsten er i en tilstand af opløsning. Vor indvandringspolitik er et udtryk for, hvad regeringspartierne kan blive enige om. Stort set et slag på tasken."

Alt dette munder ud i:

”Danmark må nedsætte en kommission, som kan fastslå nationens bæreevne.”


Verner