søndag den 23. maj 2010

Flamenco

Holá!

En rigtig sælsom ting er Flamenco, en for nordboer meget fremmedartet dans, eller skal vi sige kunstart? Besynderlig og uforståelig, hvis ikke man sætter sig ind i, hvad pokker der foregår. Meget eksotisk, sydlandsk og iberisk.
På årets rundtur i Andalusien var vi heldige at blive introduceret til fænomenet af en dansk bekendt bosat i Sevilla. Damen tog os med til en kirke i et nedlagt nonnekloster, som nu bl.a. bruges af amatører, hvis store interesse er flamenco. Rigtige amatører, forestillingen var ikke en event til benefice for turister. Gratis. Et lille kirkerum, to hundrede publikummer og en lille scene med et trægulv med hulrum under, så det rigtigt kunne gungre, når danserne tog fat.
Scenen blev indtaget af tre unge mænd, en på guitar, en på en slags bongotromme og en sanger. To dansere, en mand og en kvinde. Meget unge, smukke og velskabte dansere for at bevare troværdigheden omkring opgaven.
Og så begyndte flamencoen. Sælsomt var det. En vild, rå sang og musik, en musikform, der virkede oprindelig, som noget, der altid har eksisteret, en helt unik ting. Sangene er klagesange, indholdet er i retningen af: hvorfor gik hun fra mig, kommer hun aldrig tilbage, jeg kan ikke leve uden hende, etc., etc. Der blev spillet og sunget meget højt.
Så begyndte de to dansere at optræde. Til den besynderlige musik kreeredes hvirvlende danse med masse af hæleklap i trægulvet, klap på lårene og i hænderne. Dansen blev vildere, hurtigere og kroppene svajede, alt sammen under en infernalsk støj fra musik, sang, hæleklap og stampen i gulvet.
Det var en totalt grænseoverskridende oplevelse, vild, rå og voldsom musik og dans, som skabt af et naturfolk, nærmest.
De tilstedeværende aficionados var godt oppe at køre.
Verner