fredag den 24. september 2010

In the Valley of Elah


Tommy Lee Jones


'In the Valley of Elah' er instrueret af Paul Haggis.

Amerikansk film, der forleden blev vist på DR2. Det er når film er bedst, og som regel er der så tale om amerikansk film, der når det kommer til stykket giver alle andre nationer baghjul.
I 'In the Valley of Elah' er Mike Deerfield netop hjemvendt fra tjeneste i Irak, da hans forældre modtager et opkald fra militæret om, at deres søn ikke er dukket op på kasernen.
Mikes far, Hank Deerfield (Tommy Lee Jones) er sikker på, at Mike aldrig ville blive væk fra tjeneste, og han er overbevist om, at noget er helt galt.
Med hjælp fra betjenten Emily Sanders (Charlize Theron) forsøger han at finde frem til sandheden bag sønnens forsvinden. Men efterhånden som realiteterne begynder at gå op for Hank, overdådigt godt spillet af Tommy Lee Jones, bliver han tvunget til at erkende, at hans søns liv var præget af større hemmeligheder, end han nogensinde havde drømt om.
Filmens titel refererer til en gammel anekdote fra biblens gamle testamente, men som angiveligt også er berørt i Koranen. Pointen er den, at Kong Saul drevet af frygt for sin fjende ikke tør udkæmpe et slag mod kæmpen Goliat, men i stedet sender den lille dreng og senere konge, David, som har modet dertil. Den tykke morale er faktisk et retorisk spørgsmål med krigen i baghovedet: Hvordan kan vi se os selv i øjnene og sende 'drenge' i krig mod en fjende, vi ikke forstår, i et land, vi ikke kender, og blot vende dem ryggen, hvis de overlever og vender hjem til Guds eget land efter endt militærtjeneste?
Først og fremmest er "In the Valley of Elah" en tankevækkende film om følgerne af en hvilken som helst krig. Ikke bare er den tankevækkende, men beskriver den gruopvækkende pris den almindelige amerikanske familie med børn sendt i krig i virkeligheden betaler. Det er en meget høj pris og det er rystende. Her er en nation, der uden omsvøb tør fortælle om sine forfærdelige krige og deres uhyrlige menneskelige omkostninger.
Herhjemme oplever vi danske soldater komme hjem fra krige i Irak og Afghanistan og være ødelagt for livet. Nogle af dem slår sig ned i skovene og får den eneste mulige tilværelse dér, som eneboere, der ikke mere kan leve med sig selv eller andre.
Verner

Holck

Her ser du Niels Holck
- dansk statsborger

Niels Holck var en gang et ungt, idealistisk menneske, fuld af virketrang og parat til at hjælpe andre mennesker. Tilbage i 1995 deltog han i at forbedre forholdene for landbefolkningen i den indiske delstat Vestbengalen ved at etablere skoler, hospitaler og lokalt demokrati. Især det sidste er farligt i et næsten lovløst u-land som Indien. Ifølge hans eget udsagn, blev landbefolkningen udsat for voldelige og i enkelte tilfælde dødelige overgreb fra det lokale politi, der ifølge Holck handlede på opdrag fra en desperat delstatsregering, der så sin magt over området smuldre. Sammen med oppositionspolitikere tog han en beslutning om at etablere et vagtværn, der kunne beskytte lokalbefolkningen mod overgreb, har han forklaret. Derfor blev han våbensmugler. De indiske myndigheder ser ham som terrorist og forlangte ham udleveret (23. december 2002).
Holck var garanteret af danske myndigheder og gældende dansk lovgivning mod at blive udleveret til retsforfølgelse, men i 2002 kort efter udleveringsbegæringen blev den danske udleveringslov ændret, som led i kampen mod terror. Nu kunne Holck pludselig godt udleveres til retsforfølgelse! De danske myndigheder har efterfølgende brugt otte år, på at få garantier fra de indiske myndigheder mht. at Holck ikke bliver slået ihjel, ikke bliver dødsdømt, ikke udsættes for tortur og kan afsone en evt. straf i Danmark. I går indledtes en retssag i retten i Hillerød for at fastslå, om justitsministeriet handlede lovligt, da ministeriet bestemte, at Holck kunne udleveres til retsforfølgelse i Indien.
Får justitsministeriet medhold betyder det, at ændringen af udleveringsloven i 2002 virker med tilbagevirkende kraft, stik imod danske retsprincipper! Det vil også betyde, at de samme myndigheder har brugt otte år på endegyldigt at sikre sig, at Holck bliver udleveret, altså en af deres egne borgere! Otte år!
Du må kalde mig Mads, om medlemmer af den dengang forbryderiske delstatsregering i Bengalen og deres villige håndlangere bl.a. inden for politiet er blevet retsforfulgt!

Verner