onsdag den 24. juni 2009

ØSTEN ER RØD !

Den Forbudte By

I seneste nummer af HELSE (nr. 5 juni 2009) er en række artikler om kræftsyge danskere, der søger behandling og nyt håb i Kina. Det gør disse danskere, når behandlingssystemet i Danmark har opgivet dem. De prøver det sidste i denne verden, der enten kan helbrede dem eller forlænge deres liv. Hverken danske læger eller Kræftens Bekæmpelse giver dem nogen som helst opbakning. Men hvad gør man ellers, når det ses som sidste udvej? Man forstår dem godt, især hvis man selv har kræft eller har haft det. Der findes ikke nogen dokumentation for de kinesiske behandlingers effekt, men en dokumentation for prisen, som er høj. Et sted i artiklerne siger en dansker, der lever af at hjælpe kræftsyge danskere med at bestille og organisere rejse og ophold på kinesiske hospitaler, selv bosat i Kina, at de ugelange behandlinger koster mellem 200.000 og 300.000 kr., og uden garanti for succes! Har man f.eks. kun det halve beløb, kommer man hjem syg og uden resultat. Og som sagt resultaterne er usikre. Men, men, nogle bliver trods alt hjulpet af de kinesiske behandlinger!
De er som er følger:

Kryoterapi
Stereotaktisk behandling eller Cyber Knife
Genterapi
Dendritcellevaccination
Kinesisk urtemedicin

Som jeg sidder og læser om dette, kommer jeg i tanke om min gode ven Egon. Jeg kalder ham ven, for jeg kom i hans frisørsalon i mindst 30 år, én gang om måneden. Egon var altid hyggelig at besøge, vi talte om vores familier, mad, vin og hvad som helst. Da Egon var i starten af 60'erne fik han prostata-kræft, som kan være en nederdrægtig sygdom, og som regel altid er det. På det tidspunkt var Egon stadig en flot mand af sin alder og glad for livet. Han fortalte ubekymret om situationen, og især var han glad for at skulle deltage i en eksperimentel behandlingsform for sygdommen, på Herlev Sygehus. Han skulle ikke opereres, men der skulle lægges nogle strålebehandlede emner ind omkring prostata-kirtlen, der skulle få kræftcellerne til at dø. En skånsom behandling, normalt. Jeg ved ikke hvad behandlingen hedder. Han lukkede sin salon, og alle venner og kunder kom til reception, der var fest og ballade. I døren ved ankomst stod en skaldet mand. Jeg havde nær aldrig genkendt ham. Man får jo et chok.
Nu skulle han så blot lige gennem behandlingen, så blev han rask igen.
Ved morgenbordet en lørdag, et par år senere, med kaffe, blødkogt æg, etc., etc., og avislæsning, så jeg dødsannoncen for frisørmester Egon Knudsen.

Egon var en af de danskere, der ikke nåede at komme til Kina . . . .

Verner