søndag den 31. maj 2015

Mellem sommerens længsel og vinterens kulde

Ofte sker der underlige sammentræf, som man næsten ikke forstår. Når man tænker over det, så er det et tilfælde, for det meste!
Her sidder man fordybet i gen-læsningen af første del af Leif Gunnar Willy Perssons romaner om mordet på Olof Palme, svensk statsminister i forrige århundrede. Olof Palme blev snigmyrdet 28. februar 1986. Et meget omtalt mord, al den tid dette mord aldrig blev opklaret, og vel næppe heller nogensinde bliver det. Alt blev forkludret fra starten af efterforskningen.
Men føromtalte tilfældighed, mere er det næppe, består i, at mens jeg sidder og læser første del af den fantastiske trilogi, er et gætteprogram i gang på en radiostation, hvor et spørgsmål lyder: Hvilken anden svensk top-politiker end Palme blev også myrdet. Svaret er selvfølgelig udenrigsminister Anna Lindh.
Tilbage til første del af Perssons trilogi om Palmemordet: Mellem sommerens længsel og vinterens kulde. Denne utrolige trilogi om mordet på Palme starter med et selvmord, længe før Palme kommer af dage. Det har sin forklaring. Det arme menneske, man formoder selv har taget sig af dage har efterladt sig et brev, tydeligvis et brev fra et menneske, der tager livet af sig. Eller gør han nu også det?

”Jeg har levet mit liv mellem sommerens længsel og vinterens kulde. Da jeg var yngre, plejede jeg at tro, at når sommeren kommer, bliver jeg forelsket i en, jeg kan holde meget af, og så vil jeg begynde at leve for alvor. Men da jeg havde gjort al det, jeg var tvunget til at gøre, var sommeren allerede forbi, og tilbage var kun vinterens kulde. Og det var ikke det liv, jeg havde forestillet mig.”

Persson er kriminolog og professor i politiefterforskning ved Rikspolisstyrelsen. Han er Sveriges førende ekspert i kriminalitet og forbrydelse. Fagmand, altså!

Trilogiens tre bind er som følger

1. Mellem sommerens længsel og vinterens kulde
2. En anden tid et andet liv
3. Falder frit som i en drøm

Denne serie består som nævnt af tre bind, alle på ca. 600 sider. Tilsammen altså 1800 sider, hvor man skal holde tungen lige i munden, for at følge med.

Persson skriver herligt ondskabsfuldt og hylende morsomt om ledende politifolk i specielt det svenske sikkerhedspoliti.

Det er bøger som alle svenskere, og danskere for den sags skyld, bør læse.

Persson løser gåden om mordet på Palme. Ganske tæt på i hvert fald.


Leif Gunnar Willy Persson

Jo, jeg har skrevet før om dette mesterværk, men jeg håber, at flere vil læse bøgerne.


Verner