fredag den 25. marts 2016

Johan

Helt tilbage fra ungdommens længst forsvundne dage husker jeg Johan Cruyff. Der var ikke så meget tv dengang og heller ikke ret meget fodbold i tv, men det kom efterhånden. Live var det svært at se det store koryfæ. Man rejste ikke så meget, i hvert fald ikke i de kredse jeg færdedes i – dengang. Kun ved evt. landskampe og de store mesterskaber, EM og VM, kunne man i tv se boldgeniet Cruyff. Det danske landshold havde for øvrigt ikke klasse til ret meget dengang, og slet ikke så det hollandske landshold ville spille imod os.
Cruyff var hollænder, og det hollandske landshold kunne spille fodbold. Det var fodbold på topplan.
Cruyff er den mest komplette fodboldspiller, jeg har set. Den bedste til alle tider. Kunne alt, så alt. Havde en feltherres overblik. Den store taktiker. Han skabte teser for fodbold, hvordan man skulle spille, hvordan man åbnede et beton-forsvar, så man alligevel kunne score mod dem. Og vinde. Han skabte begrebet totalfodbold.
De to VM-finaler, Vesttyskland-Holland og Argentina-Holland, blev desværre ikke vundet af hollænderne, det var kun et tilfælde, hollænderne fik ikke den lille bitte smule held, der også er nødvendigt. Bare en smule! Vældige finaler, ikke mindst pga. Cruyff.
Senere efter den glorværdige karriere som aktiv spiller, blev han cheftræner, og bedst huskes hans år som cheftræner i Barcelona, hvor han skabte ”The Dream Team” med bl.a. Michael Laudrup på holdet.
Han var Mr. Football, om nogen.
Nu er han borte for altid.





Verner