 |
| Ægte gensynsglæde |
I den senere tid er de danske styrker i Afghanistan ved at
pakke sammen og tage hjem. De første er ankommet, nogle skal blive en rum tid
endnu. Og det var så den krig, én blandt flere. Der er ingen stor gensynsglæde
fra nationens side, eller rettere befolkningens, for den sags skyld. Det er meget lidt.
 |
| Men kvinderne er glade for at få deres mænd hjem |
Dog, man har diskuteret, om vi så vandt krigen eller tabte den. Så langt kom
det dog lige de første dage. Men enhver nation bør hylde sine krigere, når de
kommer hjem. Krigere, som man sendte til Langbortistan, som skulle risikere
livet, eller lemlæstelse i sagens tjeneste. Og hvad var det så lige for en sag?
Ja, det var vel nærmest for at slå talebannerne ihjel, ikke? Udrydde dem, ikke? Hvorfor
er der ikke store parader, når vore soldater så kommer hjem? Det skylder vi dem da - mindst. Hvordan kan vor
nation, som medlem af NATO, en Nordatlantisk forsvarspagt, komme til at føre
krig i Afghanistan? Et muligt svar blandt flere er, at det
er hvad en vasalstat kan blive tvunget til. Og Danmark er en vasalstat!
 |
| Det manglede bare |
Verner
