Den 6. marts fylder Lorin Maazel 80 år. Man bliver helt forbavset, jeg selv må undervejs også være kommet til års, ingen tvivl om det. Jeg husker ham endnu for en tv-transmitteret, guddommelig opsætning af Figaros Bryllup (Mozart) fra Grosses Festspielhaus i Salzburg i 1959, og for et besøg i København i midt 60’erne, hvor den berømte dirigent leverede en fantastisk koncert, som altid når han er på podiet. Maazel, der startede som vidunderbarn, har haft en enestående og meget lang karriere.
I en artikel i Politiken, i anledning af hans fødselsdag, beskrives han rettelig som troldmand på dirigentpodiet. Jeg selv ville sige orkesterdomptør, meget mindre kan der ikke være tale om. Med læremestre som Arturo Toscanini og Leopold Stokowski kunne han dårligt blive andet end supermand.
Artiklen i Politiken er meget interessant, ligesom manden selv. At orkesterklangen under hans direktion så skal beskrives som blæret forekommer underligt, fordi hans dirigentstil samtidig også beskrives som stærkt emotionel. Det er meningen for en dirigent af Maazels klasse, at maksimere det kunstneriske udtryk ved hjælp af absolut teknisk perfektion, leveret både af ham selv og de top-orkestre han arbejder med, skulle jeg mene. Lyt bare til Maazel på internettet, CD eller, hvis du er heldig på LP. Der er masser af muligheder for at høre supermanden.
Når man så hører Maazel dirigere f.eks. Sibelius, tænker man ikke ligefrem på, at orkesterklangen er blæret, man hører godt nok det himmelråbende høje niveau, men indfanges naturligvis først og fremmest af den fabelagtige musikoplevelse, dirigenten formår at formidle.
Blæret? Man undres!
I en artikel i Politiken, i anledning af hans fødselsdag, beskrives han rettelig som troldmand på dirigentpodiet. Jeg selv ville sige orkesterdomptør, meget mindre kan der ikke være tale om. Med læremestre som Arturo Toscanini og Leopold Stokowski kunne han dårligt blive andet end supermand.
Artiklen i Politiken er meget interessant, ligesom manden selv. At orkesterklangen under hans direktion så skal beskrives som blæret forekommer underligt, fordi hans dirigentstil samtidig også beskrives som stærkt emotionel. Det er meningen for en dirigent af Maazels klasse, at maksimere det kunstneriske udtryk ved hjælp af absolut teknisk perfektion, leveret både af ham selv og de top-orkestre han arbejder med, skulle jeg mene. Lyt bare til Maazel på internettet, CD eller, hvis du er heldig på LP. Der er masser af muligheder for at høre supermanden.
Når man så hører Maazel dirigere f.eks. Sibelius, tænker man ikke ligefrem på, at orkesterklangen er blæret, man hører godt nok det himmelråbende høje niveau, men indfanges naturligvis først og fremmest af den fabelagtige musikoplevelse, dirigenten formår at formidle.
Blæret? Man undres!
Verner
