Vi begynder med fodbold!
Algeriet har kvalificeret sig til VM i fodbold i Sydafrika næste år. Det skete med en sejr over Egypten på 1-0 onsdag aften i Khartoum (neutral bane). I skrivende stund ved jeg ikke hvor Khartoum er! I den foregående kamp mellem de to lande, i Egypten, vandt Egypten med 2-0, hvilket stillede de to hold fuldstændig lige. Dette medførte kampen i Khartoum, som altså Algeriet vandt og derfor kvalificerede sig. Da de algeriske spillere var på vej fra lufthavnen til træningslejren i Egypten i den foregående kamp, blev deres bus angrebet af stenkastende egyptiske hooligans, samtlige ruder blev smadret, flere algeriske spillere blev såret! Dette skriver den franske avis Le Monde.
Disse sårede spillere deltog dog i kampen i Egypten, men iført bandager. De havde det naturligvis ikke godt, men efter kampen var der mange flere, der ikke havde det godt, idet der opstod kæmpeslagsmål, hvor 32 mennesker blev såret. Det medførte diplomatiske forviklinger mellem de to lande.
Sport er sundt, især fodbold åbenbart!
Den afgørende kamp i Khartoum udløste kolossal begejstring blandt de algeriske tilskuere, hvoraf nogle besvimede af begejstring. Dette skriver Jeune Afrique. Disse tilskuere kom sig dog igen og deltog i at give de egyptiske hooligans bøllebank. Nye diplomatiske forviklinger.
For at forstå en del af baggrunden for alt dette, skal man vide, at de unge i Algier elsker fodboldlandsholdet. De unge under 25 år udgør 35 pct. af en befolkning på 35 millioner. Interessen for landsholdet er en form for medicin, der gør det muligt for dem at glemme landets elendighed. Så langt fodbolden.
De unge er klemt fast mellem Middelhavet og Sahara, hashrygning og arbejdsløshed og bøn til Allah.
Som en ung studerende sagde til Le Monde:
”Tomhed. Forstår du det? Tomhed. Vi har ingen fremtid.
Hvis ikke du har forbindelser, kan du intet gøre!”
Det unge afrikanere oplever, både nord og syd for Sahara, er at tilbringe deres liv i samfund, der er korrupte, fattige, tilbagestående. Deres liv går til spilde, de har kun Allah og så lige fodbold. Intet under, at nogle af disse unge desperat søger mod Europa, man skal bare lige over Middelhavet, og er det syd for Sahara, skal man blot til De Kanariske Øer. Dette sker ofte med livet som indsats. Hvad ingen af de unge mennesker forestiller sig er, at de simpelthen ikke er velkomne i et Europa, der har sine egne problemer. Ingen vil have dem. Hjemme kan de heller ikke blive.
I et tv-interview oplevede jeg en gang en ung mand, neger, fra et land lige syd for Sahara, sige: ”Når jeg kommer til Europa, får jeg arbejde, tjener penge, får en bil og bliver gift”. Han kunne jo ikke godt tro andet, for han havde jo selv set i tv, at sådan var livet i Europa. At sagen forholder sig noget anderledes og knapt så enkelt, tror jeg ikke, det er muligt at få ham til at forstå. Den helt store misere er, at de samfund de unge lever i ikke undergår en forvandling til det bedre, vel sagtens fordi den herskende klasse plejer deres egne interesser, og der ikke eksisterer en intelligentsia, hvoraf en sådan forandring kunne udspringe. Er dette samfund ydermere muslimsk, bidrager trosretningen til at fastholde befolkningen i status quo, for at sikre sin egen placering. De muslimske samfund har ikke tradition for diskussion, der kunne åbne for nye synspunkter angående, hvordan almene forbedringer og forandringer kunne finde sted, så en fattig befolkning kunne få bedre livsvilkår. Og disse samfunds unge en fremtid.
Det unge afrikanere oplever, både nord og syd for Sahara, er at tilbringe deres liv i samfund, der er korrupte, fattige, tilbagestående. Deres liv går til spilde, de har kun Allah og så lige fodbold. Intet under, at nogle af disse unge desperat søger mod Europa, man skal bare lige over Middelhavet, og er det syd for Sahara, skal man blot til De Kanariske Øer. Dette sker ofte med livet som indsats. Hvad ingen af de unge mennesker forestiller sig er, at de simpelthen ikke er velkomne i et Europa, der har sine egne problemer. Ingen vil have dem. Hjemme kan de heller ikke blive.
I et tv-interview oplevede jeg en gang en ung mand, neger, fra et land lige syd for Sahara, sige: ”Når jeg kommer til Europa, får jeg arbejde, tjener penge, får en bil og bliver gift”. Han kunne jo ikke godt tro andet, for han havde jo selv set i tv, at sådan var livet i Europa. At sagen forholder sig noget anderledes og knapt så enkelt, tror jeg ikke, det er muligt at få ham til at forstå. Den helt store misere er, at de samfund de unge lever i ikke undergår en forvandling til det bedre, vel sagtens fordi den herskende klasse plejer deres egne interesser, og der ikke eksisterer en intelligentsia, hvoraf en sådan forandring kunne udspringe. Er dette samfund ydermere muslimsk, bidrager trosretningen til at fastholde befolkningen i status quo, for at sikre sin egen placering. De muslimske samfund har ikke tradition for diskussion, der kunne åbne for nye synspunkter angående, hvordan almene forbedringer og forandringer kunne finde sted, så en fattig befolkning kunne få bedre livsvilkår. Og disse samfunds unge en fremtid.
Et liv simpelt hen!
Verner
Verner
