I dag for 50 år siden optrådte The Beatles i KB-Hallen på
Frederiksberg i København. Det fejres nærmest som en begivenhed, forstå det
hvem der kan. Det var da fint og dejligt, at den allerede dengang berømte
gruppe sang og spillede netop i vores hovedtsad. Det havde været bedre hvis det
var 50 eller 75 års dagen for gruppens stiftelse, ikke? Men nærmest fejre, at de har optrådt i
KB-Hallen! Hvad giver de mig Fru Heilbunth?
Mange
har en hel del med The Beatles. De ses (og høres) som den endegyldige top inden
for pop-musikken. Og det er vel også rigtigt. Vi er mange, der allerede dengang
The Beatles lige var kommet frem, tiljublede gruppen, der var second to none.
Aldrig havde man oplevet lignende. Her mange år senere nyder man stadig deres
utroligt gode sange. Vedkommende, ofte vemodige.
Her
er det så jeg kommer i tanke om Leonard Bernstein, dirigent, pianist,
komponist, musikformidler, forfatter, foredragsholder. Ham glemmer man også
sent. I et af sine mange tv-programmer ser man Bernstein sidde ved flyglet og
tale om The Beatles, som han sammenlignede med komponisten Franz Schubert,
komponisten, der satte over 600 lieder (sange) i musik, Schubert; melodimageren
over alle!
Bernstein
gjorde gældende, at han fandt en del ligheder mellem Schuberts melodier og Beatles’.
Bernstein mente, at Beatles musik indeholdt den samme vemod og en smule
sentimentalitet, som musikken hos Schubert!
Bernstein
mente, hvad han sagde. Som et helt enestående musikmenneske kunne han spotte en
hvilken som helst følelse musikken rummede - på et millisekund!
Beatles var helt fantastiske!
Verner