HN

Alle fodbold interesserede drenge mellem 8 – og 80 år ved, hvem der tales om, når Harald Nielsens navn nævnes. Harald Nielsen var en fodbold superstar om nogen. Ikke alene var han fodbold superstar, men også landsholdsspiller og professionel i Italien, i Bologna, hvor han også hyldes og mindes i disse dage, nu hvor han er død 73 år gammel. Som fodboldspiller var han centerforward, og i sine bedste år lynhurtig og giftigt farlig foran mål. Det sidste var der en del målmænd, der måtte sande. Harald Nielsen scorede mange mål, ustoppelig for et forsvar. Som person var han venlig, høflig, altid smilende, lige som sin hustru livet igennem Rudi Hansen, der i sine helt unge dage var kendt som Mie i Far til Fire-filmene. 

På billedet herunder ser man en ung Harald Nielsen i en kamp i Italien. Desværre var jeg ikke til stede, men billedet er illustrativt. Lige i den grad!

Man ser en ung, flot og slank forward nå bolden før forsvareren, sikkert på grund af langt større speed. Han ser også seriøst tung ud, denne forsvarsspiller! Harald kommer styrtende ind mod målet fra højre side, hvor han modtager en garanteret super flot pasning, og målmanden begår flere fejl, alt sammen i et enkelt split-sekund. Målmanden forudsætter, at Harald Nielsen vil sparke bolden i nettet alle yderst - op af venstre stolpe, i løberetningen! Det var fejl nummer ét. Næste fejl er, at han lige akkurat går for tidligt, og mod venstre stolpe, hvor han tror bolden kommer. Men i virkeligheden sparker superforwarden til bolden med ydersiden af højre fod, hvorfor den skrues i nettet i samme side; altså højre. Det hele har næppe taget mere end et sekund. Voila! 

Målmanden snydt, så vandet drev af ham.

Et sådan mål produceres kun af en super centerforward! 

Ikke sandt!

Verner

Atomkrigen i Hiroshima og Nagasaki

Hiroshima -  efter bomben

Af Aniara - Sang nr. 79

Beskriv den Människa 
Som i glans
Sit släktes likdräkt sydde
Tills Gud och Satan hand i
hand 
i ett förstört, förgiftat land
kring berg och backar
flydde 
för människan: 
askans konung

I disse dage er det 70 år siden, at atombomber første gang anvendtes i krig, og heldigvis foreløbigt sidste. De blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, angiveligt for at stoppe den kolossale krig i Fjernøsten under Anden Verdenskrig. Det var ikke muligt, påstås det, ellers at standse det japanske amokløberi i Asien, som havde varet i 50 år!

Alt er muligt, også at denne påstand holder. Sandsynligvis ville japanerne have fortsat vandviddet, idet de ville have henholdt sig til deres Kejser, eller skal vi sige Gud, der legitimerede det uhyggelige barbari, som japanerne i store dele af Asien var kendt og frygtet for. Det ville have kostet alt for mange amerikanske soldater livet, at foretage en invasion i det japanske moderland. Dette var altså begrundelsen for at anvende atombomber i krig - rettet mod civilbefolkningen.

En anden grund kunne sagtens være, at nu havde man jo udviklet dette nye våben, så måtte det også prøves. Tag lige den!

Spørgsmålet er blot. Kan man det? Kan man bruge et sådan våben i krigsførelse. Det er noget af det mest uhyggelige, som tænkes kan. En fremtidig anvendelse af et sådant våben kan blive menneskets endeligt. Jeg ville tro at japanere, der overlevede dette helvede på jord, vil advare på det kraftigste. At se film og læse om atomkrigen i Hiroshima og Nagasaki er særdeles uhyggeligt, hvordan har det så ikke været, at blive udsat for det?

Selvfølgelig kan man ikke det, hvis man har den mindste smule anstændighed og empati i forhold til andre levende skabninger!

Det ses derfor som uendelig vigtigt til stadighed at nedbringe antallet af atomvåben – plus – at hindre flere lande i at få dem.
Du vil give mig ret i denne opfattelse! 

Nagasaki - også efter bomben

Verner