Nu flyver fugle frit mod syd

Efterår

Det er endnu engang efterår, som følger en sommer, varm uden fortilfælde. Varmen er væk, løvet falder. Man gør sig selv en stor tjeneste at gå ud i blæsten, det relativt kølige vejr, for at nyde naturen. De fleste har et større eller mindre stykke rigtig natur i nærheden af deres bolig, så det skulle kunne lade sig gøre. Det gjorde jeg også lige her den anden dag. Det mest slående er stilheden. Jeg har før beskrevet det. Det er som naturen holder sig afventende, musestille, ikke en lyd. Vinteren kommer. 

Lige i det øjeblik kommer jeg i tanker om et digt af Lars Gustafsson

Store bløde landskaber

hvor kun gamle skovhuggere høres med deres økser

den friske lyd af stærke hunde om vinteren

og - som en klokke - skøjter, der bider i ny is

Uddrag af:  Verdens stilhed før Bach

Endnu dog kun efterår. Men se bare i dag; meget blæsende, hunde koldt. Gå ud i det alligevel!

Og så er der Michael Stoltze. Fin digter, en sprogets mester:

Nu flyver fugle frit mod syd

Nu flyver fugle frit mod syd

med spovefløjt og tranelyd
fra høje himmelveje,
mens gæs i rækker trækker bort,
og stære maler solen sort
i luftballetters lege.

De korte dage er på vej,
så folk og fæ må ruste sig
mod sneen og mod frosten.
Nu kommer årets huletid,
og musen må mod juletid
betænke vinterkosten.

Åh, var jeg fugl, så fløj jeg væk
med spover og med tranetræk,
men jeg må blive inde
og ruste mig, som var jeg mus,
og bygge hule i mit hus
mod bitterkolde vinde.

Så kom da bare, vintervejr!
Så længe jeg har varme tæer
og sul til sultne ganer,
er frost den rene poesi
og sneens tæppe hvid magi,
der smelter, før vi aner.

Michael Stoltze, 6. oktober 2011