Smukt efterår

Efteråret er over os. Uafvendelig er det. På dagens cykeltur gennem et skovstykke, stod det helt klart. Årets smukkeste årstid er allerede langt fremskreden. Solen tittede så småt frem og afslørede det maleriske forfald. Vissent løv, gule og brune farver begynder at dominere. Underligt så tyst der var. Fuldkommen tyst, som kontrast til menneskets verden. Kun langt borte i skoven svage lyde.

Naturen var nærmest afventende. Ingen dyr, mennesker. Stilhed.

Vinteren kommer.

Det smukke foto er taget af Hr. Joakim Larsen

Store bløde landskaber

Hvor kun gamle skovhuggere høres med deres økser

Den friske lyd af stærke hunde om vinteren

Og - som en klokke – skøjter der bider i ny is

Lars Gustafson 
Udsnit af:
Verdens stilhed før Bach

Verner

Henning Mankell er død

En af det moderne Sveriges store forfattere er død. Henning Mankell blev 67 år. Han døde af den kræftsygdom, som han for nogle år siden blev ramt af. Alle, der har fulgt Mankells karriere og hans gigantiske romanserie om personen Kurt Wallander, og det moderne Sveriges forvandling i takt med tidernes skiften, kan kun føle vemod. Nabolandet Sverige minder rigtig meget om Danmark, på godt og ondt, så vi danskere nikker genkendende til meget i Mankells romaner. Mankell var i sine romaner den bekymrede humanist, og at betragte Sverige gennem hans briller er ikke altid rart. Læseren af kæmpeserien om Kurt Wallander vil sent glemme den lettere deprimerede politimand, og slet ikke seriens mesterlige forfatter. Da Kurt Wallander i slutningen af romanserien genser sit livs store kærlighed, som han ikke blev gift med, heller ikke nu hvor hun er døende af kræft, er ikke et øje tørt. Wallander bliver dement og forsvinder ind i mørket. Mankell fik sluttet serien på den helt rigtige måde.

Mankell skrev under sin sygdom en roman om sygdommens forløb. Jeg har ikke læst den endnu. Det vil nok kræve sin mand.

Skulle jeg anbefale et par romaner af mesterlige Henning Mankell bliver det:

Hundene i Riga (fra serien om Wallander)

Og

Kineseren

Henning Mankell

Verner

Berlin er vel en messe værd?

Brandenburger Tor

Det rigtige citat er:

Paris er vel en messe værd? - Henrik 4. af Frankrig.

Ved et genbesøg fornylig i Berlin, EU’s hovedstad, må man sige at Berlin vel er en messe værd. I tyverne og op i trediverne i forrige århundrede, havde Berlin et ry, som byen, hvor livet blev levet. Der var gang i den, som ingensinde tidligere, kan man forstå. Især nattelivet og kulturlivet havde gyldne tider. Det kommer man naturligvis aldrig til at opleve igen, i sagens natur. Men her i 2015 er det ubetinget stedet, hvor tingene sker. Er der et land med forrang i EU, er det Tyskland, og med Tyskland hovedstaden Berlin.

Siden sidste besøg var der gået ni år. Meget er forandret på ni år, men byen dog til at kende igen. I de mellemliggende år er EU vokset i størrelse, i magt, og med det Tyskland og Berlin.

Men selve byen Berlin er virkelig spændende for en turist. Utallige er mulighederne for oplevelser og lærdom. Denne gang boede vi også i Kurfürsten Damm kvarteret ikke helt ude på Olivaer Platz, men lidt længere inde mod centrum, nemlig Hardenberg Strasse. En glimrende adresse, tæt på tog, metro og busterminal. Hotellet ganske alm. firestjernet. Ikke noget at skrive hjem om.

Nu er spørgsmålet. Skal det være i dette kvarter, man skal bo eller eje en lejlighed, eller i Prenzlauer Berg i det tidligere Østberlin?

Kurfürsten Damm kvarteret er meget smukt, smukke gader (mange af dem alleer) og hoteller, masser af restauranter og cafeer, og ude på den berømte boulevard Kurfüsten Damm al den luksus, som man kunne ønske sig. Eller skal det være det indtagende, stille og rolige Prenzlauer Berg, så indtagende og smukt på en sommerdag, som man ikke skulle tro muligt?

Men bortset fra dette, var Berlin atter en oplevelse. Brandenburger Tor, det berømte vartegn ved begyndelsen af Unter den Linden, var nyistandsat og meget flot, men gaden Unter den Linden er under restaurering, eller ombygning om du vil. Den var ikke mange sure sild værd, men overrendt af turister alligevel.

Den samme slags mennesker; turister, flokkedes også alle mulige andre vegne, som f.eks. den berømte Rigsdag med den bemærkelsesværdige kuppel. Nu kan jeg naturligvis blive ved i en uendelighed med alle disse turiststeder. Det er et spørgsmål, om man kan anbefale det ene frem for det andet. Men jeg kan jo forsøge med et par enkelte ting. Kun et par enkelte!

Akvariet

På Alexander Platz er der indgang, blandt flere, til akvariet, Europas største skulle det være. Det står på højkant inde i en bygning med en indbygget elevator centralt i akvariet. Så når man kører op, er man omgivet af fisk. En oplevelse.

Eller når man står lige i Brandenburger Tor kan man lang ude i Tiergarten se den berømte Sieges søjle. Her på søjlen er vist alle tyskernes militære sejre over naboerne i fortiden.

I Spandauer Vorstadt må man ikke snyde sig selv for at se og opleve Hackeschen Höle med de smukke, lukkede baggårde. Man finder dem såre let, og dét er en seværdighed af de sjældne.

Husk lige at opleve DDR-museet tæt på Museumsinsel!

Sieges Søjle

Tag næste fly til Berlin!

Verner

Rachmaninov i Koncerthuset

En af årets tidligste torsdagskoncerter var flyttet til i går lørdag, pga. pianisten Lang Langs deltagelse i et statsjubilæum i hjemlandet Kina. Alligevel var der stopfyldt i koncertsalen, for hvem vil ikke gerne høre fænomenet Lang Lang, ovenikøbet når han skulle være solist i Rachmaninovs 2. klaverkoncert. Når dertil lægges, at den østrigske dirigent Manfred Honeck stod i spidsen for DR Symfoniorkesteret, havde man virkelig lagt op til den store aften, det også blev.

Rachmaninovs 2. klaverkoncert er en ørehænger af rang. Voldsomt populær hos musikfolket, med al sin sentimentalitet, fængende melodier, farvestrålende pragt osv., osv.

Lang Lang

Det blev også en oplevelse. Lang lang har stadig manerer, men optræder knapt så underligt mere. Til gengæld er han teknisk brillant, som få andre i vor tid. En megastar. Man forstår det til fulde, når man hører ham, som i aftes i Koncerthuset. Rachmaninovs musik fik al den pragt og skønhed, man kunne forlange. Der var øjeblikke, hvor orkesterledsagelsen gik fra forte (kraftigt) til piano (svagt), hvor klaverstemmen ligesom voksede ud af stormen og næsten ensomt sang om svundne tider, det tabte fædreland; En anden tid et andet liv. Storslået øjeblik; ét af mange. Ren magi også takket være orkester og dirigenten Honeck.

Som ekstranummer gav Lang Lang et intermezzo. Måske var det af Tchaikovsky, jeg ved det ikke. Meget betagende, intimt, næsten nænsomt. Stor musik i lille målestok. Så smukt, så smukt. Stormende bifald.

Manfred Honeck

Efter pausen dirigerede Manfred Honeck Tchaikovskys femte symfoni. Pragtfuld russisk musik. Højt elsket og beundret klassiker. Formidabelt spillet af orkester og dirigent.

Verner


Addendum

Ud over virkelig at nyde den fantastiske koncert og den ligeså fantastiske musik, er der mere at tænke på, som sædvanlig, naturligvis. Jeg sad på et afsnit, der hedder Orkesterplads C. Det var lige oppe over gruppen af Bratchspillere, messinggruppen og timpanisten (slagtøjspilleren, i dette tilfælde en musiker, der spillede på bækkener, fire af slagsen, hvilket ikke går stille for sig). Det understregede alt sammen musikkens uhyre omfang, og der blev gået til den, alt imens musikkens synkrone og asynkrone dele blev afviklet med uhyre kraft og præcision, hvor det ifølge partituret skulle. Det hele ledet af en superdirigent som Manfred Honeck. Det var spektakulært.
Ydermere, bør man tænke på, synes jeg, at den musik, der blev spillet i aftes, var kendt og elsket musik, men engang var denne musik fuldstændig ny. Tilhørerne på den tid må have været næsten chokerede, ligesom jeg, der ellers har hørt så meget klassisk musik i mit liv, omtrent var det. En symfonisk aften af en kvalitet som ikke hørt længe.       

HN

Alle fodbold interesserede drenge mellem 8 – og 80 år ved, hvem der tales om, når Harald Nielsens navn nævnes. Harald Nielsen var en fodbold superstar om nogen. Ikke alene var han fodbold superstar, men også landsholdsspiller og professionel i Italien, i Bologna, hvor han også hyldes og mindes i disse dage, nu hvor han er død 73 år gammel. Som fodboldspiller var han centerforward, og i sine bedste år lynhurtig og giftigt farlig foran mål. Det sidste var der en del målmænd, der måtte sande. Harald Nielsen scorede mange mål, ustoppelig for et forsvar. Som person var han venlig, høflig, altid smilende, lige som sin hustru livet igennem Rudi Hansen, der i sine helt unge dage var kendt som Mie i Far til Fire-filmene. 

På billedet herunder ser man en ung Harald Nielsen i en kamp i Italien. Desværre var jeg ikke til stede, men billedet er illustrativt. Lige i den grad!

Man ser en ung, flot og slank forward nå bolden før forsvareren, sikkert på grund af langt større speed. Han ser også seriøst tung ud, denne forsvarsspiller! Harald kommer styrtende ind mod målet fra højre side, hvor han modtager en garanteret super flot pasning, og målmanden begår flere fejl, alt sammen i et enkelt split-sekund. Målmanden forudsætter, at Harald Nielsen vil sparke bolden i nettet alle yderst - op af venstre stolpe, i løberetningen! Det var fejl nummer ét. Næste fejl er, at han lige akkurat går for tidligt, og mod venstre stolpe, hvor han tror bolden kommer. Men i virkeligheden sparker superforwarden til bolden med ydersiden af højre fod, hvorfor den skrues i nettet i samme side; altså højre. Det hele har næppe taget mere end et sekund. Voila! 

Målmanden snydt, så vandet drev af ham.

Et sådan mål produceres kun af en super centerforward! 

Ikke sandt!

Verner

Atomkrigen i Hiroshima og Nagasaki

Hiroshima -  efter bomben

Af Aniara - Sang nr. 79

Beskriv den Människa 
Som i glans
Sit släktes likdräkt sydde
Tills Gud och Satan hand i
hand 
i ett förstört, förgiftat land
kring berg och backar
flydde 
för människan: 
askans konung

I disse dage er det 70 år siden, at atombomber første gang anvendtes i krig, og heldigvis foreløbigt sidste. De blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, angiveligt for at stoppe den kolossale krig i Fjernøsten under Anden Verdenskrig. Det var ikke muligt, påstås det, ellers at standse det japanske amokløberi i Asien, som havde varet i 50 år!

Alt er muligt, også at denne påstand holder. Sandsynligvis ville japanerne have fortsat vandviddet, idet de ville have henholdt sig til deres Kejser, eller skal vi sige Gud, der legitimerede det uhyggelige barbari, som japanerne i store dele af Asien var kendt og frygtet for. Det ville have kostet alt for mange amerikanske soldater livet, at foretage en invasion i det japanske moderland. Dette var altså begrundelsen for at anvende atombomber i krig - rettet mod civilbefolkningen.

En anden grund kunne sagtens være, at nu havde man jo udviklet dette nye våben, så måtte det også prøves. Tag lige den!

Spørgsmålet er blot. Kan man det? Kan man bruge et sådan våben i krigsførelse. Det er noget af det mest uhyggelige, som tænkes kan. En fremtidig anvendelse af et sådant våben kan blive menneskets endeligt. Jeg ville tro at japanere, der overlevede dette helvede på jord, vil advare på det kraftigste. At se film og læse om atomkrigen i Hiroshima og Nagasaki er særdeles uhyggeligt, hvordan har det så ikke været, at blive udsat for det?

Selvfølgelig kan man ikke det, hvis man har den mindste smule anstændighed og empati i forhold til andre levende skabninger!

Det ses derfor som uendelig vigtigt til stadighed at nedbringe antallet af atomvåben – plus – at hindre flere lande i at få dem.
Du vil give mig ret i denne opfattelse! 

Nagasaki - også efter bomben

Verner 

Flygtninge?

Man møder gentagne gange de forfærdelige tal om flygtninge, hvoraf der for nærværende skulle være sådan cirka 60 millioner på verdensbasis. Tallene stammer fra nyhedsmedier, aviser, tv m.m. Jeg har også selv været med til at forarges. Og vist er det sandt, at der er mange flygtninge. Mange reelle flygtninge, men tallene dækker også over en migration, jeg vil hellere kalde det en folkevandring. For det er, hvad der er tale om. Så sent som i dag kan man læse i Berlingske Tidende, at flygtninge fra Balkan strømmer til EU i stor stil. I første kvartal af 2015 kom 61.000 flygtninge fra Balkanlande til EU, fordi de er ved at miste håbet om en bedre fremtid. De kommer fra Kosovo, Albanien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien. Her er vi fremme ved sagens kerne. Disse mennesker er asylansøgere, altså ikke flygtninge. Hvorfor skulle man give disse borgere i Balkanlandene asyl? Hvad med om de reformerede deres egne lande, blev der, fik bygget noget op, fik ændret forholdene. Hele Afrikas, Mellemøstens, Fjernøstens og Balkans befolkninger hverken kan eller skal bo i EU. Slet ikke i Danmark, der er så lille bitte et land med kun fem millioner indbyggere. Danmark er ikke et indvandrerland. Det er et land, der i den grad skal passe på ikke at blive et land, hvor den oprindelige befolkning bliver en minoritet. I forvejen er der for mange utilpassede, utilfredse tilkommere. Mennesker, der ikke anerkender forholdene og kulturen i det land, hvor de har slået sig ned. Og det i et land med kun fem millioner indbyggere. Det er Danmark!

De 60 millioner er ikke flygtninge. Mange af dem er reelle flygtninge, men i virkelighedens verden taler vi om en gigantisk folkevandring.

Verner