torsdag den 11. januar 2018

Den fremmede

Jeg sidder i forhallen på Herlev Hospital. Det er anden dag for nogle undersøgelser, der skulle klarlægge, om jeg foruden så mange andre ting, også skulle have en blodprop i højre ben. Efter en forbilledlig indsats af hospitalet, blev det i hvert fald klart, at det ikke var, hvad det drejede sig om. Heldigvis. De historier man læser og hører om, hvordan hospitalerne i dette land, ikke yder deres bedste, ikke tager sig af patienterne, er lodret løgn. Det er helt sikkert!
Som jeg sidder der, genfinder jeg småt humøret, selvom det her ikke er rart.
Et kært familiemedlem skulle komme og afhente mig. Så jeg venter, og det vil tage nogen tid.
Som jeg sidder dér ved et bord i forhallen, kommer en mand, lidt yngre end jeg selv, hen og sætter sig ved siden af. Han spørger om han må sætte sig. Naturligvis må han det.
Han begynder straks at berette, at han skal til en undersøgelse og samtale om en sandsynlig kræftsygdom. Den fremmede er alene, alene i denne situation, er ikke i balance, hvem ville være det? Han fortæller spredt om forskellige livssituationer, om sit nuværende liv og om angsten for sygdommen. Angsten for fremtiden.
Jeg skal lige indskyde, at jeg store idiot for ganske nylig over for et familiemedlem sagde: ”Store drenge græder ikke”. Forstået på den måde, at mænd ikke skal vise følelser, altså f.eks. græde. Jeg undskylder! Det er meget, meget forkert, for også mænd når grænsen og brister i gråd.
Naturligvis.
Den fremmede havde deltaget i en folkeundersøgelse vedr. kræft, hvor man indsender en prøve på sin fæces, godt pakket ind som brev. Hvis der findes spor af blod i denne prøve, er det helt sikkert et tegn på en kræftsygdom. I hans prøve fandt man blod, han blev indkaldt til undersøgelse, og en polyb blev fundet i hans tarm. Polyben blev sendt til et laboratorium, og han blev indkaldt til øvrig undersøgelse og samtale. Dette sad han nu og afventede, fordi, som han sagde, han kunne bedst lide at værre i god tid.
Under dette og den følgende samtale gik trækninger over hans ansigt. Han havde ligesom ikke talt med nogen om sin situation, var særdeles urolig. Hvad skulle jeg sige til manden? Jeg prøvede at berolige ham, at det måske ikke var så slemt, at mange kræftpatienter bliver hjulpet og slipper godt fra det. At han måtte prøve ikke at se så negativt på sagen. At der må findes positive ting i livet. Han vidste det godt, sagde han. Der var jo hans datter, osv. Han havde også haft et mellemlederjob hos Røde Kors, tror jeg, det var. Jeg opfordrede ham endnu engang til at falde lidt til ro. Måske prøve at gå til skrifte, da han for øvrigt også var katolik, en trosretning, hvor man kan skrifte, hvilket svarer til besøg hos en psykolog. Tror jeg. Han skulle tale med familie og venner, sagde jeg.
Nu, efterhånden, var han blevet lidt mere rolig. Han rejste og gik hen til automaten, hvor der var et håndmiddel, man kan bruge, så hænderne bliver helt rene.
Efter dette kom han hen til bordet igen. Vi trykkede i næven, takkede for samtalen.
Den fremmede forsvandt i forhallen. På vej til sin undersøgelse og samtale.


Verner




Ingen kommentarer:

Send en kommentar