søndag den 1. marts 2015

I en evigt foranderlig verden . . .



Det er blevet noget af en daglig udfordring, at følge med i de mange forandringer, der skyller hen over os, der er fuld fart på. Intet er som tidligere. Vores tilværelse forandres så hurtigt, som ingensinde før.
I dag skriver Politikens chefredaktør Bo Lidegaard (jo, jeg læser også andre aviser) om et af hans avis' nyeste tiltag kaldet 2050, hvor alle de mange udfordringer vi udsættes for vil blive endevendt af et hold af avisens mest erfarne reportere.
Det behøver ikke at være en hemmelighed, at jeg ikke er meget for ovennævnte chefredaktør, for i hans tid som chef, har bladet undergået en forandring, som ikke forekommer at være til det bedste. Politiken er blevet aktivistisk. Der er ikke noget, der undslipper avisens stab. Alt bliver endevendt og kritisk bedømt.
Men sandheden er måske i virkeligheden, at det er vores liv og tilværelse, der ændres radikalt og i et højt tempo?

”Den verden vi kender, og hvor vi har hentet vores erfaringer,
ligner ikke mere sig selv.”
Bo Lidegaard

I hvert fald er Bo Lidegaards analyse i dagens avissektion PS mesterligt set og skrevet. Jeg tager hatten af for Hr. Lidegaard. Den rammer lige i plet. Det bliver endnu sværere fremover at tilpasse sig de ændrede vilkår og opbyde tilstrækkelig forandringsvillighed. Det er ikke småting, der er i gang. Analysen er fyldt med sandheder, om vi så kan lide dem eller ej. En enkelt af Bo Lidegaards andre betragtninger kommer her:

”Men historien handler også om lande i Afrika, hvor livet bliver mere og mere umuligt, og hvorfra stadig flere søger mod nord med stadig mere desperat vilje til for enhver pris at forsøge at få fodfæste på det europæiske kontinent.”
Bo Lidegaard

Du kan sagtens nå at læse hele analysen selv, i dagens avis, i det mindste i Politikens web-udgave. Det forekommer vigtigt, og du gør dig selv en tjeneste.


Verner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar