På Nørrebro

At gå i teatret i dag er efterhånden en pose blandede bolsjer, som f.eks. nu i går eftermiddags på Nørrebros Teater i Ravnsborg Gade på Nørrebro i Kbh. Teaterbesøget var starten på et arrangement i den lille private, kulturelle forening Seksmandsklubben.

For et menneske som jeg, der er vokset op på Nørrebro, melder der sig naturligvis en del tanker, ved et besøg på det gamle teater, som man førhen frekventerede relativt tit. Årene er gået, så står man der igen. Det var mindre end jeg huskede det. Hyggeligt, gammelt sted, men med ringe adgangsforhold fra forhal til scenerum. Derinde trangt, salen stopfyldt med forventningsfulde publikummer. Fuldstændig udsolgt. Nu til dags er man ikke særlig pænt klædt til lejligheden. De fleste kommer i, hvad de står og går i.

Teatret havde valgt at spille Melodien, der blev væk, et stykke fra gamle dage omhandlende problematikken vedr. tab af livslyst og -mod. Det forekom ikke meget relevant. Det er ikke en mindeværdig forestilling, trods skuespillere, der gjorde deres bedste.

I pausen havde vi bestilt et glas hvidvin, Uha, det var heller ikke for godt. Det er vel, hvad teateret formår?

Stykket blev spillet til ende, og blev honoreret med mange klapsalver, mest af høflighed ville jeg tro, for ellers har publikum ikke forstand på, hvad de udsættes for. Under den megen klappen er der så enkelt individer, der rejser sig op for at hylde kunstnerne, efterfulgt af mange andre. Man oplever tit denne underlige ting, Her var det også grundløst. Så godt var det slet ikke. Hvad er egentlig meningen med denne mærkelige gestus? Publikum mangler total sans for, hvad de oplever, ville jeg tro.

Den efterfølgende middag på et umanerlig godt spisested i Taastrup rettede heldigvis op på eftermiddagens oplevelser.

Nørrebros Teater

Verner

Jætten

Der stod han så den store jætte!

Just forgangne torsdagskoncert, og dens gentagelse lørdag, blev dirigeret af den berømte svensker Herbert Blomstedt. Mange ting går gennem hovedet på en publikummer, i hvert fald på mig. Mange tanker, mens orkester og dirigent arbejder. Det kniber absolut ikke med koncentrationsevnen, tværtimod. Ens hjerne arbejder fantastisk med mange ting på en gang. Således også her. Den gode Blomstedt, og han er god, rigtig god, skulle have overrakt Sonning Prisen torsdag, og det fik han. Med taler og prisoverrækkelse, etc.

I tresserne og ind i halvfjerdserne var han chefdirigent for Radio Symfoniorkestret, hvis spillemæssige niveau han var med til at løfte. Senere fik han en meget stor international karriere, med mange topposter. Det tror da pokker. Manden er et geni af en dirigent. Vi er så heldige stadig at få besøg, af den nu 88-årige Blomstedt, der stadig dirigerer. 

Ved gentagelsen her i dag lørdag af koncerten, var der fuldt hus. Og hvilken koncert blev det ikke. Beethovens ottende symfoni og Gustav Mahlers 1. symfoni, den med temaet fra Mester Jakob.

Og her slog det mig, da jeg så Herbert Blomstedt foran orkestret, at der stod en jætte. Du ved, sådan en fra den nordiske mytologi. En sand kæmpe. Manden er 88 år og to meter høj. Slank. Velkonserveret. Utrolig vital. Han så ikke en dag ældre ud end et par og halvfjeds. Utrolig gestik ejer han. Fantastisk kommunikerende med orkestret.

Mahler; En rejse tilbage til Wien damals, eller skulle jeg sige Die Welt von Gestern? Utrolig wienerisch, smægtende, afløst af Kletschmer musik, jiddische musik, slentren i solskinnet, fuglesang, glæde, sorg, jubel. Evigt omskiftelig. Et menneske uden balance og ro.

Skildret af et dirigentgeni og hans orkester, der gav publikum en kæmpe oplevelse, de meget sent glemmer. Storslået orkesterspil, superprofessionelt, et formidabelt velartikuleret brøl, et brøl af potens!

Og så er han, jætten, et meget venligt individ. Efter koncerten går han rundt og giver alle de musikere hånd, han kan nå i trængslen, som tak for deres indsats. Her er ikke tale om nogen slavepisker.

Verner

Addendum:

Ved et besøg på Oberes Belvedere i Wien, forrige gang jeg besøgte det smukke museum, var der på første etage ophængt et billede af Gustav Mahler, dirigerende et kæmpe orkester. Fantastisk billede. Han var en fabelagtig dirigent. Det var næsten det, jeg sad og så og hørte på, under dagens koncert! - Tæt på et deja-vu!

        

Det underskønne Italien

Søanemone. Jeg kan desværre ikke vise et billede af tilberedningen!

I tv har man fortløbende kunnet følge to interessante serier, hvor udvalgte kendere af det skønne land, har rejst rundt og forevist tv-seerne de mange uhyre interessante detaljer vedrørende kunst, geografi, mad etc., etc.

Meget oplysende, og synes jeg vedkommende. Så meget mere, som turen senere på året går til Napoli og omegn.

I den ene af disse serier fortæller en kunstkender og en super kok glødende og entusiastisk, om deres kærlighed og kendskab til hver sit område. Kokken fremstiller retter, som en dansker aldrig har hørt om. Sjovt nok. Meget lækkert har det set ud. Der er andet end pasta! Strålende tv-serie.

I den anden også fortræffelige serie rejser et ungt par, italiensk født kvinde og hendes danske mand, også kok, samt deres baby, rundt i Italien, senest i Syditalien. Her var en scene, hvor man overværede fangsten af søanemoner og deres tilberedning. Ret fantastisk.

Søanemoner er ikke hav-blomster men havdyr!

Da de fangne dyr var pillet af de sten, de sad på, blev renset og skyllet, var de klar til tilberedning. De blev let opvarmet i en slags sauce, hvor hovedbestanddelen var olivenolie, og efterfølgende blev der hældt friskkogt pasta ned i gryden. Det hele blev omrørt og serveret.

Det sympatiske unge par spiste denne besynderlige ret og berømmede den lækre og fine smag. Ganske specielt.

Og dette er vel noget andet end danskernes opfattelse af italiensk mad: Pasta Bolognese, ikke?

Verner   

Johan

Helt tilbage fra ungdommens længst forsvundne dage husker jeg Johan Cruyff. Der var ikke så meget tv dengang og heller ikke ret meget fodbold i tv, men det kom efterhånden. Live var det svært at se det store koryfæ. Man rejste ikke så meget, i hvert fald ikke i de kredse jeg færdedes i – dengang. Kun ved evt. landskampe og de store mesterskaber, EM og VM, kunne man i tv se boldgeniet Cruyff. Det danske landshold havde for øvrigt ikke klasse til ret meget dengang, og slet ikke så det hollandske landshold ville spille imod os.

Cruyff var hollænder, og det hollandske landshold kunne spille fodbold. Det var fodbold på topplan.

Cruyff er den mest komplette fodboldspiller, jeg har set. Den bedste til alle tider. Kunne alt, så alt. Havde en feltherres overblik. Den store taktiker. Han skabte teser for fodbold, hvordan man skulle spille, hvordan man åbnede et beton-forsvar, så man alligevel kunne score mod dem. Og vinde. Han skabte begrebet totalfodbold.

De to VM-finaler, Vesttyskland-Holland og Argentina-Holland, blev desværre ikke vundet af hollænderne, det var kun et tilfælde, hollænderne fik ikke den lille bitte smule held, der også er nødvendigt. Bare en smule! Vældige finaler, ikke mindst pga. Cruyff.

Senere efter den glorværdige karriere som aktiv spiller, blev han cheftræner, og bedst huskes hans år som cheftræner i Barcelona, hvor han skabte ”The Dream Team” med bl.a. Michael Laudrup på holdet.

Han var Mr. Football, om nogen.

Nu er han borte for altid.

Verner 

I foråret

Ganske tidligt forår. Solen begynder så småt at titte frem, dagtemperaturen løfter sig. Vi er på nippet til forår. Derude er mange små tegn. Alt er nu klart. Bevæger man sig i et skovområde, er man pt. næsten alene. Endnu færdes ikke mange ude i skoven. Stilhed. Ro. Det er for så vidt årets bedste tid, med mange forventninger til forår og sommer. Til ude-tiden. Til tiden, der kommer.
Her til aften, kl. 18.50, synger en fugl derude i mørket. Højt og klart og tydeligt. 
Jo, foråret er her allerede.

Im Frühling

Still sitz' ich an des Hügels Hang,

der Himmel ist so klar,

das Lüftchen spielt im grünen Tal.

Wo ich beim ersten Frühlingsstrahl

einst, ach so glücklich war.

Wo ich an ihrer Seite ging

so traulich und so nah,

und tief im dunklen Felsenquell

den schönen Himmel blau und hell

und sie im Himmel sah,
und sie im Himmel sah.

Verner

På Bjerget

Helt nede i mosen (Utterslev Mose) ser man det næsten ufattelige bygningsværk oppe på toppen af byen, på Bispebjerg. Kirken er ikke alene monstrøs, men også meget smuk. Den lyser op i al sin skønhed og pragt. For os, der er vokset op på det ydre Nørrebro er intet nyt her. Vi har kendt den altid, synes vi.

Så meget smukkere fremstår denne gigantiske kirke, denne katedral, ved en fremvisning i dag. Den fremtræder, som da den blev bygget, en mægtig kirke oppe over det fjerne København. Sådan er det ikke mere. Byen er vokset og flyttet ud til Grundtvigs Kirken, og videre naturligvis. Det er livets gang, er jeg lige ved at sige.

Grundtvigs Kirken er bygget til minde om præsten, digteren og folkeopdrageren N. F. S. Grundtvig. Folkeoplyseren, folkeopdrageren Grundtvig. Han satte sig virkelig spor i sin samtid. Stor mand.

Derfor forekommer det også naturligt at sætte ham et mindesmærke, der ligesom vil noget. Og det har man. Grundstenen på kirkens sydvestlige hjørne blev lagt på Grundtvigs fødselsdag 8. september 1921 og indviet 8. september 1940.

Arkitekt på dette kolossale byggeri var Peder Vilhelm Jensen Klint, manden som fik ideen til pragtværket.

Det er er en kirke totalt uden pynt. Det, som er bemærkelsesværdigt, er byggeriet i sig selv. Det er helt fantastisk. Kirken er opført af 10 murere, der omhyggeligt gennem de mange års byggeri har holdt den exceptionelle kvalitet med håndslebne, og tilhuggede sten, også i hånden, i sindrige mønstre. Det er et overordentligt smuk kirkerum, second to none.

Det er en seværdighed, som er stærkt anbefalelsesværdig. Det er muligt at komme på rundvisning i den smukke kirke, og ved selvsyn opleve vidunderet, om du ikke har været der endnu.

Verner

Arken

Arken

For tiden vises på Kunstmuseet Arken i Ishøj, lige syd for København, en maleriudstilling af den biografaktuelle maler Gerda Wegener. Det er interessant, hvordan en kunstner lige pludselig bliver aktuel. Som grebet lige ud af luften, eller hvad?

Men i hvert fald var Gerda Wegener og hendes mands liv ganske usædvanligt. Han blev det første menneske, der fik foretaget en kønsskifteoperation. Det var hans eneste udvej for at komme videre fra et liv som mand, som han ikke kunne holde ud, for at blive kvinde. Støttet af Gerda. Han kaldte sig for Lili Elbe. Han døde efterfølgende af komplikationer efter en operation.

Men udstillingen på Arken er yderst seværdig. Gerda Wegeners billeder, malerier, akvareller, tegninger og reklamer, er fremstillet af en meget fin maler. Motiverne er som oftest skildringer af kvinder og deres liv. Mange af kunstværkerne er af stærk sensuel karakter, pikante og i nogle tilfælde seksuelle.

Gerda var optaget af kvinder.

Det er værd at se udstillingen, den er strålende ligesom kunstneren.

Interessant nok er der også nogle få billeder af Einar, mens han kaldte sig sådan. Han var en særdeles fin landskabsmaler.

Udstillingen føjer sig til en række af andre fremragende udstillinger på Arken.

Billedet er malet af Gerda Wegener

Verner