
Tilsynsmyndigheden for strålebeskyttelse, BIS, besluttede i sidste uge at hele den saltmine, hvori man fra 1967 til 1978 har lagret 126.000 tønder atomaffald, skal tømmes. Minen udgør en ekstrem giftfare for miljøet og de mennesker, der bor i området! Affaldet består af lav- og mellemradioaktivt materiale, herunder ca. 25 kg plutonium. Hvordan plutonium kan rubriceres under en af de forannævnte affaldstyper, melder historien intet om. I starten af oplagringen hejste man tønderne ned i saltminen, senere lod man dem bare dumpe derned. Geologer siger, at hele grubeanlægget vil styrte sammen inden for de næste ti år og udløse en uoverskuelig miljøkatastrofe.
Blandt affaldet i Asse II er også de jordiske rester af to blikkenslagere, der omkom ved en reaktorulykke i Bayern i 1975. Myndighederne sagde dengang, at de ikke døde af stråling, men ikke desto mindre blev deres lig forseglet og begravet i zinkkister.
Ingen ved nøjagtigt, hvad der er i gifttønderne, da producenterne af det radioaktive affald har sjusket eller svindlet med indholdsdeklarationerne!
Det vil koste et sted mellem 15 og 30 milliarder kr. at tømme depotet. Forbundsregeringen har tidligere garanteret de store energigiganter i Tyskland, at de ikke skulle hæfte for eventuelle følgeomkostninger ved at afskaffe affaldet, en aftale giganterne henholder sig til nu, da regningen er ved at blive udskrevet.
Den konservative avis Frankfurter Allgemeine Zeitungs kommentar i forbindelse med beslutningen om at afvikle Asse II:
”Nu er der slået endnu en nagle i den tyske atomkrafts kistelåg”.
En reaktorulykke i 1975, som man var dygtig nok til at lægge låg på.
En industri, der mod bedre vidende fortsat argumenterer for sådanne affaldsløsninger.
Et atomaffaldslager, der ikke er tæt, som det derfor er nødvendigt at tømme.
En kæmpe fremtidig sundhedsfare for den omkringboende befolkning.
Den dårligste løsning på fremtidig energiforsyning vil være at vælge atomkraft. Det vil også være den dovne løsning. Jo før man kommer i gang med diverse alternative og nye energiformer, jo bedre. Det er uomgængelig, og det er den rigtige vej fremad.
Denne blogs forfatter føler sig sikker på, at læseren hverken ville bo tæt på et atomkraftværk eller et atomaffaldsdepot. Jeg er endda villig til at tage en paré på denne påstand!








