I den standende finanskrise, som nu breder sig til den øvrige samfundsøkonomi og truer med at sætte alt i stå, undres man godt nok over det totale fravær af ansvarsfølelse hos mediernes ejere og deres ansatte, som producerer diverse artikler, indlæg mv.
Al ting er kulsort, alt er dårlige nyheder i en stadig tiltagende strøm dag for dag. Det er fuldstændig endeløst.
Det ansvar, der burde udvises af disse mennesker, er ansvaret for ikke at tale/skrive den nuværende tingenes tilstand helt ned i et stort, sort hul.
Man burde kunne forvente, at disse mennesker var i stand til at fatte, at de med deres fremfærd bidrager til at denne krise, eller den nye tingenes tilstand, om du vil, kun forværres med en sådan kulsort negativitet. Man er åbenbart fuldstændig ansvarsfri som medieejer eller ansat i disse medier.
Verner
søndag den 11. januar 2009
Verden er ond!
Civilbefolkningen betaler
Forfærdelige billeder fra gaza-striben ses dag for dag i danske aviser/medier. Rystende er det, som krig altid er. I tv ses billeder af angste og grædende børn i armene på deres forældre. Børn, som ikke forstår, hvad det er, der sker. Børn, som er bange, fordi de meget klart fatter, at deres forældre ikke mere er i stand til at passe på dem, i denne fortvivlende situation. Så hjælper det ikke, at vi siger til os selv, at sådan har krig jo altid været. Det stopper den ikke af. Der er ikke en chance. Ydermere fortæller Røde Kors redningsfolk i området, rystende beretninger om fund af børn, der sidder ved deres mors lig i ruinerne og har siddet der i dagevis. Når de prøver at hjælpe dem, er de ikke i stand til at stå på benene, fuldstændig afkræftede, som de er af sult og tørst. Forestil dig det engang, at du er barnet, der sidder ved siden af din døde mor, din mor som er slået ihjel af bomber eller granater, at du intet forstår, slet ikke at hun er død, heller ikke at hun ikke svarer, når du kalder.
For sådan et barn er det altings undergang.
Verner
Forfærdelige billeder fra gaza-striben ses dag for dag i danske aviser/medier. Rystende er det, som krig altid er. I tv ses billeder af angste og grædende børn i armene på deres forældre. Børn, som ikke forstår, hvad det er, der sker. Børn, som er bange, fordi de meget klart fatter, at deres forældre ikke mere er i stand til at passe på dem, i denne fortvivlende situation. Så hjælper det ikke, at vi siger til os selv, at sådan har krig jo altid været. Det stopper den ikke af. Der er ikke en chance. Ydermere fortæller Røde Kors redningsfolk i området, rystende beretninger om fund af børn, der sidder ved deres mors lig i ruinerne og har siddet der i dagevis. Når de prøver at hjælpe dem, er de ikke i stand til at stå på benene, fuldstændig afkræftede, som de er af sult og tørst. Forestil dig det engang, at du er barnet, der sidder ved siden af din døde mor, din mor som er slået ihjel af bomber eller granater, at du intet forstår, slet ikke at hun er død, heller ikke at hun ikke svarer, når du kalder.
For sådan et barn er det altings undergang.
Verner
lørdag den 10. januar 2009
Nytårskoncerten fra Wien
Det er blevet januar 2009, og atter i år den 1. januar transmitteredes nytårskoncerten fra Wien i tv. Rettelig er det kun 2. halvdel af koncerten. Den bliver fulgt overalt på kloden og er et festligt højdepunkt ved årsskiftet. For mit eget vedkommende har det altid været et ønske at overvære denne koncert live, selv om jeg har oplevet det berømte orkester i Danmark, for mange år siden, ved en koncert i Tivoli dirigeret af Karl Böhm. Stor koncert; Bethowens 6. og Schuberts 9.
Men nytårskoncerterne har jeg fulgt hele min voksne tilværelse. Det er altid storslået og smukt. Wien og omegn er en helt utrolig by, som bør opleves. Musikvereins Goldener Saal, hvor koncerten finder sted, er kendt overalt på kloden fra nytårskoncerterne og er tegnet af en dansker. Enestående akustik.
Og de berømte filharmonikere? De spillede atter i år nærmest uforglemmeligt godt, denne gang dirigeret af Daniel Barenboim, en af tidens få store dirigenter. Det er egentlig underligt at tænke sig, at der sidde så det fabelagtige symfoniorkester og spiller dansemusik, hvad det oprindeligt var, nu som regel en del af standardrepertoiret for et orkester som Die Wiener Philharmoniker.
Orkesterets uforlignelige klang blev atter demonstreret i denne festlige stund. Hvert af de store, berømte symfoniorkestre har sin egen lyd, kunne man sige. Hos wienerne er det en unik og storslået strygerklang, aldrig overgået af andre, tror jeg, og så den helt specielle, lidt stive klang messinget leverer. De mange valse, polkaer, mazurkaer mv. sad lige i skabet. Stor glæde og jubel, festligt øjeblik. Nytårsønske fra podiet og filharmonikerne og lad os så håbe, at det holder.
Verner
Men nytårskoncerterne har jeg fulgt hele min voksne tilværelse. Det er altid storslået og smukt. Wien og omegn er en helt utrolig by, som bør opleves. Musikvereins Goldener Saal, hvor koncerten finder sted, er kendt overalt på kloden fra nytårskoncerterne og er tegnet af en dansker. Enestående akustik.
Og de berømte filharmonikere? De spillede atter i år nærmest uforglemmeligt godt, denne gang dirigeret af Daniel Barenboim, en af tidens få store dirigenter. Det er egentlig underligt at tænke sig, at der sidde så det fabelagtige symfoniorkester og spiller dansemusik, hvad det oprindeligt var, nu som regel en del af standardrepertoiret for et orkester som Die Wiener Philharmoniker.
Orkesterets uforlignelige klang blev atter demonstreret i denne festlige stund. Hvert af de store, berømte symfoniorkestre har sin egen lyd, kunne man sige. Hos wienerne er det en unik og storslået strygerklang, aldrig overgået af andre, tror jeg, og så den helt specielle, lidt stive klang messinget leverer. De mange valse, polkaer, mazurkaer mv. sad lige i skabet. Stor glæde og jubel, festligt øjeblik. Nytårsønske fra podiet og filharmonikerne og lad os så håbe, at det holder.
Verner
fredag den 9. januar 2009
Guiseppe Mazzocolin
Giuseppe Mazzocolin, ejer af den berømte vingård Fattoria di Felsina Berardenga, laver efter sigende altid spas med tilrejsende vinjournalister. Jeg selv har desværre ikke mødt manden. Når disse journalister skamroser hans berømte vine, replicerer han gerne: Så skulle i bare smage min olivenolie!
En del italienske vin-ejendomme producerer nemlig andet end bare vin. Således også Guiseppe Mazzocolin. Jeg ved ikke med olien, som altså har højt ry, men ejendommen fremstiller en stribe vine af meget høj klasse.
Begge dele, vin og olie fra Mazzocolins Fattoria di Felsina Berardenga, forhandles hos Domaine Brandis i Glostrup.
Verner
En del italienske vin-ejendomme producerer nemlig andet end bare vin. Således også Guiseppe Mazzocolin. Jeg ved ikke med olien, som altså har højt ry, men ejendommen fremstiller en stribe vine af meget høj klasse.
Begge dele, vin og olie fra Mazzocolins Fattoria di Felsina Berardenga, forhandles hos Domaine Brandis i Glostrup.
Verner
Osso Buco Milanese
Her i huset har vi i mange år med stor fryd indtaget Osso Buco Milanese, fremstillet efter en originalopskrift fundet i et madblad for længe siden. Bladet, Mad og Gæster, er for længst ophørt med at udkomme, opskriften har vi endnu. Og retten bliver altid tip-top, en fryd at spise.
Så sider man dér en dag og opdager, at der kommer et madprogram i tv, et ud af utallige, hvor italienske kokke vil fremstille Osso Buco Milanese!
Og disse italienere fangede så an. Det var faktisk både interessant og på en måde underligt, næsten som et deja-vu. For stod de ikke der og fremstillede denne klassiker fuldkommen nøjagtigt, som jeg selv har gjort så tit. Jo, den var god nok. Nøjagtig samme ingredienser, nøjagtig samme fremgangsmåde.
Grunden til at den hedder Milanese, det betyder som i Milano, er at der serveres ris til, altså safran-ris. I mange år har der været dyrket ris på Po Sletten lige uden for Milano, og derfor anvender man ris til denne udgave af retten.
Retten blev færdig og så naturligvis flot ud, det plejer min også, og til slut anbefalede kokkene, at man drak en rød vin fra Piemonte til. Pimonte ligger nord for Milano. Selvfølgelig kan man gøre det, altså drikke en Barbera, Barbaresco eller en Barolo til.
Her i huset har vi i de fleste tilfælde drukket en hvidvin til, fra Marche, som vi synes matcher dette smagsorgie helt fint. Det er:
Verdicchio dei Castelli di Jesi fra producenten Fazi-Battaglia
Den ikke alene matcher den rustikke ret, men er fuldstændig ”rent gående”.
Interesserede kan altid erholde opskriften her, f.eks. ved at efterlade sin mailadresse.
Verner
Så sider man dér en dag og opdager, at der kommer et madprogram i tv, et ud af utallige, hvor italienske kokke vil fremstille Osso Buco Milanese!
Og disse italienere fangede så an. Det var faktisk både interessant og på en måde underligt, næsten som et deja-vu. For stod de ikke der og fremstillede denne klassiker fuldkommen nøjagtigt, som jeg selv har gjort så tit. Jo, den var god nok. Nøjagtig samme ingredienser, nøjagtig samme fremgangsmåde.
Grunden til at den hedder Milanese, det betyder som i Milano, er at der serveres ris til, altså safran-ris. I mange år har der været dyrket ris på Po Sletten lige uden for Milano, og derfor anvender man ris til denne udgave af retten.
Retten blev færdig og så naturligvis flot ud, det plejer min også, og til slut anbefalede kokkene, at man drak en rød vin fra Piemonte til. Pimonte ligger nord for Milano. Selvfølgelig kan man gøre det, altså drikke en Barbera, Barbaresco eller en Barolo til.
Her i huset har vi i de fleste tilfælde drukket en hvidvin til, fra Marche, som vi synes matcher dette smagsorgie helt fint. Det er:
Verdicchio dei Castelli di Jesi fra producenten Fazi-Battaglia
Den ikke alene matcher den rustikke ret, men er fuldstændig ”rent gående”.
Interesserede kan altid erholde opskriften her, f.eks. ved at efterlade sin mailadresse.
Verner
onsdag den 7. januar 2009
Stonehenge
De fleste vil nu måske udbryde: "Åh nej, ikke nu igen"!
Men alligevel. Og den beretning der nu følger er ikke en and!
I programmet Jensen på P2, forleden dag, fortalte værten, Frank Jensen, om en notits han havde set i en engelsk avis, om den berømte samling megalitter; Stonehenge (2300 før vor tidsregning).
Ingen ved, hvad det oprindeligt har været, men mange teorier er fremsat. F.eks. et centrum for healing (helt ny, men regnes for videnskabelig korrekt), astronomisk observatorium, kalender i gigantisk skala og meget mere. Nye teorier kommer stadig til.
Det allersidste ny er en antagelse om, at det har været en form for koncertsal, hvilken påstand stammer fra USA, hvor en amerikansk kopi af Stonehenge, i fuld skala, er blevet bygget af en velhavende amerikaner åbenbart, men det blev ikke oplyst, hvad kopien var bygget af, Frank Jensen vidste det ikke. Man havde prøvet at spille musik i kopiens indre og havde oplevet en helt fantastisk akustik, som havde det oprindelige bygningsværk været skabt netop til brug som koncertsal. Det havde lydt, som spillede man på det fineste krystalglas!
Det er overordentlig interessant.
Nu er spørgsmålet bare, hvordan man, her 4300 år senere, skal kunne verificere denne ny teori!
Verner
Men alligevel. Og den beretning der nu følger er ikke en and!
I programmet Jensen på P2, forleden dag, fortalte værten, Frank Jensen, om en notits han havde set i en engelsk avis, om den berømte samling megalitter; Stonehenge (2300 før vor tidsregning).
Ingen ved, hvad det oprindeligt har været, men mange teorier er fremsat. F.eks. et centrum for healing (helt ny, men regnes for videnskabelig korrekt), astronomisk observatorium, kalender i gigantisk skala og meget mere. Nye teorier kommer stadig til.
Det allersidste ny er en antagelse om, at det har været en form for koncertsal, hvilken påstand stammer fra USA, hvor en amerikansk kopi af Stonehenge, i fuld skala, er blevet bygget af en velhavende amerikaner åbenbart, men det blev ikke oplyst, hvad kopien var bygget af, Frank Jensen vidste det ikke. Man havde prøvet at spille musik i kopiens indre og havde oplevet en helt fantastisk akustik, som havde det oprindelige bygningsværk været skabt netop til brug som koncertsal. Det havde lydt, som spillede man på det fineste krystalglas!
Det er overordentlig interessant.
Nu er spørgsmålet bare, hvordan man, her 4300 år senere, skal kunne verificere denne ny teori!
Verner
søndag den 4. januar 2009
Op ad bakke
Iflg. de seneste dages diskussion på tv, i dagblade mv., ser det ud til at blive voldsomt op ad bakke for Barack Obama helt fra starten af hans embedsperiode. De nyeste oplysninger går ud på, at 31 af USA's stater er på kanten af bankerot. Ydermere skylder de amerikanske borgere landet uhyre summer, som det ser ud til at være umuligt at inddrive, de har simpelthen ikke pengene. Påstanden, om at det er G. Bush' skyld pga. dårlig embedsførelse, holder ikke. Ikke ham alene, men mindst de sidste tre præsidenter, ham selv inklusive, naturligvis. Der er tale om et voldsomt økonomisk tilbageslag, uden sidestykke. I billard har man et udtryk, der hedder sort oplæg, gående ud på at spille således, at når modstanderen kommer til bordet, kan han ikke score point, fordi oplægget umuliggør det. I Barack Obamas situation er det lige tilfældet. Et sort oplæg til en sort præsident, og så er det ikke engang morsomt. At hans nation stadig fører to større krige, er godt nok underligt, altså set fra et finansielt synspunkt.
Mange, deriblandt jeg, ønsker det bedste for Barack Obamas fremtidige virke og dygtighed, også af hensyn til resten af klodens problemer mv.
Verner
Mange, deriblandt jeg, ønsker det bedste for Barack Obamas fremtidige virke og dygtighed, også af hensyn til resten af klodens problemer mv.
Verner
Abonner på:
Opslag (Atom)
